Siden Jens-Kristian Lütken blev beskæftigelses- og integrationsborgmester i København for seks måneder siden, har han ifølge flere tillidsfolk formået at få ryddet op i sin forvaltning, som sejlede efter flere års uro under forgængeren Cecilia Lonning-Skovgaard.

Siden Jens-Kristian Lütken blev beskæftigelses- og integrationsborgmester i København for seks måneder siden, har han ifølge flere tillidsfolk formået at få ryddet op i sin forvaltning, som sejlede efter flere års uro under forgængeren Cecilia Lonning-Skovgaard. - Foto: Agnete Schlichtkrull

En lyttende Lütken har skabt ro i Københavns beskæftigelsesforvaltning

Jens-Kristian Lütken har haft nok at se til, siden han tiltrådte som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København. På relativt kort tid har han fået ryddet pænt op i sin forvaltning. Og senest har han lavet sit politiske svendestykke med det historiske budgetforlig.

Udgivet: 04/10/2022

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Jens-Kristian Lütken blev på forhånd kaldt det ubeskrevne blad, da han i midten af marts blev ny beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

Lütken overtog posten efter længere tids højlydt uro omkring hans forgænger. Det til trods har den 40-årige venstrepolitiker på få måneder i høj grad sat sit aftryk.

Den tidligere gruppeformand for Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen har fået en ny direktion på plads, budt hundredvis af fordrevne ukrainere velkommen i landets hovedstad, og senest har han opnået sin største politiske bedrift. Den kom i hus med den historiske budgetaftale uden om Socialdemokratiet i september.

Men måske vigtigst af alt: Jens-Kristian Lütken har ifølge flere tillidsfolk formået at få ryddet op i sin forvaltning. Den sejlede efter flere års uro under forgængeren Cecilia Lonning-Skovgaard. Nu ånder forvaltningens godt 2.000 ansatte lettet op.

“Forvaltningens mange udfordringer er velbeskrevne i pressen. Mit indtryk er heldigvis, at medarbejderne over en bred kam igen ser fremad. Der er kommet en anden optimisme, end dengang jeg overtog. Det er jeg glad for, at jeg er lykkes med,” siger Jens-Kristian Lütken til NB-Beskæftigelse.

“Måske gav borgmesterskiftet alle parter muligheden for at starte på en frisk”, tilføjer Lütken.

Flere tillidsrepræsentanter deler synspunktet. De beretter i det hele taget om fornyet optimisme, som i høj grad kan tilskrives Venstre-borgmesteren.

Der er blevet ryddet op

I begyndelsen af 2022 væltede kritikken ned over den nu tidligere Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Hun fik især tæsk for sin ledelsesstil. Konkret blev hun beskyldt for at mangle forståelse for sin rolle og for mangel på tillid til medarbejderne.

Kritikken tog fart i januar, da fagforeningerne Djøf og HK på vegne af de 2000 ansatte i forvaltningen skrev et åbent brev til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Og da en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i marts konkluderede, at 24 medarbejdere har følt sig udsat for krænkende adfærd fra Cecilia Lonning-Skovgaard, havde hun reelt ikke andet valg end at trække sig.

“Mit indtryk er, at der er ved at være ryddet op. Jens-Kristian Lütken er en helt anden type. Han har formået at stikke en finger i jorden, og så er han god til at lytte til medarbejderne. Det tror jeg, de har haft brug for at mærke” fortæller Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Kommunal Hovedstaden.

I en tid hvor jobcentrene virkelig er i skudlinjen, er det afgørende med et godt samarbejde mellem tillidsrepræsentanterne og den politiske ledelse. Det påpeger Kim Sørensen og Rikke Troelsen, der er henholdsvis fællestillidsmand for HK’erne og fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne.

Cecilia Lonning-Skovgaard og Jens Kristian Lütken under valgkampen i 2021.
Cecilia Lonning-Skovgaard og Jens Kristian Lütken under valgkampen i 2021. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De fremhæver begge to konkrete tiltag, den nye borgmester har indført, siden han overtog for seks måneder siden. Det ene er interne nyhedsmails, der er med til at give større ejerskab til alle i forvaltningen. Det andet er, at borgmesteren ugentligt rykker sit kontor ud i forvaltningen.

“Lütken taler os op, og det har vi haft brug for. Han fremstår i det hele taget mere involverende og synlig, og så virker han oprigtig interesseret i vores arbejde. Det savnede vi fra vores tidligere borgmester,” fortæller Rikke Troelsen.

Kim Sørensen konstaterer blot:

“Stemningen er klart en anden. Vi har fået en ny start.”

Topledelsen er endelig på plads

Selv har Jens-Kristian Lütken været meget bevidst om, at han overtog borgmesterposten på en trist baggrund. Han vidste, at der ventede ham et større arbejde med at opbygge tillid til medarbejderne.

Derfor har han prioriteret at være synlig og tilgængelig.

“Jeg har prioriteret at opleve tingene i praksis, i stedet for at læse mig ned i den komplicerede lovgivning,” siger Jens-Kristian Lütken, der ikke havde indgående kendskab til beskæftigelsesområder inden han satte sig på borgmesterkontoret.

“Det har jeg selvfølgelig også gjort for at lære hele organisationen at kende. Det har givet mig et godt billede af den høje faglighed blandt vores medarbejdere. Og en stor forståelse for, hvorfor tingene ofte er lidt mere kompliceret end som så,” fortæller borgmesteren.

Blot få uger efter sin tiltrædelse nedlagde Lütken et borgmestersekretariat, som Lonning-Skovgaard stod bag. Siden bestod direktionen længe næsten udelukkende af konstituerede medarbejdere efter mange udskiftninger på direktionsgangen under den tidligere borgmester.

