
"Kommunernes indsats har hele vejen rundt været enestående. Det viser, hvad vores velfærdssamfund er i stand til. Når vi taler beskæftigelse, har jobcentrene ydet en kæmpe indsats," siger siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). - Foto: Kasper Rasmussen, NB-Beskæftigelse
Kommunernes ønske opfyldt: Minister imødekommer udfordringer med modtagelse af ukrainere
Fremover vil kommunerne først få ansvaret for nytilkomne ukrainere efter 15 hverdage i stedet for de nuværende fire. Samtidig vil regeringen imødekomme en række andre udfordringer.
Udgivet: 21/11/2023
Ukrainere skal have lettere ved at modtage kontanthjælp som enlig eller forsørger af et barn uden ledsager, og så får landets kommuner fremover først ansvaret for nytilkomne ukrainere efter 15 hverdage i stedet for de nuværende fire.
Særligt sidstnævnte har længe været efterspurgt af kommunerne, og derfor modtog udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) også et bifald, da han mandag annoncerede ændringerne på KL's Integrationstræf i Odense.
"Nu er der gået mere end halvandet år, og desværre ser det ikke ud til, at krigen er ved sin slutning. Vi skal fortsat tage ansvar for de fordrevne fra Ukraine, som er kommet til Danmark. Derfor ønsker vi i regeringen at rette op på en række af de udfordringer, som vi er blevet opmærksomme på, siden særloven trådte i kraft," lyder det fra Kaare Dybvad Bek.
Allerede for et år siden foreslog KL netop at forlænge fristen til 15 dage. At det nu bliver imødekommet, forklarer ministeren med, at der i dag er et mindre pres på modtagelsen.
"Da vi indførte særloven, kom rigtig mange ukrainere til landet, og vi havde simpelthen ikke kapacitet i det statslige system til at indkvartere så mange. Omvendt stod mange bygninger tomme i kommunerne," forklarer Kaare Dybvad Bek til NB-Beskæftigelse.
Ifølge Danmarks Statistik kom 537 ukrainere til Danmark i oktober. Knap 39.500 har fået midlertidigt opholdsgrundlag efter særloven, siden krigen brød ud.
11.000 ukrainere er kommet i job. Det er 78 procent af de ukrainere, der er arbejdsmarkedsparate.
"Kommunernes indsats har hele vejen rundt været enestående. Det viser, hvad vores velfærdssamfund er i stand til. Når vi taler beskæftigelse, har jobcentrene ydet en kæmpe indsats, ligesom mange arbejdsgivere har taget et stort ansvar, og så har mange ukrainere været vant til at arbejde. Det gør alt sammen en stor forskel," lyder det fra Kaare Dybvad Bek.
Er det ikke netop i en helt ekstraordinær situation som denne, vi ser styrken ved jobcentrenes tætte samarbejde med og kendskab til de lokale virksomheder?
"Bestemt. Jeg er ikke på det hold, der mener, at der skal kastes en håndgranat ind på jobcentrene. De gør et godt stykke arbejde på rigtig mange områder. Jeg synes, at kritikken har været meget polemisk og ikke respekteret den faglighed, som er til stede."
"Men det ændrer ikke på, at vi skal kunne diskutere, om de er indrettet på den rigtige måde, og om vi kan gøre det på en bedre måde," siger Kaare Dybvad Bek.
Fakta - Regeringen vil lempe regler i særloven
Kort efter Ruslands invasion af Ukraine vedtog et bredt flertal af Folketinget en særlov, der sikrede fordrevne fra Ukraine et midlertidigt opholdsgrundlag, og en effektiv modtagelse i kommunerne.
Særloven blev for nyligt forlænget til 17. marts 2025, og i den forbindelse ønsker regeringen at foretage enkelte justeringer af reglerne for modtagelse af fordrevne med henblik på at imødekomme nogle af de udfordringer, kommunerne har oplevet.
- En af udfordringerne er, at en gruppe fordrevne kvinder fra Ukraine modtager en sats i kontanthjælpssystemet som gifte, men kvinderne er reelt ene om forsørgelsen i Danmark, da ægtefællen er i krigstjeneste i Ukraine. Regeringen vil ændre loven, så disse kvinder i Danmark sidestilles med enlige forsørgere og dermed modtager en højere ydelse.
- En anden udfordring er, at nogle fordrevne børn er ankommet til Danmark uden forældre. De er ledsaget af andre voksne, som reelt forsørger barnet, selvom de ikke har forsørgelsespligten. Derfor vil regeringen yde et særligt tilskud til barnets forsørgelse.
- Kommunernes overtagelse af ansvaret for ukrainerne forlænges fra fire dage til senest 15 hverdage efter opholdstilladelse og visitering.
Sidst opdateret: 21/11/2023 - 12:44










































