Forsker: Regeringens håndtering af helhedsloven er tragikomisk

Der er akut behov for en helhedslov, der gør det muligt at lave en indsats for borgere med komplekse problemer på tværs af siloer i den kommunale forvaltning, mener lektor Edda Luth. Hun beklager, at regeringen endnu engang udskyder loven.

Udgivet: 21/09/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

"Tragikomisk."

Sådan betegner lektor i beskæftigelsesindsats og socialt arbejde ved Via University College i Aarhus, Edda Luth, regeringens seneste udskydelse af helhedsloven - også kaldet hovedloven.

Udsættelsen skriver sig ind historien om et kaotisk forløb, siden loven om en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse og sammensatte behov blevet beskrevet for snart fem år siden.

I december 2018 indgik den daværende VLAK-regering sammen med de fleste øvrige partier i Folketinget en bred politisk aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats i kommunerne.

Siden er loven blev udskudt ad flere omgange. Senest lød det sidste sommer, at helhedsloven skulle træde i kraft 1. juli i år.

Men i et svar til NB-Beskæftigelse skriver Social-, Bolig- og Ældreministeriet nu, at loven igen er udskudt.

"Regeringen har endnu ikke har taget stilling til det videre arbejde med at fremme helhedsorienterede indsatser, herunder sammenspillet mellem den tidligere aftale herom af juni 2022 og regeringsgrundlaget af december 2022. Når regeringen har taget stilling hertil, vil en eventuel lovgivningsproces blive tilrettelagt," skriver ministeriet.

Det overrasker Edda Luth.

“Jeg undrer mig virkelig. Der ligger et kæmpestort stykke arbejde blandt både politikere, i ministerier og i forskellige styrelser bag, og derudover der jo også en lang række kommuner, som har organiseret sig med henblik på, at helhedsloven kommer.”

“Nogle af disse kommuner står lige nu og venter på, at der kommer en lovgivning, som understøtter samspillet mellem social- og beskæftigelsesområdet,” siger Edda Luth.

Lektoren henviser til, at der bag aftalen om hovedloven stå et bredt politisk flertal. Samtidig mener hun ikke, at behovet for loven, der gør det muligt at lave en velkoordineret indsats for borgere med komplekse problemer på tværs af siloer i den kommunale forvaltning, er blevet mindre. Tværtimod.

"Når nu regeringen har en intention om at nedlægge jobcentrene, så skal der jo sættes noget andet i stedet for. For udsatte ledige er der behov for, at man forholder sig til, hvordan indsatsen for dem skal koordineres, og hvor den skal omsættes fra," siger Edda Luth.

Et godt eksempel på, at en mere helhedsorienteret indsats nytter er projektet 'Opgang til opgang' fra Aarhus, som jo dokumenterer, at det kan betale sig, peger hun på.

"Projektet har jo netop handlet om at tænke på tværs. Aarhus Kommune har faktisk været meget modige i den måde, de har arbejdet på tværs i dette projekt, og det har jo vist sig at give rigtig gode resultater for en målgruppe, som ellers kan være vanskelige at hjælpe," mener Edda Luth.

Hovedloven kan give mere værdighed for de mest udsatte

I regeringsgrundlaget nævnes værdighed, og budskabet har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen gentaget ved flere lejligheder. Senest med nedsættelsen af den ekspertgruppe.

"Der er behov for at lave en gennemgribende reform af hele beskæftigelsesindsatsen, hvor vi ser alt for mange eksempler på, at folk kommer i klemme. Vi ønsker et mere værdigt system," sagde hun i den forbindelse.

"Lige præcis værdighed vil jeg nærmest kategorisere som overskriften for hovedloven, som tager udgangspunkt i det enkelte menneske og som også handler om at behandle udsatte borgere værdigt. Derfor skuffer det mig, at loven nu er blevet parkeret igen," lyder det Edda Luth.

Hun anbefaler derfor både beskæftigelsesministeren og socialministeren at genlæse aftalepapiret og principperne bag hovedloven i deres arbejde med at udvikle fremtidens indsats på social- og beskæftigelsesområdet.

"De kan hente en masse inspiration her, det er jeg ikke i tvivl om."

Sidst opdateret: 21/09/2023 - 11:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]