Undersøgelsen peger på, at beskæftigelse har overbevisende, positive effekter af flere grunde. En af de afgørende konklusioner er, at det er muligt både at forebygge og bryde med negativ social kontrol.

Undersøgelsen peger på, at beskæftigelse har overbevisende, positive effekter af flere grunde. En af de afgørende konklusioner er, at det er muligt både at forebygge og bryde med negativ social kontrol. - Foto: Pressebillede: KVINFO

Undersøgelse: Beskæftigelse kan forebygge negativ social kontrol

Beskæftigelse er et centralt værktøj til forebyggelse af negativ social kontrol blandt kvinder med indvandrer- og flygtningebaggrund, viser en undersøgelse fra Danmarks videnscenter for køn og ligestilling.

Udgivet: 26/09/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

At have et arbejde er et helt centralt element i at forbygge negativ social kontrol. Det kan oven i købet også bidrage til at stoppe den negative sociale kontrol.

Det viser en ny undersøgelse, som KVINFO, Danmarks videnscenter for køn og ligestilling, står bag.

En af de afgørende konklusioner er, at det er muligt både at forebygge og bryde med negativ social kontrol.

Undersøgelsen peger på, at beskæftigelse har overbevisende, positive effekter af flere grunde: Et job bryder isolationen i hjemmet, giver netværk, styrker danskkundskaber og selvværd - og ikke mindst kan et lønnet job give kvinden en ny og stærkere forhandlingskraft i familien.

Desuden kan et job potentielt skabe økonomisk uafhængighed, hvilket er afgørende i situationer, hvor kvinden ønsker skilsmisse. Beskæftigelse giver dermed redskaber til at bryde med kontrol.

Ikke alle jobs er lige gode

Undersøgelsen peger dog også på, at ikke alle job er lige gode i forhold til at forebygge eller bryde med negativ social kontrol.

Først og fremmest skal beskæftigelsen være reelt lønnet arbejde frem for ulønnet praktik og tilskudsordninger. Lønindkomst er en forudsætning for økonomisk forhandlingskraft eller økonomisk frirum til at bryde ud af et kontrollerende forhold.

Samtidig har beskæftigelse størst potentiale, hvis det giver gode muligheder for at forbedre sine danskkundskaber og opbygge ens netværk. Sammenlignet med et job, hvor man går alene det meste af arbejdstiden, vil et fællesskab med kollegaer samtidig give bedre muligheder for at udvikle sine kompetencer og for at møde kvinder, som kan være rollemodeller.

Fleksibilitet i beskæftigelse

Derudover peger mange kvinder i undersøgelsen på, at der er brug for fleksibilitet og rummelighed på arbejdsmarkedet, hvis beskæftigelse skal fungere som værktøj mod negativ social kontrol.

Særligt fordi langt fra alle kvinder i målgruppen kan arbejde 37 timer om ugen på grund af fysiske eller psykiske helbredsproblemer eller for eksempel fordi de har mange børn og opgaver i hjemmet.

Det bliver samtidig understreget, at andre aktiviteter end lønarbejde bør tælle med i 37 timer-regnskabet, fordi de også styrker jobmuligheder på lang sigt. Det kan være danskundervisning og frivilligt foreningsarbejde.

Mange interviewpersoner i undersøgelsen påpeger desuden, at beskæftigelsesindsatser skal have en helhedsorienteret tilgang, hvis de skal støtte kvinder i at komme ud af negativ social kontrol og i job eller uddannelse.

”Både politikere, myndigheder og fagpersoner bør fokusere langt mere på det potentiale for at forebygge og bryde med negativ social kontrol, der ligger i beskæftigelse. Det er samtidig vigtigt at understrege, at et job ikke er en snuptagsløsning. Negativ social kontrol er en kompleks problemstilling, der også bliver påvirket af for eksempel dårlig økonomi, andre former for vold, usikkert opholdsgrundlag og manglende kendskab til egne rettigheder. Det er man nødt til også at arbejde med sideløbende med et fokus på beskæftigelse,” siger KVINFOs direktør, Henriette Laursen.

På baggrund af undersøgelsens konklusioner anbefaler KVINFO blandt andet, at regeringen iværksætter tilbagevendende undersøgelser af omfanget af negativ social kontrol, og at der bliver taget initiativ til at opspore negativ social kontrol og oplyse langt bredere om lovgivning og rettigheder.

Læs hele undersøgelse her.

Sidst opdateret: 26/09/2023 - 10:50

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]