Ledigheden stiger for tredje måned i træk: Se udviklingen i din kommune

Ledighedskøen voksede med 500 i januar. Vi skal til at vænne os til en ny virkelighed med flere fyringer og færre job, siger økonom. Se udviklingen i din kommune her.

Udgivet: 02/03/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

I januar 2023 var der 81.000 ledige. Det er 500 flere end måneden før svarende til en stigning i antallet af ledige på 0,7 procent.

Ledigheden som procent af arbejdsstyrken er nu 2,8 procent.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Ledigheden er nu vokset tre måneder i træk, siden oktober sidste år, og derfor begynder der også at vise sig en tendens - dog er stigningen den seneste måned mindre end de foregående to måneder.

"Det er ikke nogen kæmpe stigning. Alligevel er det et klart signal om, at arbejdsmarkedet er vendt rundt, og vi skal nu vænne os til en ny virkelighed med flere fyringer og færre, der har et job at stå op til hver morgen. På den måde er det trist nyt, skriver Niklas Prafke, cheføkonom hos Lederne, i en kommentar til tallene.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nedtoner betydningen af den stigende ledighed.

"Ledigheden er omtrent uændret herhjemme, og vi kommer fra et rigtig godt udgangspunkt med lav ledighed og høj beskæftigelse. Den danske økonomi og arbejdsmarked hviler på et solidt grundlag i ellers usikre tider med uroligheder og krig i Europa," skriver ministeren i en pressemeddelelse.

Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv, påpeger, at selvom ledigheden stadig er meget lav, peger flere fremadskuende nøgletal mod stigende ledighed i øjeblikket.

Det ses mest tydeligt i antallet af jobopslag, der er faldet kraftigt siden begyndelsen af 2022, skriver han i en kommentar til Ritzau.

"Dertil er beskæftigelsesforventningerne inden for industri, byggeri og detailhandel mod tilbagegang. Der går typisk noget tid, fra aktiviteten falder, indtil virksomhederne afskediger medarbejder i et omfang, der for alvor får ledigheden til at stige."

"Virksomhederne har i mange måneder haft svært ved at rekruttere arbejdskraft. Derfor er virksomheder formentlig mere tilbøjelige til at holde lidt længere på medarbejderne, selv om omsætningen falder," skriver han.

Se i de to kort herunder, hvor stor ledighedsprocenten er i din kommune, og hvordan den procentvise udviklet har været siden oktober, hvor ledigheden begyndte at stige.

Sidst opdateret: 03/03/2023 - 09:06

Emner: Ledighed, Ledige

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]