
Brancheorganisation: Sygesamtaler hører ikke nødvendigvis til hos jobcentrene
Arbejdspladser bør tage større ansvar for sygdomsramte og forpligtes til at hjælpe dem tilbage til arbejdsmarkedet, mener Arbejdsmiljørådgiverne.
Udgivet: 05/09/2023
Danske arbejdspladser bør tage et større ansvar for sygdomsramte medarbejdere.
Det mener brancheforeningen Arbejdsmiljørådgiverne, som foreslår, at virksomhederne i højere grad ansvarliggøres og forpligtes til at hjælpe syge medarbejdere tilbage i stedet for at overlade dem til jobcentrene.
Forslaget kommer på et tidspunkt, hvor beskæftigelsesministeren har bebudet en grundig gennemgang af sygedagpengereglerne. Ane Halsboe-Jørgensen (S) har inviteret til stormøde 15. september.
“Det er vigtigt for såvel mig som regeringen, at vi får set gældende regler ordentligt efter i sømmene for at blive klogere på, om der er udfordringer, og i givet fald hvordan vi kan løse dem,” skriver Ane Halsboe i sin invitation til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Negativ kurve for sygedagpengemodtagere kan vendes
Jan Steenhard, der er forperson for brancheorganisationen Arbejdsmiljørådgiverne, mener, at det er paradoksalt, at mens antallet af kontanthjælpsmodtagere og langtidsledige er styrtdykket siden coronapandemien, er antallet af sygedagpengemodtagere omvendt steget.
Da coronapandemien ramte Danmark, voksede antallet af sygemeldte danskere på sygedagpenge markant. Men siden er tallet ikke faldet. Tværtimod.
I 2019 lå antallet af fuldtidspersoner på sygedagpenge på 56.322. Med pandemiens indtog steg antallet året efter til 73.910, og de sidste to år har antallet ligget på den anden side af 80.000.
Jan Steenhard tror, at den negative kurve kan vendes, hvis arbejdspladserne i højere grad ansvarliggøres og forpligtes til at hjælpe den syge tilbage til arbejdsmarkedet.
Ved at reducere mængden af opgaver i jobcentrene, kan en del af regeringens bebudede besparelser på tre milliarder i beskæftigelsesindsatsen samtidig findes, mener han.
"Der er selvfølgelig mennesker, der er så syge, at de ikke er i stand til at arbejde. Men nogle syge får deres sygdom fra arbejdet, og nogle får forværret deres tilstand på deres arbejdsplads, og jeg tror, vi kan hjælpe disse mennesker bedre ved at gribe ind langt tidligere, end vi gør i dag. Det er dem, vores forslag retter sig mod."
I dag kan arbejdsgiveren få refusion for sygdomsramte medarbejdere efter 30 dages fravær.
"Derfor har jobcentene jo heller ikke mulighed for at sætte ind før, hvorimod virksomhederne vil kunne igangsætte en indsats langt tidligere," siger Jan Steenhard.
"Jeg synes også, at der er noget fornuft i, at virksomhederne ikke skal aflevere medarbejderne til landets jobcentre - men i stedet skal medarbejderne fortsat være tilknyttet virksomhederne, som også har de bedste forudsætninger for at fjerne eventuelle rødder til eksempelvis psykisk belastning."
"Det er vigtigt, at syge medarbejderes vej tilbage til arbejdsmarkedet foregår meget nært, for hvis først der slukkes for tilknytningen til arbejdsmarkedet, så bliver vejen tilbage meget tungere," siger Jan Steenhard.
Han er med på, at hans forslag vil give virksomhederne nogle øgede omkostninger, og derfor mener han også, at de skal kompenseres.
Permanent udstødelse fra arbejdsmarkedet kan undgås
Når Jan Steenhard argumenterer for, at virksomhederne bør tage et større ansvar for sygdomsramte medarbejdere, er han i høj grad inspireret af lande som Sverige, Norge og Holland, der netop inddrager virksomhederne i langt højere grad.
Som forhenværende direktør og medstifter af Falck Healthcare, er hans erfaring, at virksomhedernes involvering i sygdomsperioden bliver stærkere, når de i højere grad forpligtes til at tage et ansvar.
"Det gør, at sandsynligheden for, at medarbejderne vender tilbage i eget job, i stedet for at ryge ud af arbejdsmarkedet en periode eller helt tabes på arbejdsmarkedet, øges betragteligt," siger Jan Steenhard.
Sidst opdateret: 06/09/2023 - 09:04










































