Af Kim Brynningsen, adm. direktør og stifter, indsats.

Hos indsats ved vi udmærket, hvor svært det er at arbejde som sagsbehandler. Der er bygget et monster af et system, som det er meget vanskeligt at finde rundt i. Og udover, at jobcentrene skal håndtere komplekse regler og komplekse sager, så står jobcentrene ofte også for skud, når omverden skælder ud.

Derfor er al tale om besparelser på beskæftigelsesområdet også en mørk sky over hovedet på sagsbehandlerne, der kan frygte nye tiltag skabt med besparelser for øje, hvor proces og effektivitet må tage bagsædet.

Men det behøver ikke at være sådan.

Hos indsats siger vi ja tak til besparelser i beskæftigelsesindsatsen, men et stort nej tak til serviceforringelser. Vi hilser besparelser velkommen, fordi vi mener, det er vigtigt at dykke ned i, hvad det offentlige bruger pengene på.

Det er jo ikke en serviceforringelse at fjerne et tilbud, der ikke virker og dermed spare en masse penge. Men det er en serviceforringelse at fjerne et tilbud, som rent faktisk virker for at spare en masse penge. Serviceforringelser skaber ikke besparelser på beskæftigelsesområdet - tværtimod.

Jakob Egholt Søgaard ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet sidder med i den ekspertgruppe, som er nedsat på baggrund af regeringens ønske om at gentænke beskæftigelsesindsatsen. Gentænkningen sker ud fra en målsætning om, at borgeren skal i centrum og der skal gives frihed til både sagsbehandlerne og de ledige. Og så skal der spares tre milliarder kroner.

Jakob Egholt Søgaard, nævner i NB Beskæftigelses artikel: “Analyse skal bane vejen for besparelser”, at han ikke ved, hvad potentialet er i forhold til besparelser på beskæftigelsesområdet. Det ved vi heller ikke. Det er der ingen, der reelt ved.

Og det er fordi, systemet er blevet så komplekst. Derfor undrer jeg mig også over tallet tre milliarder kroner. Hvordan kommer regeringen frem til det tal?

At arbejde ud fra en gentænkning af beskæftigelsesindsatsen skal efter min mening ikke være et spørgsmål om at spare x antal kroner. Motivationen skal være, at lave et system der hjælper mest effektivt til gavn for de borgere, som har brug for hjælp.

At arbejde mere effektivt vil skabe besparelser - om det så bliver tre, fem eller ti milliarder behøver ikke betyde noget, så længe vi ikke gør servicen dårligere - både for borgeren men i høj grad også for jobcentrene og de sagsbehandlere, som dagligt skal håndtere komplekse regler, paragraffer og svære livssituationer.

Hos indsats sidder vi med i Dansk Erhvervs Andenaktør netværk, hvor vi netop nu diskuterer fremtidens beskæftigelsesindsats.

Min holdning er, at fremtidens beskæftigelsesindsats bør være bygget op omkring princippet, at pengene følger borgeren. Det skal være muligt selv at vælge en aktør, hvis man får brug for hjælp, og aktøren bliver aflønnet alene ud fra sine resultater. Intet resultat - ingen penge.

Det er en oplagt vej at gå, når vi både har brug for at skabe mere effektivitet i beskæftigelsesindsatsen, bedre arbejdsforhold for jobcentrene og besparelser på området.

At aflønne anden aktører - som os selv - alene ud fra de resultater, vi leverer, er en ren vindersag.

Både for borgeren som har brug for en hjælpende hånd, men i høj grad også i forhold til arbejdsbyrden på landets jobcentre og for samfundsøkonomien. At omstrukturere vores beskæftigelsesindsats bør derfor ikke ses som et forsøg på at skære ned, men som en mulighed for at bygge op. Ved at fjerne det, der ikke virker, og styrke det, der gør, kan vi ikke kun spare penge, men også skabe fremtidens beskæftigelsesindsats.