Steen Nielsen, vicedirektør i DI, mener, at landets kommuner bør blive bedre til at sætte unge i kontakt med arbejdsmarkedet.

Steen Nielsen, vicedirektør i DI, mener, at landets kommuner bør blive bedre til at sætte unge i kontakt med arbejdsmarkedet. - Foto: Pressefoto: Hans Søndergård

Hver tiende 21-årige står uden job: DI langer ud efter kommuner

Alt for mange har hverken job eller uddannelse, viser en ny analyse. Dansk Industri langer ud efter landets kommuner, som ifølge organisationen skal blive bedre til at sætte flere unge i kontakt med arbejdsmarkedet.

Udgivet: 29/08/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

60.831 unge i aldersgruppen 15-29 år har hverken job eller uddannelse. Det svarer til fem procent af årgangene.

I statistikken er det især de 21-årige, der hæver gennemsnittet. Af dem er knap 7.000 - godt ni procent - uden både job og uddannelse, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

I optællingen er unge med studentereksamen - men uden job eller uddannelse – først talt med, fra de er fyldt 21 år. Det er gjort for at undgå at tælle dem med, der holder sabbatår lige efter studentereksamen.

"Der er alt for mange unge, som ikke får brugt deres potentiale. Det bliver vi som samfund nødt til at gøre bedre, og her kan virksomhederne være med til at gøre en stor forskel," siger Steen Nielsen, vicedirektør i DI, om analysen.

Skoletrætte skal ud på arbejdspladser

For at det kan ske, bør kommunerne ifølge DI arbejde endnu mere sammen med erhvervslivet om de unge, end de gør i dag.

"Alle folkeskoleelever bør komme i erhvervspraktik, og der skal mere praksisfaglighed ind i undervisningen. I udskolingen bør flere skoletrætte have mulighed for at veksle den almindelige skolegang med at komme ud på en arbejdsplads," siger Steen Nielsen.

Han mener desuden, at flere især sårbare unge skal hjælpes ud i et fritidsjob, mens de unge i kontanthjælpssystemet i langt højere grad skal hjælpes ud på virksomhederne fremfor at blive peget i retning af uddannelse.

"Der er mange ufaglærte unge i jobcentrene, som allerede og ofte flere gange har forsøgt sig med en uddannelse uden held. De skal i højere grad ud og have nogle erfaringer på en virksomhed og måske derigennem finde motivationen til at få sig en uddannelse," siger Steen Nielsen.

Reglerne bør ændres

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har bebudet, at der inden længe kommer en kontanthjælpsreform. Det sagde hun i et interview med NB-Beskæftigelse tidligere på sommeren.

Og DI mener i den forbindelse, at reglerne for ufaglærte unge i kontanthjælpssystemet bør ændres, så de også kan blive vurderet jobparate og stå til rådighed for job. Med de nuværende regler kan kommunen nemlig ikke stille forventninger til de ufaglærte unge om, at de skal stå til rådighed for et job, når de ikke er klar eller motiveret til at tage en uddannelse.

Steen Nielsen opfordrer desuden også endnu flere virksomheder til at åbne op for unge og andre grupper af borgere, som har brug for en håndsrækning.

Sidst opdateret: 05/09/2023 - 08:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]