Ifølge de to anerkendte økonomiprofessorer Michael Svarer og Michael Rosholm er jobcentrene langt bedre end deres rygte. Det fastslog de for nylig i en artikel. Arbejdsmarkedsforsker Magnus Paulsen Hansen fra Roskilde Universitet enig i. Men han mener også, at Svarer og Rosholm har medansvar for, at de tre store regeringsbærende partier vil spare på jobcentrene. Det skyldes, at deres effektmålinger alt for længe har fået lov at sætte dagsordenen for beskæftigelsesindsatsen.

Ifølge de to anerkendte økonomiprofessorer Michael Svarer og Michael Rosholm er jobcentrene langt bedre end deres rygte. Det fastslog de for nylig i en artikel. Arbejdsmarkedsforsker Magnus Paulsen Hansen fra Roskilde Universitet enig i. Men han mener også, at Svarer og Rosholm har medansvar for, at de tre store regeringsbærende partier vil spare på jobcentrene. Det skyldes, at deres effektmålinger alt for længe har fået lov at sætte dagsordenen for beskæftigelsesindsatsen. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Forskere: Effektmålinger har været for dominerende for beskæftigelsespolitikken

Mens flere partier vil spare milliarder eller helt lukke jobcentrene, er flere forskere for nylig kommet beskæftigelsesindsatsen til undsætning. Men de bærer måske selv en del af ansvaret for de kommende besparelser. I hvert fald har de effektmålinger, som de selv står bag, alt for længe fået lov at sætte retningen for beskæftigelsesindsatsen, mener arbejdsmarkedsforsker.

Udgivet: 25/10/2022

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Landets jobcentre kan med al sandsynlighed se frem til store besparelser uanset valgresultatet. Såvel Socialdemokratiet som Venstre og Konservative har proklameret, at der skal spares milliarder på beskæftigelsesområdet.

Ledigheden kan stige hvis politikerne svinger sparekniven og svækker centrenes indsats. Advarslen kommer fra økonomiprofessorerne Michael Svarer og Michael Rosholm, der for nylig fremsatte den i Jyllands-Posten.

Ifølge professorerne er jobcentrene langt bedre end deres rygte. Det er arbejdsmarkedsforsker Magnus Paulsen Hansen fra Roskilde Universitet enig i.

Men han mener også, at Svarer og Rosholm har medansvar for, at de tre store regeringsbærende partier vil skære en ordentlig luns af centrenes bevillinger.

Ifølge Magnus Paulsen Hansen har de to professorers studier været med til at gøde jorden for reformer, som har fået lov at bestemme beskæftigelseseffekten af forskellige instrumenter som ydelsesniveauer og aktiveringsindsatser.

“Selvfølgelig har sager i medierne påvirket beskæftigelsespolitikken. De fleste kan nok huske 'Dovne Robert'. Men der har også været et lag under, som handler om, hvilke analyser der har fået lov at danne grundlag for politikken. Her har den tilgang, som både Michael Svarer og Michael Rosholm har repræsenteret, spillet en betydelig rolle i at legitimere indsatsen som ’evidensbaseret’,” siger Magnus Paulsen Hansen.

Det bakkes op af arbejdsmarkedsforsker Niklas Andreas Andersen fra Aalborg Universitet. I sin ph.d.-afhandling ‘Evidensbaseret Politikudvikling’ undersøgte Andersen, hvilken viden STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, betragter som den bedste på området i perioden fra midt 00’erne og 10-15 år frem.

“Vidensgrundlaget for skiftende regeringer har været såkaldte effektmålinger, og en stor del af dem har Svarer og Rosholm stået bag. De har i mange år rådgivet STAR i disse studier, så på den måde har de uden tvivl spillet en stor rolle i vidensgrundlaget. Og det har ifølge mit studie haft stor betydning for beskæftigelsespolitikken,” siger Niklas Andreas Andersen.

Derfor har Svarers og Rosholms forskning på sin vis været med til at definere den politik, der er blevet ført på området,” tilføjer han.

Men det er ikke i sig selv er problem, at disse studier har haft indflydelse på politikken, da de med god grund regnes for den gyldne standard for effektevalueringer af indsatser. Niklas Andreas Andersen påpeger, at problemet nærmere er, at de ofte har fået lov at stå alene.

