
Hos Tænketanken Cevea savner direktør Asbjørn Sonne Nørgaard evidens for, at private aktører er bedre eller billigere end kommunerne i beskæftigelsesindsatsen. - Foto: Cevea
Tænketank angriber regeringen: Øget privatisering fører til mere, ikke mindre bureaukrati
Direktør for tænketanken Cevea retter nu et hårdt angreb mod regeringens planer om at lade private aktører spille større rolle i beskæftigelsesindsatsen: 'Det er gæt og grimasser'.
Udgivet: 27/04/2023
Det er regeringens ambition, at private aktører skal have mere indflydelse på beskæftigelsesindsatsen.
Det står sort på hvidt i regeringsgrundlaget 'Ansvar for Danmark'.
Men da Det Økonomiske Råd for seks uger siden fremlagde deres forårsrapport om produktivitet i dansk økonomi, stillede de spørgsmålstegn ved effekten af regeringens planer om, at private aktører fremover skal spille en større rolle.
Tænketanken Cevea kommer nu med et hårdt angreb mod regeringens planer. Nøjagtigt som vismændene, savner direktør Asbjørn Sonne Nørgaard evidens for, at private aktører er bedre eller billigere end kommunerne til at løse opgaven.
Han mener, at regeringens planer om at rive alle jobcentre ned, spare tre milliarder kroner på beskæftigelsesområdet og udlicitere flere opgaver til private aktører bærer præg af nogle meget forhastede politikere tilbage i efterårets valgkamp.
“Det er utroligt uforsigtigt at fastlægge sådan en omkalfatring af noget, som i brede vendinger har fungeret godt, uden at der ligger et seriøst udredningsarbejde bag. Det her er lavet i omvendt rækkefølge, og man kan frygte, at det bliver lige så slemt og dumt, som det vi har set på skatteområdet,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard til NB-Beskæftigelse.
“Man anerkender, at det kræver et seriøst forberedelsesarbejde at reformere sundhedsområdet. Men noget så kompliceret som vores samlede arbejdsmarkedsmodel, den danske flexicurity-model, hvor jobcentrene spiller en vigtig rolle, mener man, at man kan effektivisere ud fra et mere eller mindre uigennemtænkt valgløfte om at spare penge. Det er tåbeligt.”
Regeringens planer er gæt og grimasser
Asbjørn Sonne Nørgaard mener, at rapporten fra vismændene indikerer, at regeringens planer på beskæftigelsesområdet mest af alt kan betegnes som gæt og grimasser.
“Der kan sagtens være nogle private aktører, som er rigtig dygtige. Men overordnet set, har jeg ikke den store tiltro til, at private aktører skulle kunne løfte beskæftigelsesindsatsen voldsomt. De kan ikke vide, om indsatsen generelt bliver dårligere eller bedre.”
Ifølge ham er udlicitering af offentlige opgaver til private aktører en stor bureaukratisk øvelse. Skal øget privatisering og konkurrenceudsættelse virke, kræver det nemlig et stort administrativt apparat.
Bureaukratiet skal udforme kontrakter, føre tilsyn og kontrol med de private aktører og følge op på, om man får det, man har betalt for. Hvis ikke, skal kommunen sanktionere det private firma. Alt skal stå i kontrakten, og man skal have styr på detaljen. Det er tungt, og det koster.
Derfor kan det virke selvmodsigende, at regeringens ambition om at luge ud i bureaukrati falder sammen med selvsamme regerings ambition om at øge udliciteringen af offentlige opgaver, som det fremgår af regeringsgrundlaget.
Udlicitering er en udfordring for mange kommuner
Allerede i dag er udlicitering en udfordring for mange kommuner. Det er vanskeligt at lave en præcis kontrakt, og endnu flere mener, at det er svært at finde tid og ressourcer til at følge op på kontrakterne og kontrollere, at man får det, man har betalt for.
Det viser en undersøgelse blandt centralt placerede ansatte i kommunernes udbuds- og indkøbsafdelinger lavet af Cevea for et års tid siden.
“Mange steder er man ikke klædt godt nok på til at foretage kontraktopfølgning og løbende monitorering. Der er en masse transaktionsudgifter forbundet med juridiske dokumenter. Hvis kommunen observerer udfordringer i samarbejdet, skal den private aktør ifølge kontrakten typisk have mulighed for at rette op på det. Der vil være en proces, og det kan måske ende i en mindre bod. Men skal kontrakten brydes, bliver det rigtig dyrt. Derfor ser man sjældent, at det sker, selvom leverandøren gør det dårligt,” fortæller Asbjørn Sonne Nørgaard.
Han er i det hele taget skeptisk over for, om beskæftigelsesområdet egner sig til udlicitering.
“På et område, hvor der skal laves så mange tilpasninger, hvor der skal skønnes, hvor man skal tage udgangspunkt i individet, og hvor det nok ikke er det samme stangtøj, der skal bruges af alle, mener jeg, at det er rimeligt at stille spørgsmålet, om det overhovedet er en god ide,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.
“Det er klart, at hvis det handler om at købe laptops i det offentlige, er det en god ide at udbyde, fordi det er en standardvare, du kan købe ude på markedet. Men når det gælder ydelser på beskæftigelsesområdet, skal de tilpasses borgernes individuelle behov - den tilpasning og fleksibilitet har du ikke i et kontraktstyringsinstrument.
Udlicitering er blevet en ideologi
Baseret på interviews med centralt placerede nøglepersoner i 33 kommuner, viste undersøgelse fra Cevea, at de, der arbejder med udlicitering, vurderer, at der er brug for mere tid til kontrol og flere administrative ressourcer, hvis der skal være fuldstændig styr på udliciteringen. Altså mere, og ikke mindre, bureaukrati
“Derfor går det ofte for vidt med at privatisere. Det er blevet en ideologi, at hvis vi bare privatiserer, så skal det hele nok blive godt. Det er der ikke belæg for forskningsmæssigt på det her område.
Asbjørn Sonne Nørgaard understreger, at der ikke er noget galt i at jobcentrene samarbejder med private aktører til en vis grad.
“Jeg tror, der er masser af musik i at lave nogle af de her aktiverings instrumenter mere jobrettede. Men det er ikke det samme som at sige, at en bestemt privat aktør skal stå for indsatsen. Udlicitering og kontraktstyring er ikke vejen, hvis regeringen ønsker besparelser i milliardklassen på mindre regulering, tilsyn og kontrol," siger Asbjørn Sonne Nørgaard.
Sidst opdateret: 02/05/2023 - 09:07










































