
Jakob Egholt Søgaard, ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet, er en del af regeringens ekspertgruppe, som skal afgøre jobcentrenes skæbne. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Medlem af ekspertgruppen afslører: Analyse skal bane vejen for besparelser
Jakob Egholm Søgaard sammenligner beskæftigelsesområdet med sin datters filtrede hår: 'Det hele er filtret sammen,' lyder det. En kommende analyse skal bane vejen for besparelser.
Udgivet: 22/02/2024
"Vi er kommet til at drukne området i gode intentioner."
Sådan lyder det fra medlem af ekspertgruppen Jakob Egholt Søgaard, ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet.
Han beskriver beskæftigelsesområdet som en detaljeret kogebog, som han har et håb om, så vidt muligt kan rives i stykker, når fremtidens indsats skal udformes.
"Jeg er blevet overrasket over, hvor mange regler og systemer sagsbehandlerne skal finde rundt i," siger Jakob Egholt Søgaard til NB-Beskæftigelse.
Han er samtidig overrasket over, hvor meget tingene hænger sammen.
"Min datter har enormt filtret og krøllet hår. Når jeg forsøger at rede håret ud, tager jeg en tot ud, og så opdager jeg, at den hænger sammen med alle mulige andre hårtotter. Det er lidt samme følelse, man har her. Man kan godt sidde med et område og tænke, vi kunne godt tænke os at slippe af med det her. Men hvis vi fjerner det, hænger det ofte sammen med en masse andre ting," lyder det fra Jakob Egholt Søgaard.
Han nævner de ofte udskældte rehabiliteringsteams som eksempel.
"Fjerner vi dem, hænger det sammen med en masse andre ting, som også skal laves om. Det samme gælder forlængelsesreglerne i sygedagpengesystemet. Det hele er filtret sammen."
Ekspertgruppens medlemmer har i afdækningen blandt andet fået tilsendt videosekvenser, der viser sagsbehandleres arbejde, og det har gjort indtryk på Jakob Egholt Søgaard, hvor kompleks arbejdet på jobcentrene i virkeligheden er, og hvor mange ressourcer der bruges på kontrol.
”Kommunerne bruger ressourcer på at tjekke, at sagsbehandlerne har dokumenteret, at de har gjort det, de skulle, mens STAR bruger ressourcer på at tjekke, at kommunerne har gjort det, de skulle. Jeg tror, de fleste er enige om, at der kan skæres ned på kontrollen, og det vil vi forsøge at komme med nogle bud på," siger Jakob Egholt Søgaard.
Ifølge økonomiprofessoren er der gennemført så mange studier med 'best practice', som siden har fundet vej til lovgivningen, at landets sagsbehandlere skal navigere i et rigidt system med meget lidt fleksibilitet.
Hans håb er, at sagsbehandlerne i højere grad kan få lov til at vælge den indsats, de vurderer, passer bedst til den enkelte.
Opgørelse over ressourceforbrug på vej
I ekspertgruppens tildelte kommissorium fremgår det som bekendt, at udgifterne til området skal reduceres med 3 mia. kr. i 2030. Et beløb som Jakob Egholt Søgaard kalder ambitiøst.
Ekspertgruppen er derfor blandt andet i samarbejde med KL ved at få udarbejdet en såkaldt tids- og ressourceanalyse, der skal undersøge jobcentrenes ressourceforbrug på forskellige aktiviteter og målgrupper, fortæller han.
Undersøgelsen skal være med til at afdække, hvor mange penge der bliver brugt på de forskellige dele af beskæftigelsesindsatsen.
"Vi ved jo reelt ikke, hvor mange penge vi kan spare, før vi har fået et overblik over, hvordan ressourcerne fordeler sig. De store sværdslag kommer, når vi får sat beløb på potentielle besparelser ved de forslag, vi kommer med til ændringer. Der er vi endnu ikke," fortæller Jakob Egholt Søgaard.
"Tre milliarder kroner er et ambitiøst beløb. Men hvor ambitiøst det egentlig er, ved vi faktisk ikke endnu," tilføjer han.
Invitation til ekspertgruppen kom som overraskelse
Jakob Egholt Søgaard afslører, at han blev temmelig overrasket, da han fik et opkald fra Beskæftigelsesministeriet og spurgt, om han ville indgå i Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats.
I modsætning til flere af de øvrige medlemmer, har han nemlig ikke tidligere arbejdet ret meget med den aktive beskæftigelsesindsats.
Siden har Jakob Egholt Søgaard erkendt, at han i første omgang havde undervurderet, hvor stor en del af kommissoriet og arbejdet, der handler om den økonomiske styring af området.
Før Jakob Egholt Søgaard blev ansat på Københavns Universitet har arbejdet i Finansministeriet og Skatteministeriet.
Ekspertgruppen skal afrapportere i juni.
Sidst opdateret: 22/02/2024 - 12:50










































