
- Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
KL klar til at drøfte om virksomheder bør involveres mere, når medarbejderen bliver syg
Virksomheder bør tage et større ansvar for sygdomsramte, foreslår Arbejdsmiljørådgiverne. Hos KL er man klar til at drøfte ideen, siger Peter Rahbæk Juel (S), formand for KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg.
Udgivet: 05/09/2023
"Vi er bestemt åbne for at drøfte ideen om at flytte opfølgningssamtalerne til virksomhederne og så lade jobcentrene bistå med rådgivning."
Sådan lyder det fra Peter Rahbæk Juel (S), formand for KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg og borgmester i Odense, efter at brancheforeningen Arbejdsmiljørådgiverne tirsdag her i NB-Beskæftigelse foreslår, at virksomhederne i højere grad ansvarliggøres og forpligtes til at hjælpe syge medarbejdere i stedet for at overlade dem til jobcentrene.
Peter Rahbæk Juel påpeger, at en god dialog mellem den sygemeldte og arbejdspladsen er helt afgørende for en tryg og hurtig tilbagevenden til jobbet, og er der tale om helt ukomplicerede forløb, kan han sagtens se det fornuftige i at flytte opfølgningssamtalerne til virksomhederne.
"I de tilfælde, hvor det af den ene eller anden grund ikke muligt at vende tilbage til ens arbejdsplads, er det dog klart, at arbejdspladsen ikke kan være ansvarlig for dialogen. På samme måde vil særligt mindre virksomheder ikke altid have ressourcer til at yde en tilstrækkelig indsats. I begge tilfælde vil jobcentrene kunne yde en værdifuld hjælp," pointerer han.
Peter Rahbæk Juel mener desuden, at reglerne om jobafklaringsforløb bør afskaffes og erstattes af langt mere fleksible og individuelt tilrettelagte tilbud.
"Nogle borgere trækkes i dag igennem unødigt lange forløb, mens andre har behov for en tidligere indsats. Lad os derfor fokusere vores indsats på dem, der faktisk har brug for den,” siger han.
Beskæftigelsesministeren har lagt op til en grundig gennemgang af sygedagpengereglerne. Ane Halsboe-Jørgensen (S) har inviteret til stormøde 15. september.
Sidst opdateret: 05/09/2023 - 12:24










































