
- Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix / Aarhus Universitet.
Ny forskning: Ministeriets effektmålinger hindrer målet om at få flere i beskæftigelse
Et nyt studie viser, at Beskæftigelsesministeriets kontrol af kommunerne utilsigtet undergraver målet om øget beskæftigelse. Fokus på komplekse målinger skubber kerneopgaven i baggrunden.
Udgivet: 11/01/2024
Beskæftigelsesministeriets styringssystemer modarbejder målet om at få flere i beskæftigelse.
Det kan måske lyde paradoksalt, men sådan konkluderer nyt studie af kommunernes reaktion på ministeriets benchmarking og skærpet tilsyn.
“Min forskning viser, at Beskæftigelsesministeriets styringssystemer nogle gange kommer til at underminere ministeriets eget mål om at få flere borgere i job,” siger Karoline Kolstad, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling “Public Organizations under Pressure.”
Det skyldes, at Beskæftigelsesministeriet har skruet et meget kompleks system sammen, hvor de kombinerer resultat- og fokusmål. Hvis kommunerne ikke opfylder mål om at få borgere i beskæftigelse, resultatmål, eller mål om at levere et bestemt antal samtaler og aktiveringstilbud, fokusmål, så risikerer de at komme under skærpet tilsyn.
I studiet har Karoline Kolstad taget udgangspunkt i registerdata og udnytter, at der er en stor tilfældighed i, hvor godt kommunerne klarer sig i Beskæftigelsesministeriets system til at identificere, hvordan kommunerne reagerer på risikoen for skærpet tilsyn.
For de kommuner, hvor resultaterne ikke lever op til det forventede, vurderes de på baggrund af fokusmålene. Men det kommer til at ske på bekostning af resultatmålene, forklarer Karoline Kolstad.
“Målingerne blev indført ud fra en god intention, hvor fokus var på resultater. Men systemet er blevet meget komplekst med kombinationen af resultat- og fokusmål, og så bliver det for risikabelt for kommunerne at blive ved med at satse på resultatmålet, når de kan skrue op for aktiviteten,” forklarer hun.
Kommunerne har nemlig stor kontrol over, hvor mange samtaler og aktiveringstilbud de giver borgerne. Modsat har de meget mindre kontrol over, hvor mange ledige borgere der kommer tilbage i beskæftigelse.
Det er derfor ikke overraskende, at kommunerne prioriterer deres ressourcer på at leve op til fokusmålene, som udgør den sikre strategi i forhold til at undgå skærpet tilsyn.
Det sker i nogle tilfælde på bekostning af resultatmålet og fokus på at få flere borgere i job.
LÆS OGSÅ: Ballerup overtager dukseplads for benchmarking: Se hvor din kommune ligger
Det er ifølge Karoline Kolstad problematisk, at det er arbitrært, hvor kommunerne havner på benchmarking på baggrund af resultatmålene. Det skyldes, at blot få borgere på offentlig forsørgelse, kan være afgørende for placeringen. Det er med til at gøre det endnu mere risikabelt at satse på resultatmålet.
Ros til sagsbehandlerne
Tidligere studier har vist, at lignende målinger i USA skaber incitament til at øge brugen af sanktioner over ledige borgere, uden at det hjælper dem i job.
Men i sit studie finder Karoline Kolstad lidt overraskende ikke denne sammenhæng i Danmark.
En mulig forklaring er ifølge hende stærke professionelle normer blandt sagsbehandlerne og ledelsen på jobcentrenes håndtering af målingerne.
“Overordnet er mit studie sådan set en meget positiv fortælling om, at jobcentrene er i stand til at håndtere målingerne uden at ty til dysfunktionelle reaktioner. Det skyldes i høj grad, at ledelsen på jobcentrene er gode til at omdanne benchmark til noget, der giver mening længere nede i organisationen,” lyder det fra Karoline Kolstad.
“Men det skyldes også, at sagsbehandlerne har nogle stærke faglige normer. De begynder ikke pludselig at sanktionere borgere på grund af pres,” tilføjer hun.
Ekspertudvalg bør inddrage resultater
Når regeringens ekspertudvalg til sommer kommer med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats, håber Karoline Kolstad, at de vil inddrage studiets resultater.
“Hvis man gerne vil have et øget resultatfokus, så er det ikke så smart at lave et system, hvor man også har disse fokusmål, fordi de netop tager fokus fra kerneopgaven i jobindsatsen. Man kan overveje at lave et mere simpelt system, der kun har fokus på resultater. Det håber jeg, at ekspertgruppen tager med sig,” siger Karoline Kolstad.
LÆS OGSÅ: Kommune i skarp kritik af benchmarkmålinger: 'Uden ambitioner'
Sidst opdateret: 11/01/2024 - 12:45










































