
Store kommunale forskelle i tildeling af førtidspension til unge
En ny analyse fra DA viser, at det i vidt omfang er postnummeret, som afgør, hvorvidt unge under 40 år bliver sendt på førtidspension eller ej.
Udgivet: 31/10/2023
Stadig flere unge får tildelt førtidspension stik imod intentionen i den reform af førtidspensionen, der trådte i kraft i 2013, viser nye tal.
Men udviklingen dækker over meget store forskelle på tværs af landets kommuner, viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som har kigget nærmere på kommunernes tildeling af førtidspension til unge under 40 år.
Bor man for eksempel i Ringkøbing-Skjern er der 50 procent større chance for førtidspension end i nabokommunen Holstebro, viser analysen.
"Det er stærkt bekymrende, at visse kommuner parkerer et stort antal unge på permanent offentlig forsørgelse. Det kan de unge ikke være tjent med, og det kan vi heller ikke være tjent med som samfund," siger Erik E. Simonsen, vicedirektør for beskæftigelse og arbejdskraft i Dansk Arbejdsgiverforening, i en pressemeddelelse.
I analysen tages også højde for kommunernes placering på Indenrigs- og Sundhedsministeriets socioøkonomiske indeks, som kan være med til at forklare, hvorfor nogle kommuner i landet ligger højere end andre.
Alligevel er der en lang række kommuner – markeret med rødt og grønt i nedenstående graf – som tilkender markant flere eller færre førtidspensioner til unge, end kommunens socioøkonomiske befolkningssammensætning ellers tilsiger.
På Bornholm forklarer Allan Westh, chef for Center for Job, Uddannelse og Rekruttering, den kedelige rekord som den kommune, der tildeler flest førtidspensioner på landsplan, blandt andet med stor fraflytning blandt unge.
"De unge som bliver på Bornholm, er ofte dem, som er udfordret," siger Allan Westh til NB-Beskæftigelse.En anden del af forklaringen er, at Jobcenter Bornholm har haft et særlig fokus på at sikre en hurtig afklaring for borgere.
"Det har vi haft efter bedste intention. Men undersøgelsen giver anledning til at spørge os selv, om vi engang imellem har været for hurtige. Derfor vil vi nu igangsætte en intern undersøgelse," lyder det fra Allan Westh.
Behov for en central visitation til førtidspension
Ifølge Erik E. Simonsen er de store forskelle i visitationen mellem kommunerne fuldstændigt uholdbart,
"Der er behov for en central visitation til førtidspension, som vi for eksempel ser det på seniorpensionsområdet, så det ikke er postnummeret, der er med til at afgøre, om pensionen tilkendes eller ej," siger Erik E. Simonsen.
Sidst opdateret: 31/10/2023 - 12:14










