“Det er vigtigt at forstå, at der er bestemte ting, som de nemmere kan vise end andre. Problemet er derfor, at STAR ophøjede det til deres forståelse for, hvad der er rigtig og forkert. Det vil sige, at de i høj grad udgrænsede andre videnskilder, som kunne fortælle noget om, hvordan borgerne rent faktisk oplever indsatserne,” fortæller Niklas Andreas Andersen.

Effektmålinger har fået sit eget liv i beskæftigelsessystemet

Effektmålingerne har fået sit eget l liv i beskæftigelsessystemet. De er blevet til performanceindikatorer, som STAR måler kommunerne på, mener Magnus Paulsen Hansen.

“Det har ført til en instrumentel tankegang i kommunerne. Der går man mere op i, om man overholder kravene, end at man ser en mening med disse krav,” siger han.

“Vi ved fra studier, at indikatorerne har forstærket en instrumentel tankegang i kommunerne. Der går man mere op i, om man overholder kravene, end at man ser en mening med disse krav,” siger han.

Siden 00’erne er performanceindikatorer ifølge arbejdsmarkedsforskeren blevet brugt fra centralt hold til at styre kommunernes indsats ud fra den antagelse, at deres indsats ikke var tilstrækkeligt beskæftigelsesrettet. Han nævner krav om afholdelse af tidlige samtaler og virksomhedspraktikker som eksempler.

“Problemet er, at det skaber sin egen selvforstærkende dynamik. Kommunerne prioriterer de hurtigere samtaler i stedet for at reflektere over, hvilken effekt de har for borgerne, og om de i det hele taget har en effekt," siger Magnus Paulsen Hansen.

“En samtale er ikke bare en samtale. Indholdet og målet bag en samtale spiller en stor rolle,” tilføjer Magnus Paulsen Hansen.

Effektiviseringerne tager ifølge ham alt for lidt hensyn til, at mange arbejdsløse har komplekse problemer. Og man har ikke været god til nok at se de afledte effekter.

“Det kan godt være, at der er en kortsigtet effekt ved den tidlige samtale. Det virker på nogle, men vi ved også, at det på andre har den modsatte effekt. Her vil presset om at skulle til en samtale bringe dem længere væk fra arbejdsmarkedet,” fortæller Magnus Paulsen Hansen.

På samme måde mener han, at virksomhedspraktikker kan være godt for nogle. Men det kræver, at man bruger tid på at finde det rette tilbud, hvor både arbejdsgiver og borger kan se en mening med praktikken. Men det måles der ikke på, tilføjer han.

STAR har haft for ensidigt fokus

Michael Rosholm, professor i økonomi på AU og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, har svært ved at se, hvordan han og Michael Svarer kan have et ansvar for den politiske retning.

Han mener, at de to har påvist, at indsatserne har en effekt for forsikrede ledige, mens de omvendt ikke har det for ikke-forsikrede ledige.

“Vi har bidraget til at vise, at en intensiv indsats virker for de forsikrede ledige. Men når man så vælger at overføre den indsats til de ikke-forsikrede ledige, har jeg svært ved at se, hvordan vi kan stilles til ansvar for, at man politisk vælger den vej alligevel,” siger Michael Rosholm.

“Vi har netop argumenteret imod en intensiv indsats for de mest udsatte borgere. Vi har endda påvist, at nogle af de nuværende indsatser har negative effekter for denne gruppe. Så jeg har simpelthen svært ved at følge argumentationen om, at vi skulle have bidraget til den politiske retning,” fastslår Rosholm.

Han er enig i, at STAR i nogle tilfælde har fokuseret for ensidigt på nogle redskaber ud fra en one-size-fit-all tankegang.

“Jeg er med på, at STAR i nogle tilfælde har benyttet vores forskning forkert. Indsatserne for forsikrede ledige kan ikke blot overføres til ikke-forsikrede. Det vil sige kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere osv. Det har Svarer og jeg advaret mod. Derfor kan jeg ikke se, hvad vi skulle have gjort anderledes,” siger Michael Rosholm.

