Næsten 3.000 igu-forløb givet: Sådan fordeler de sig i landets kommuner

Siden 2008 er der blot indgået knap 3.000 igu-forløb. En ny aftale skal sikre en større udbredelse de kommende år.

Udgivet: 25/09/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Flere flygtninge og familiesammenførte skal integreres på det danske arbejdsmarked, og derfor har regeringen indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter om at videreføre og udvide den såkaldte igu-ordning frem til 2028.

‎ ‎

Forlængelsen og udvidelsen flugter med Reformkommissionens anbefaling fra maj, der havde fokus på unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet.

Integrationsgrunduddannelsen har nu eksisteret i omkring syv år som en forsøgsordning. I årene op til coronakrisen var der en vis tilslutning, men den har aldrig nået den udbredelse, man kunne have håbet, skriver Reformkommissionen i rapporten.

Siden 2008 er der blevet indgået 2983 igu-aftaler, og de seneste par år har antallet at nye aftaler været under 135 om året.

Ifølge formand Nina Smith og co. skal en væsentlig forklaring på den begrænsede brug af ordningen findes i, at den er afgrænset til en relativt lille målgruppe, selvom integrationsbehovet rækker bredere ud.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Jens-Kristian Lütken (V), er enig.

”Igu er et godt redskab, men målgruppen har tidligere været alt for snæver. Jeg er derfor rigtig glad for, at målgruppen udvides, så langt flere kan få glæde af denne særlige trædesten ind på det danske arbejdsmarked," siger han til NB-Beskæftigelse.

Lütken glæder sig samtidig over, at der med den nye igu-aftale er afsat midler til et skærpet fokus på danskundervisning og en forsøgsordning med frikøb af såkaldte 'sprogmakkere' ude på virksomhederne.

"Endelig er det helt afgørende for mig, at den kommende 37-timers arbejdspligt tænkes sammen med igu’en. En del ledige, som er i målgruppen for 37-timers arbejdspligt, kan forhåbentlig tage en igu som led i arbejdspligten. Men jeg tænker også, at vi kan hente inspiration fra igu’en til de tilbud, der skal gives til andre under den 37-timers arbejdspligt,” siger Jens-Kristian Lütken.

Læs også:
NB-Beskæftigelse erfarer: Regeringen planlægger kontanthjælpsreform med arbejdspligt

Med udvidelsen er forventningen, at igu-ordningen nu vil vinde større udbredelse i kommunerne, hvor der hidtil har været stor forskel på, i hvor høj grad den benyttes.

Mens der for eksempel ikke er givet et eneste igu-forløb i Brøndby, Ishøj og på Læsø, er ordningen mere populær i flere af landets største byer. På kortet kan du se, hvordan de fordeler sig i kommunerne.

Om igu-ordningen

  • Igu-ordningen har eksisteret siden 2016, og skal give mulighed for arbejde og opkvalificering for flygtninge, hvis kvalifikationer ikke står mål med kravene på det danske arbejdsmarked.
  • Forløbet varer to år, og kombinerer ansættelse i lønnet praktik på en virksomhed med skoleundervisning. Parterne er i denne omgang enige om at videreføre igu'en til udgangen af 2027.
  • I maj anbefalede Reformkommissionen at udvide igu-ordningen, da den indeholder mange af de egenskaber, der kan sætte skub i integrationsprocessen og understøtte et nyt og mere realistisk syn på flygtninge og familiesammenførtes jobmuligheder.

Sidst opdateret: 26/09/2023 - 12:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]