
Beslutning om at lade overførselsindkomster som kontanthjælp og førtidspension stige mindre fra 2016 til 2023 har haft betydelige konsekvenser, viser undersøgelse fra Rockwool Fonden. - Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Mindreregulering har konsekvenser: Tusindvis af borgere presses af lave ydelser
En begrænset justering af overførselsindkomster har reduceret købekraften og forringet økonomien for mange. Inflationen forstærker denne effekt, påpeger en analyse fra undersøgelse fra Rockwool Fonden.
Udgivet: 18/01/2024
Beslutning om at lade overførselsindkomster som kontanthjælp og førtidspension stige mindre fra 2016 til 2023 har haft betydelige konsekvenser.
En ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed dykker ned i den politiske beslutning om at tilsidesætte den regulering, der normalt sikrer, at offentlige ydelser til kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og andre borgere på overførselsindkomster følger lønudviklingen i samfundet.
Mindrereguleringen har i perioden 2016-2023 ført til, at satsregulerede overførselsindkomster i dag er godt fem procent lavere, end de ellers ville have været, viser undersøgelse.
Det betyder for eksempel, at kontanthjælpen for forsørgere er godt 800 kroner lavere pr. måned og satsen for førtidspension omkring 1.000 kr. lavere – svarende til hhv. ca. 10.000 og ca. 12.000 kr. lavere i hele 2023.
"10-12.000 kroner mindre i overførselsindkomst om året er mange penge. Særligt når priserne i forvejen er steget så meget i en historisk inflation, som man ikke havde forudset, da man besluttede at sænke ydelserne. Disse personer bliver altså ramt dobbelt," siger Rockwool Fondens analysechef, Anders Bruun Jonassen, til Politiken.
Uden mindreregulering ville inflationen have udhulet overførselsindkomsternes købekraft til et niveau svarende til 2015. Med mindrereguleringen er overførselsindkomsternes købekraft nu udhulet til et niveau svarende til årene før finanskrisen 2008-09.
De seneste tids højere lønstigninger vil med tiden komme overførselsindkomsterne til gode. Men efterslæbet fra mindrereguleringen indhentes imidlertid ikke, men resulterer i en permanent forøget forskel mellem lønninger og de tusindvis, der lever af offentlige ydelser, viser undersøgelsen.
Om undersøgesen
- Mindrereguleringen af overførselsindkomsterne ophørte fra årsskiftet. Analysen gør status over de akkumulerede konsekvenser af mindrereguleringer af overførselsindkomsterne i årene 2016-2023.
- Danske overførselsindkomster reguleres hvert år på baggrund af lønudviklingen to år tidligere. Reguleringsmekanismen sikrer således, at værdien af overførselsindkomsterne, over tid, næsten udvikler sig i trit med lønningerne. Som bidrag til finansieringen af Skattereformen 2012 er overførselsindkomsterne dog de sidste 8 år steget med en lavere procentsats end normalt.
- For en forsørger på kontanthjælp har mindrereguleringen dermed betydet en reduktion i kontanthjælpssatsen på godt 800 kr. om måneden, før skat, svarende til ca. 10.000 kr. om året i 2023.
- Tager man højde for inflationen viser undersøgelsen, at realværdien af overførselsindkomsterne er faldet betragteligt, og deres købekraft i dag er på niveau med årene før finanskrisen.
- Overførselsindkomsternes købekraft i 2023 er således ramt dobbelt. Dels af inflationen og dels af mindrereguleringen over årene 2016-2023.
Læs mere om undersøgelsen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed her.
Sidst opdateret: 18/01/2024 - 10:47











































