Borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth kalder det en smule ambitiøst, at Beskæftigelsesministeriet ikke tager ikke højde for omkostninger forbundet med indsatsen men i stedet alene fokuserer på nedbringelsen af antal personer på offentlig forsørgelse.

Borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth kalder det en smule ambitiøst, at Beskæftigelsesministeriet ikke tager ikke højde for omkostninger forbundet med indsatsen men i stedet alene fokuserer på nedbringelsen af antal personer på offentlig forsørgelse. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kommune i skarp kritik af benchmarkmålinger: 'Uden ambitioner'

Benchmarkmålinger fokuserer alene på nedbringelsen af personer på offentlig forsørgelse, men tager ikke højde for omkostninger. Borgmester opfordrer til at inddrage økonomi. Jobcenterchef er dog skeptisk.

Udgivet: 30/11/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Trods en flot placering som nummer syv ud af landets 98 kommuner, er borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth (K) ikke begejstret for Beskæftigelsesministeriets benchmarking på beskæftigelsesområdet, som måler kommunernes evne til at nedbringe antallet af personer på offentlig forsørgelse.

Her fremhæves kommuner, der lykkes med at få flere borgere i varig beskæftigelse, end befolkningssammensætningen umiddelbart tilsiger.

Men Ann Sofie Orth mener, at undersøgelsen ville være mere interessant, hvis den også tog højde for, hvor mange penge kommunerne bruger på indsatsen.

"Jeg synes, det er en smule uambitiøs ikke at have den del med. Når man benchmarker på en indsats, bliver man nødt til også at forholde sig til, hvad den koster - specielt i en tid hvor vi har krav om besparelser fra regeringen hængende over hovedet," siger Ann Sofie Orth til NB-Beskæftigelse.

Læs også:
Ballerup overtager dukseplads for benchmarking: Se hvor din kommune ligger
Rudersdal har 140 færre på offentlig forsørgelse, end man skulle forvente med kommunens socioøkonomiske sammensætning. Tager man omkostningssiden med, så bruger Rudersdal 700 kroner pr. indbygger til administration af jobcenteret. Det er 250 kroner mindre end landsgennemsnittet.

‎ ‎

Ligeledes bruger Rudersdal 415 kroner pr. indbygger til drift af den kommunale beskæftigelsesindsats. Det svarer til 48 procent af landsgennemsnittet.

I Rudersdal får mange nyt job uden virksomhedsindsats eller kurser fra kommunen. De er ressourcestærke med gode netværk. Derfor får de en minimumsindsats, der kun netop lever op til lovgivningen.

"Den indsats ville nok kunne blive mindre, hvis vi fik frihed til det og kunne frigøre ressourcer, påpeger" Ann Sofie Orth.

"Derfor er mit budskab til Christiansborg, der vil finde milliarder på beskæftigelsesindsatsen: Slip os fri. Frigør os fra de bureaukratiske regler. Lad kommunerne have ansvaret for og friheden til at gøre netop det, der gør en forskel. Og mål os på både resultater og omkostninger," lyder det fra borgmesteren.

Jobcentrene bør prioriterer ressourcerne klogt

Ifølge Ann Sofie Orth er der brug for at prioritere ressourcerne klogt og koncentrere indsatsen om de borgere, der har brug for hjælp til at komme i job.

Selvfølgelig er der forskel fra kommune til kommune. Det er i virkeligheden en helt central pointe. Men hvis det kan lade sig gøre at spare i omegnen af 250 kroner pr. indbygger alene på administration af jobcentrene, samtidig med at beskæftigelsesindsatsen styrkes for dem, der har behov, så er det svært at overse potentialet, påpeger hun.

Som den første kommune i landet indgik Rudersdal Kommune i 2019 et partnerskab på beskæftigelsesområdet med Væksthuset om levering af job- og uddannelsesrettede indsatser, og ifølge Ann Sofie Orth har det været afgørende.

"Partnerskabet er kernen til, at vi har formået at holde omkostningerne nede," siger Ann Sofie Orth.

Læs også:
Kommune gik fra 161 private aktører til én enkelt: 'Partnerskabet svarer til et ægteskab’
Benchmarking er godt - men hvor går grænsen?

Hos Jobcentret i Ikast-Brande Kommune er chef for Arbejdsmarked og Borgerservice Charlotte Gye Sørensen enig med Ann Sofie Orth i, at benchmarkmålinger fokuserer for meget på nedbringelsen af antal personer på offentlig forsørgelse uden at tage højde for omkostninger forbundet med indsatsen.

"Men jeg synes egentlig, det er mere væsentligt at fokusere på, om kommunerne reelt får borgerne i job, eller om de, der er lykkedes bedst i undersøgelsen, har en stor andel på pension," skriver hun til NB-Beskæftigelse.

I Esbjerg efterlyser jobcenterchef Pia Niemann Damtoft også et større fokus på, om indsatsen rent faktisk fører til, at borgerne kommer i job eller uddannelse - eller om borgerne i stedet blot parkeres på pension.

"Jeg mener det vigtigste må være, hvor gode vi er til at hjælpe borgerne i job eller uddannelse. Det mener jeg er mere relevant, end hvad indsatsen koster. Jeg tror desuden, at det bliver vanskeligt at opgøre omkostningerne, da de bliver opgjort meget forskelligt i kommunerne," siger hun.

Pia Niemann Damtoft stiller samtidig spørgsmålstegn ved, hvor relevante omkostningerne egentlig er at sammenligne.

"Hvis kommunerne har dårlige resultater, er det så godt eller skidt, at indsatsen har været billig?" spørger hun.

"Det er selvfølgelig godt at blive benchmarket på en række forskellige parametre, men man skal måske også huske at spørge sig selv, hvor grænsen skal sættes," påpeger hun.

Esbjerg og Ikast-Brande Kommune lå henholdsvis nummer 50 og 85 på det seneste benchmark fra Beskæftigelsesministeriet.

Læs også:
Ny tendens: Partnerskaber vinder frem på beskæftigelsesområdet

Kritik af ministeriets benchmarking er ikke nyt.

Målingerne er blevet offentliggjort siden efteråret 2018 og er blevet kritiseret af både kommuner og forskere for blandt andet ikke at tage højde for antallet af førtidspensionister i kommunerne.

Sidst opdateret: 30/11/2023 - 13:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]