Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) siger i et interview med NB-Beskæftigelse, at regeringen ikke har droppet loven for den helhedsorienterede indsats (HOI-loven).

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) siger i et interview med NB-Beskæftigelse, at regeringen ikke har droppet loven for den helhedsorienterede indsats (HOI-loven). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Minister afviser at helhedsloven er lagt i graven: 'Derfor har vi trukket den'

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) afviser i et interview med NB-Beskæftigelse, at helhedsloven er droppet. Tværtimod er den stadig på bordet, forsikrer hun.

Udgivet: 12/10/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Den længe ventede lov for den helhedsorienterede indsats (HOI-loven) er ikke opgivet. Den har blot brug for et eftertjek.

Sådan lyder det nu fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Loven, som skal gøre op med silotænkningen i kommunerne, skulle være trådt i kraft 1. juli i år, og siden har regeringen forholdt sig tavs. Indtil nu.

Stilheden skyldes ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil, at man fortsat er ved at tage stilling til, hvad der skal ske med loven, som skal sikre en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse og sammensatte behov.

"I regeringen har vi brug for at give loven et ekstra tjek, og derfor har jeg bedt om en fælles drøftelse af den," siger ministeren til NB-Beskæftigelse.

Læs også:
Efter fem års ventetid: Helhedsloven igen udskudt på ubestemt tid

Det er ellers kun et år siden, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget blev enige om udmøntningen af de 10 bærende principper bag loven, som parterne aftalte helt tilbage i 2018.

Men siden kom et folketingsvalg i vejen, og det har skabt behovet for at sikre, at loven ikke kommer i karambolage med SVM-regeringens politik.

"Derfor har vi lige haft brug for en ‘timeout’, så vi får tjekket, at de ting vi har på vej i ministerierne, som overlapper med helhedsloven, ikke spænder ben for hinanden," uddyber Pernille Rosenkrantz-Theil.

Læs også:
Forsker: Regeringens håndtering af helhedsloven er tragikomisk

Ministeren forsikrer dog, at tankerne bag ikke er er lagt i graven.

"Jeg forhandlede selv loven tilbage i 2018, i øvrigt sammen med sundhedsminister Sophie Løhde (V), og derfor har jeg ret meget hjerteblod i loven, som jeg i det hele taget synes, er rigtig vigtig"

"Som I kan høre, har hverken jeg eller Løhde sluppet tankerne fra dengang, men vi er på hver vores område gået i gang med noget, der ligger i forlængelse. Derfor er der brug for en fælles drøftelse om helhedsloven," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ifølge hende er Beskæftigelsesministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Social-, Bolig- og Ældreministeriet hver især i gang med at tjekke efter, hvordan loven spiller sammen med de ting, som ellers sættes i værk.

Læs også:
Analyse: Helhedsloven skæbne sår tvivl om regeringens reelle ambitioner

Pernille Rosenkrantz-Theil erkender, at loven for den helhedsorienterede indsats efterhånden har været længe undervejs.

"Under coronapandemien var det daværende social- og ældreminister Astrid Krag (S), som udskød loven. Man kan sige, at det var en af de ting, som blev lagt i dybfryseren, og der har den ligget meget længe."

"Så selvom der var kloge tanker bag i 2018, er der altså flere årsager til, at den har ladet vente på sig," medgiver Pernille Rosenkrantz-Theil.

Sidst opdateret: 12/10/2023 - 14:33

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]