Men med ansættelsen af en ny ressourcedirektør i sidste uge, faldt den sidste direktionsbrik på plads.

Læs også:
Tillidsmand: 'Umådelig god stemning' i beskæftigelsesforvaltning i København

“Der er gået lang tid med midlertidige folk på posterne, så det betyder selvfølgelig noget for en organisation, at vi nu har fået topledelsen på plads hele vejen rundt,” påpeger Jens-Kristian Lütken.

Selvom Cecilia Lonning-Skovgaard trak sig som borgmester i marts, er der fortsat et efterspil i gang. Klager over mobning, chikane og forskelsbehandling fik Københavns Kommune til at iværksætte en ekstern advokatundersøgelse af, om Cecilia Lodnning-Skovgaard har overtrådt loven. Det er kommunens borgerrådgiver, der i sidste ende skal konkludere i den sag.

Lütken er ikke nervøs for udfaldet.

“Jeg tror, det meste af rapportens indhold allerede har været fremme. Så den vil nok ikke indeholde mange overraskelser. Men skulle det få en omgang mere i pressen, må vi håndtere det,” fastslår han.

Historisk budgetaftale indgået på Lütkens kontor

Flere kilder roser Jens-Kristian Lütken for at være meget bevidst om sin rolle. Han ønsker i højere grad at fokusere på det politiske arbejde og i mindre grad at stå for forvaltningens daglige drift.

Lütken beskrives som en borgmester, der kan sætte retning og skabe politiske resultater. De ord levede han op til for nylig.

For første gang i Borgerrepræsentationens nyere historie står Socialdemokratiet med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen uden for aftalen om næste års budget.

I stedet indgik Enhedslisten og de borgerlige partier en opsigtsvækkende budgetaftale, som blandt andet giver skattelettelser for en halv milliard kroner. Den kommer ved at sænke kommuneskatten med 0,1 procent.

“Budgetaftalen er uden tvivl den største politiske bedrift, jeg har stået i spidsen for,” fortæller Jens-Kristian Lütken, som må tilskrives en stor del af æren for den historiske aftale.

“Vores ønske om skattelettelser blev afvist af overborgmesteren. De øvrige partier havde lignende oplevelser, og så var det sådan set mig, der tog initiativ til aftalen, som vi fik strikket sammen på mit kontor,” fortæller Jens-Kristian Lütken.

Jens-Kristian Lütken lavede for nylig sit livs politiske svendestykke, da han var hovedarkitekten bag den historiske budgetaftale i Københavns kommune.
Jens-Kristian Lütken lavede for nylig sit livs politiske svendestykke, da han var hovedarkitekten bag den historiske budgetaftale i Københavns kommune. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Overborgmester Sophie Hæstorp var efter eget udsagn blevet "sat uden for døren". Til gengæld for skattelettelser fik Enhedslisten markante indrømmelser på især socialpolitikken og den grønne omstilling.

“Som udgangspunkt er vi politisk meget forskellige. Men vi delte frustrationerne over overborgmesterens udspil. Det tog alt for lidt hensyn til vores ønsker. På et tidspunkt fandt vi så ud af, at der nok var flere ting vi kunne enes om. Og i sidste ende fik vi en aftale, som jeg synes er virkelig god,” fortæller Jens-Kristian Lütken.

“Jeg synes, at både venstrefløjen og os borgerlige har fået meget ud af aftalen i forhold til det, vi i første omgang var stillet i udsigt”, konstaterer han.

Bakker op om lukning af jobcentrene

Venstre indledte valgkampen i marts med partiets forslag om at nedlægge landets jobcentre. I stedet bør det i højere grad være op til borgerne selv at bestemme, hvem der skal hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet.

Det forslag bakker Jens-Kristian Lütken op. Han mener, at bureaukratiet har taget overhånd i beskæftigelsesindsatsen. Ifølge ham bør både kommunerne og borgerne have større frihed.

“Når det er sagt, tror jeg aldrig, at kommunerne bliver overflødige på beskæftigelsesområdet. Mange af de borgere, der står tilbage i arbejdsløshedskøen, har andre problemer at slås med. Der er brug for en helt anden indsats for disse mennesker,” mener den statskundskabsuddannede borgmester.

Han mener også, at beskæftigelsesområdet har fået lov at leve sit eget liv i en årrække. Selvom det har været på en kedelig baggrund, er han derfor glad for det fornyede fokus området har fået i den indledende valgkamp.

“Nu vil alle gerne diskutere beskæftigelsespolitik, og det hilser jeg meget velkomment. Jeg ser det som en mulighed for at få politisk indflydelse på beskæftigelsesområdet.”

Når borgmesterkæderne fordeles i København, hører integrationsforvaltningen sjældent til blandt de mest attraktive. Men sådan ser Jens-Kristian Lütken ikke på det. Tværtimod.

“For mig som venstremand er det et drømmeområde. Det passer godt til mine værdier som liberal. Vi skal have folk i arbejde, og det gælder også de der kommer hertil fra andre lande. De skal også bidrage til fællesskabet, og yde en indsats på arbejdsmarkedet."

“Det er på mange måder kerneværdier for Venstre, der ligger i arbejdet som beskæftigelses- og integrationsborgmester.”

“Jeg ved godt, at det kan være et udskældt område, men som politisk leder for Venstre, er det et kerneområde, der ligger lige til mit højreben.”

Jens Kristian-Lütken - blå bog

  • Født: 10. december 1981 i Viborg.
  • Kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet (KU).
  • Medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
  • Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.
  • Gruppeformand for Venstre.
  • