
Både social- og beskæftigelsesministeren har talt om vigtigheden ved at arbejde helhedsorienteret. Alligevel er loven skudt til hjørne. Det er derfor nærliggende at mistænke regeringen for, at dens modstand først og fremmest har rod i, at loven ikke er skabt i SVM-regeringens midte. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Analyse: Helhedsloven skæbne sår tvivl om regeringens reelle ambitioner
Udsættelsen af helhedsloven skaber ikke blot skuffelse i landets kommuner, den skaber også tvivl om regeringens gode intentioner på beskæftigelsesområdet.
Udgivet: 26/09/2023
Udsættelsen af loven for den helhedsorienterede indsats (HOI-loven) har udover skuffelse og frustration i kommunerne også sået tvivl om regeringens gode intentioner. I udgangspunktet skal loven sikre, at alle arbejdsduelige borgere har reelle muligheder for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet.
Den seneste tvetydige udmelding om loven skriver sig ind historien om et mildest talt kaotisk og efterhånden tragikomisk forløb med rødder helt tilbage i 2018. Dengang blev den daværende VLAK-regering enig med de fleste af Folketingets partier om rammerne, der skulle lede frem mod et 'paradigmeskifte' med sit fokus på større frihed, faglighed og tillid i sagsbehandlingen.
Det er kun et år siden, at den daværende S-regering og et bredt flertal i Folketinget blev enige om udmøntningen af de bærende principper bag loven, som skulle være trådt i kraft i sommer.
Men det skete ikke, fordi SVM-regeringen mangler at tage stilling til det videre arbejde for at fremme helhedsorienterede indsatser.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ikke ønsket at uddybe, hvad det er, regeringen mangler at tage stilling til. Hun har selv været blandt kritikerne af kommunernes meget opdelte sagsbehandling, når nu borgernes problemer generelt går på tværs af flere fagområder.
Det er nærliggende at mistænke regeringen for, at dens modstand først og fremmest har rod i, at loven ikke er skabt i SVM-regeringens midte. Nøjagtig som det var tilfældet med det nu skrottede frikommuneforsøg.
Med en ny regering kommer nye prestigeprojekter. SVM søsatte straks sine store projekter for beskæftigelsesområdet. Men her to tredjedele inde i regeringens første år, mangler vi stadig afgørende svar på, hvordan planerne skal konkretiseres. Og vi kommer til at vente længe endnu.
Før sommerferien trykkede beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) reelt på ‘snooze-knappen’, da hun nedsatte sin ekspertgruppe. Den fik et års arbejdsro, inden den skal aflevere sine anbefalinger.
Når de lander på ministerens skrivebord, skal de slås om pladsen med anbefalingerne fra både Ydelseskommisionen og Reformkommissionen. De har længe samlet støv på skrivebordet. Ifølge NB-Beskæftigelses oplysninger er anbefalingerne i hvert fald endnu ikke omsat til reelle politiske forhandlinger.
Dermed har regeringen ikke blot udskudt kommunernes frisætning på beskæftigelsesområdet. Den har samtidig forlænget ventetiden på et bedre liv for de borgere, der har brug for den mere helhedsorienteret indsats for at komme i beskæftigelse.
Det betyder lykkeligvis ikke, at kommunerne skal lade al regeringens nølen gå ud over borgerne. Den enkelte kommune har allerede nu muligheder for at imødekomme borgere, der oplever at indsatserne fra forskellige myndigheder og afdelinger nogle gange stritter i hver sin retning.
Ifølge Kasper Riedl er der intet til hinder for, at kommunerne sætte en mere helhedsorienteret indsats i værk. Kasper Riedl er ejer og direktør i Rield&Co, et konsulentfirma med specialiseret viden om indkøb på det socialfaglige område.
Riedl har kendskab til mange kommuner, der er i gang med at udvikle helhedsorienterede indsatser for udsatte borgere på tværs af familieafdelinger, jobcentre, socialafdelinger og andre myndigheder. Forhåbentlig kan de indsatser forkorte vejen frem mod morgendagens praksis.
Sidst opdateret: 26/09/2023 - 12:46










































