
Det er SF's Karsten Hønge der stillede spørgsmål til beskæftigelsesminister Ane-Halsboe-Jørgensen om udsigterne på den gennemskrivning og forenkling af dagpengereglerne, som tidligere er blevet lovet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Efter flere års venten står forenkling af dagpengeregler fortsat hen i det uvisse
Regeringen ønsker at gennemføre en forenkling af dagpengesystemet, så reglerne bliver nemmere at forstå for både borgere og jobcentre, fremgår det af notat.
Udgivet: 15/06/2023
Der er behov for en forenkling af dagpengesystemet.
Det viser et nyt notat fra Beskæftigelsesministeriet, som er sendt i et ministersvar til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Regeringen ønsker fortsat at gennemføre en gennemskrivning af dagpengereglerne,
som det blev aftalt i forbindelse med 'Aftale om et tryggere dagpengesystem' i 2015.
Det er vigtigt, at reglerne bliver nemmere at forstå for både borgere, jobcentre og akasser, påpeger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Hendes forgænger på posten Peter Hummelgaard, nuværende justitsminister, lovede sidste år et udspil om at gennemskrive dagpengereglerne, og den ambitionen har SVM-regeringen overtaget.
"Vi har i regeringen endnu ikke taget stilling til den konkrete proces, men jeg ser
frem til at drøfte et kommende oplæg til gennemskrivningen med partierne i dagpengeforligskredsen," skriver Ane Halsboe-Jørgensen.
I april sidste år kom en længe ventet evaluering af dagpengereformen, der trådte i kraft i 2017. Reformen har blandt andet haft den uheldige konsekvens, at nogle ledige har fået beregnet en uhørt lav dagpengesats.
Sidst opdateret: 15/06/2023 - 13:33










































