Af: Bo Hammer, partner i Kraka Advisory

‎

Ballerup Kommune hævder, at besparelser på jobcentrene vil blive bekostning af de gode resultater, kommunerne har opnået de seneste år.

Kommunaldirektør Eik Møller og centerchef for arbejdsmarkedsområdet Jannik Nielsen fremfører tirsdag i NB-Beskæftigelse eksempler på indsatser, de har lavet i deres kommune de seneste år, som angiveligt skulle have haft god effekt. Det er bare ikke muligt at finde evidens for de resultater, de mener at have fået.

Effekterne af beskæftigelsesindsatsen på landsplan er belyst gennem en række evalueringer. Mange af resultaterne kan man finde på hjemmesiden jobeffekter.dk.

Her fremgår det, at der er evidens for, at samtaler virker for de jobparate, og at samtalerne med de sygemeldte ikke virker, mens der for gruppen af personer længere væk fra arbejdsmarkedet kun er få studier af virkningen. Der er således ikke evidens for at sige, at omfanget af samtaler for de sygemeldte og dem længst væk fra arbejdsmarkedet ikke kan målrettes uden, at det vil få effektmæssige konsekvenser – tværtimod, når evidens lægges til grund.

Antallet af samtaler med dem længst fra arbejdsmarkedet og de sygemeldte er steget fra 2011 til 2019 – fra 5 til 8 samtaler i gennemsnit om året for de langvarigt forsørgede og fra 8 til 10 om året for de sygemeldte. Vi peger på, at der er et besparelsespotentiale ved – ikke at undlade samtaler, men blot målrette og reducere dem, så det samlede niveau kommer tilbage til niveauet fra 2011.

(Debatindlægget fortsætter under grafen)

Faktisk er der kun forskningsmæssig evidens for positive jobeffekter af ganske få af de mest anvendte indsatser, nemlig de private løntilskud. Ved at øge målretningen af indsatserne på det felt, kan der givetvis hentes en gevinst. Det åbenlyse vil være at prioritere det, vi ved, der virker. Og gøre mindre af det, der ikke er evidens for i forhold til jobeffekter.

‎

Ballerup kommune fremfører, at man har skabt betydelige resultater for de langvarigt forsørgede, og at den strukturelle ledighed vil stige, når indsatserne og samtalerne for dem målrettes og reduceres.

Umiddelbart ligger Ballerup rigtigt godt placeret i Beskæftigelsesministeriets benchmark, hvor forholdet mellem det forudsagte (antal offentligt forsørgede på baggrund af befolkningssammensætningen) og det aktuelle antal personer på overførselsindkomster anvendes som effektmål for indsatsen. Det er et billede på en god beskæftigelsesindsats.

Ballerup har dog ikke i perioden fra 2011 til 2019 haft en udvikling, der er bedre end udviklingen på landsplan, og der er fortsat flere førtidspensionister end i landet som helhed. Det taler ikke for nogen umiddelbar bemærkelsesværdig udvikling i Ballerup.

Og hvis man ser på, hvordan personerne på overførsler i Ballerup fordeler sig, hvor længe de har været på offentlig forsørgelse (her målt ved den kommunale medfinansieringsprocent - målt på alle ydelser), så ser det ud som om, at borgerne i Ballerup generelt har været længere tid på offentlig forsørgelse end i mange andre kommuner.

Hermed synes der ikke at være betydeligt bedre resultater i forhold til indsatsen for dem længst væk fra arbejdsmarkedet end i andre kommuner – en større andel af borgerne i Ballerup har været længere tid på forsørgelse end i fx Holbæk, Hillerød eller for den sags skyld mere end halvdelen af landets kommuner. Ved 4000 personer på offentlig forsørgelse betaler Ballerup kommune dermed 22 mio. kr. mere om året i forsørgelse end hvis medfinansieringsprocenten var på niveau med Hillerøds.

(Debatindlægget fortsætter under grafen)

Så selv om Ballerup mener, at deres indsats er meget effektiv, så efterlader det ikke synlige resultater på andelen af langvarigt forsørgede. En mindre andel af langvarigt forsørgede vil alt andet lige betyde en lavere medfinansieringsprocent. Her ville en decideret effektanalyse kunne gøre os alle klogere.

Der er ofte modsatrettede effekter, og derfor har vi peget på, at man kunne udnytte tiden frem til 2030 til at styrke analyserne af, hvad der virker for hvem – og så tage eventuelle konklusioner om, hvad der kan doseres bedre og tilpasses.

I mellemtiden er det fortsat vores billede – i lighed med Torben Tranæs’ (direktør i VIVE) - at der godt kan ske en yderligere målretning af indsatsen og dosering af samtalerne, uden at det vil koste på den strukturelle ledighed. Og at der er tid til at gøre valgene skarpere.

Selv efter besparelserne vil Danmark være blandt de europæiske lande, der investerer mest i beskæftigelsesindsatsen, målt som andel af BNP – derfor bør det have alles interesse at pengene ikke er bedre brugt andre steder i vores velfærdssamfund.