“Så kan man sige, at vi skulle have kigget i nogle andre retninger. Men hele paradigmet hos STAR, beskæftigelsessystemet og blandt politikerne har været, at de ledige skulle trykkes på maven. Det har vi argumenteret imod, både når vi har været til møder i styrelsen, og når vi har udtalt os i medierne. Så jeg synes ikke, det er rimeligt at pege kritikken mod os.”

Man skal yde, før man kan nyde

Magnus Paulsen Hansen mener, at den mest kontroversielle forskning, Svarer og Rosholm står bag, er studiet ‘The Threat Effect of Active Labour Market Programmes’ fra 2008.

“I studiet finder de det, de kalder en trusseleffekt. Den opstår, når en borger snart skal i aktivering. Så vil borgeren intensivere sin jobsøgning. Deres argument er, at frygten for at komme i aktivering øger villigheden til at komme i arbejde. Skal trusselseffekten virke, skal aktivering med andre ord ikke være rart.”

“Selvom det sikkert ikke var forfatternes hensigt, er det er et studie, som politikere og embedsværk har kunnet bruge til at legitimere, at vi skal gå væk fra den opkvalificerende aktivering. I stedet skal vi acceptere, at aktivering godt kan være ubehageligt, fordi det kan skræmme folk væk fra kontanthjælpssystemet.”

“Eksempelvis så vi de her nyttejobs, som var et af de instrumenter, som byggede på en trusseleffekt. Nyttejobs skulle ikke gøre folk dygtigere. Det handlede om at få folk til at forstå, at man skal yde, før man kan nyde og skræmme især unge ud af kontanthjælpssystemet,” mener Magnus Paulsen Hansen.

Også her afviser Michael Rosholm kritikken.

“Studiet blev lavet for forsikrede ledige. Det har altså intet med kontanthjælpsmodtagere at gøre. Vi har lavet et tilsvarende studie for kontanthjælpsmodtagere, uden at finde positive effekter af jobcentrenes indsats. Så jeg mener faktisk, at det er noget vrøvl.”

“Svarer og jeg har ved flere lejligheder sagt, at der også er problemer ved at benytte trusselseffekter for de forsikrede ledige. For det indebærer jo, at den aktive beskæftigelsesindsats ikke virker, hvis de ledige er bange for den. Vi har påpeget flere gange, at det ikke er hensigtsmæssigt,” siger han.

Reformkommission udtryk for selvransagelse

I oktober 2020 nedsatte finansminister Nicolai Wammen (S) Reformkommissionen, der med professor Nina Smith i spidsen blandt andet skal komme med anbefalinger til at mindske uligheden i beskæftigelsesindsatsen.

Magnus Paulsen Hansen ser kommissionen som en slags erkendelse af, at jobcentrene netop ikke har én størrelse der passer alle. Ifølge Paulsen Hansen er kommissionen resultatet af en form for politisk selvransagelse; på samme måde som han læser artiklen i Jyllands-Posten som udtryk for selverkendelse hos Michael Rosholm og Michael Svarer.

“I hvert fald erkender de to, at der er nogle, som ikke får en værdig behandling. Men jobcentrene måles og vejes med de her effektmålinger, som de altså selv har været med til at definere. Det har resulteret i, at nogle borgere bestemt ikke har en god oplevelse med systemet, som ikke findes værdigt. Det er altså to sider af samme sag,” siger Magnus Paulsen Hansen.

Michael Rosholm er enig i, at Reformkommissionen er et udtryk for selverkendelse.

“Jeg er enig i den første del. Jeg tror, man har indset, at den retning man har sat, ikke duer. Derfor skal Reformkommissionen komme med et bud på, hvordan vi kan gøre det på en bedre måde. Men den anden del er jeg åbenlyst ikke enig i,” fastslår Rosholm.

Det er klart, at I ikke bestemmer, hvordan politikerne benytter jeres forskningsresultater. Men er det ikke en naiv forståelse af det politiske system?

“Sikkert. Men spørgsmålet er så, om det er en grund til helt at droppe studier på området. Det må vel være alternativet. Det synes jeg ikke, for min holdning vil være, at det handler om at få mest mulig viden på området. Men så må vi prøve at opdrage lidt på politikerne, så de lærer at bruge den viden rigtig,” siger Michael Rosholm.

Sidst opdateret: 25/10/2022 - 13:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]