Der er flere tegn på, at Socialdemokratiet er på vej tilbage til de gamle arbejdsmarkedsreformer, som partiet lagde afstand til for to år siden med nedsættelse af Reformkommissionen med økonomiprofesssor Nina Smith som formand.

SF's Karsten Hønge kalder de kendte reformer for 'pisk og gulerod.' De har tidligere blandt andet betydet beskæring af ydelser til arbejdsløse, en forkortet dagpengeperiode og beskæring af efterlønnen.

I erkendelse af, at de såkaldte førstegenerationsreformer ikke virker over for de omkring 200.000, der har flere og mere komplekse problemer end ledighed, gav S-regeringen Reformkommissionen i opdrag at udtænke 'andengenerationsreformer.'

Spørgsmålet er, hvilke reformer Socialdemokratiet lægger vægt på i forhandlingerne om en ny regering med deltagelse af et borgerligt parti, og om Reformkommissionens forslag kan blive til virkelighed.

'Pisk og gulerod'

De kendte reformer sigter på at øge arbejdsudbuddet, og samtidig sikre at der er en vis afstand mellem udbetalte ydelser og det, man kan tjene som lønmodtager i et lavtlønsjob.

De borgerlige partier er tro mod de tidligere reformer og har under valgkampen blandt andet foreslået at udfase efterlønnen helt og at rulle den kontanthjælpsaftale tilbage, som S-regeringen har lavet med dens støttepartierne. Det er især en stigning i det udbetalte beløb til børnefamilier med indvandrerbaggrund, de blå partier vil af med.

Aftalen blev på trods af flertal ikke til lov før valget, og ifølge Enhedslisten ville Mette Frederiksen (S) på et møde på Marienborg ikke garantere, at den bliver vedtaget med en ny regering.

Skattelettelser er under valgkampen blevet fællesgods for Socialdemokratiet og de borgerlige partier. Blå partier ønsker traditionelt skattelettelser for at få lønmodtagerne til at arbejde mere, og Socialdemokratiet gik med under valgkampen og lagde dermed sloganet 'velfærd eller skattelettelser' bag sig. Kun Konservative gik efter at afskaffe topskatten i 2030. Alle forslag fra K, V og S starter dog med at lette skatten i bunden.

Et tredje eksempel indgår i en aftale, som S-regeringen tog initiativ til i januar i år. En sænkelse af dimittendsatsen, der især rammer nyuddannede akademikere, og en forkortelse af dagpengeperioden fra to til et år for dimittender hører også under førstegenerationsreformerne. Ændringerne skal få dimittender til at finde arbejde hurtigere.

Denne aftale nåede heller ikke at blive vedtaget i Folketinget, selvom der var flertal for den. De borgerlige partier ville ikke være med, fordi forslaget blev koblet sammen med en stigning i dagpengene til nyledige, der har haft arbejde i de to forudgående år. Hvis der kommer en regering over midten, er der næppe tvivl om, at den første del bliver vedtaget.

Netop nu foregår der sonderinger mellem Mette Frederiksen (S) og flere partier på Marienborg forud for egentlige forhandlinger om at danne en regering. I sidste uge talte partierne blandt andet om økonomi og arbejdsmarked. Kommentatorernes bedste bud på den blå regeringspartner, som Mette Frederiksen leder efter, er lige nu Venstre. Partiet holder landsmøde i weekenden, hvor det bliver interessant at finde ud af, hvad de delegerede mener, og om der bliver talt arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik.

Skrottes andengenerationsreformerne?

Udover et tilsyneladende fælles fodslag om en række førstegenerationsreformer er de regeringsbærende partier i Folketinget - S, V og K - også enige om, at jobcentrene skal spare omkring tre milliarder kroner om året, når besparelsen til den såkaldte Arne-pension er gennemført.

Her skal dog tilføjes, at flertallet for Arne-pensionen ikke er intakt efter valget. Om det kommer til at betyde noget for den anden - og største - delaftale om de 1,1 milliarder kroner, som jobcentrene skal bidraget med, er uvist.

Det er pt. umuligt at vurdere, hvad alle disse politiske og økonomiske forslag vil komme til at betyde for de arbejdsløse, jobcentrene, a-kasserne og beskæftigelsesindsatsen. Derfor kan det i første omgang være interessant at se på, hvad en tilbagevenden til førstegenerationsreformer kan betyde for andengenerationsreformerne, som Reformkommissionen arbejder på.

Det er Socialdemokratiet, der har sammenlignet de to slags reformer, hvilket kan virke besynderligt. For hvor førstegenerationsreformerne i høj grad handler om ydelser, så handler andengenerationsreformerne om beskæftigelsesindsatser.

De hænger dog sammen på den måde, at det er i erkendelse af, at mennesker ikke altid opfører sig, som Finansministeriets regnemaskine regner med, - altså får et arbejde fordi ydelsen sættes ned, eller arbejder mere fordi skatten sættes ned - at kommissionen er blevet sat til at komme med andre forslag til reformer.

“Når man laver politik, antages det ofte, at vi som mennesker kan gennemskue, hvad paragraffer og økonomiske incitamenter betyder for os og, og at vi handler rationelt på dem. Men en masse studier, der under ét kaldes adfærdsøkonomi, viser, at vi i virkeligheden ikke er så rationelle. Dels har vi begrænset rationalitet i vor tænkning, dels har vi begrænsede handleevner,” forklarede et af kommissionsmedlemmerne, professor ved Roskilde Universitet, Jon Kvist, til NB-Beskæftigelse for to år siden.

Læs mere om andengenerationsreformer i denne artikel.

'Udenforskabet'

Det er især de omkring 200.000 mennesker, der ifølge Nina Smith 'kører rundt i alskens ordninger, og det er menneskeligt virkelig forfærdeligt nogen gange', som Reformkommissionen har forsøgt at se på andre måder at få i arbejde. Og her er det i højere grad beskæftigelsesindsatser, der skal i brug i stedet for lavere ydelser.

Kommissionen har ikke siddet og tænkt tanker for sig selv, men har undersøgt hvad mange iderige kommuner gør for at få ting til at lykkes med disse mennesker. Kommissionsmedlemmer har også talt med arbejdsløse, arbejdsgivere, frivillige organisationer og leverandører til og beskæftigelsesindsatsen.

I en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft, er 'udenforskabet' ikke kun menneskeligt, men også politisk og økonomisk interessant, fordi det er uudnyttet arbejdskraft.

Socialdemokratiet vil frem mod 2030 øge arbejdsstyrken med 40.000 personer. Over halvdelen af dem er i dag unge og voksne ledige, der er langt fra arbejdsmarkedet og en del af ‘udenforskabet,' skriver partiet i sin 2030-plan.

På et pressemøde kort før valgudskrivelsen for halvanden måned siden stod Socialdemokratiet klart bag andengenerationsreformerne som en mulighed for at få disse mennesker i arbejde. Finansminister Nicolai Wammen nævnte igen og igen kommissionen og Nina Smith. For mens regeringen ikke dengang ikke fremlagde løsninger på, hvordan 20.000 udsatte kan komme i arbejde inden 2030, så har kommissionen de første anbefalinger klar.

Spørgsmålet er, om regeringen under regeringsforhandlinger står lige så stærkt på de nye reformer. Selvom Reformkommissionens anbefalinger er udsat på grund af valget, har Nina Smith tidligere fortalt lidt om dem til NB-Beskæftigelse.

Reformkommissionen foreslår en helt ny model for samarbejdet om beskæftigelsesindsatsen, hvor virksomheder og civilsamfundet involveres i strategiske samarbejder for at løfte opgaven.

“Problemet er, at systemet ikke virker i forhold til dem, der kommer ind med andre problemer, end at de er ledige, og vi kan ikke behandle dem på samme måde, for de skal have en hel anden tilgang, hvis vi skal få nedbragt det antal,” sagde Nina Smith til NB-Beskæftigelse i begyndelsen af september.

Læs hele interviewet med Nina Smith i denne artikel:

Individuelle indsatser

I sin tilgang til de arbejdsløse bygger Reformkommissionens forslag videre på de reformer, der er lavet af beskæftigelsesindsatsen i de sidste 15 år. Det gælder især den individuelle tilgang til arbejdsløse, der er langt fra arbejdsmarkedet. Den har blandt andet betydet, at sagsbehandlere for disse mennesker har lagt færre, de skal tage sig af, end sagsbehandlere for forsikrede ledige, der kommer hurtigt i arbejde igen.

Et af problemerne for en regering, der vil vise handlekraft, er, at Reformkommissionens forslag har et langsigtet perspektiv, mens man med kort varsel kan sætte ydelser ned og dermed vise, at man har gjort noget - også selvom det ikke virker efter hensigten, som Jon Kvist forklarer ovenfor.

En anden udfordring er, at det koster penge at udbygge de individuelle indsatser for de mest udsatte, jobcentermedarbejderne arbejder med. Ikke mere end nu, - men måske det samme. Og hvis de store partier står fast på en besparelse på tre milliarder kroner oven i de 1,1 til Arne-pensionen, så vil det gå ud over indsatserne til de mest udsatte grupper.

Det er allerede sket i andel delaftale om besparelser på Arne-pensionen.

Hvis det lykkes for Mette Frederiksen at danne en regering henover midten, er det derfor højst usikkert, hvilken status Reformkommissionen vil få. Kan den gøre sit arbejde færdigt? Og hvis ja, - er det så politisk og økonomisk muligt at gennemføre kommissionens anbefalinger med den tilgang til reformer og besparelser, som de regeringsbærende partier har lagt frem under valgkampen? Eller ender også dette kommissionsarbejde som et inspirationskatalog, som politikerne kan bruge ind imellem?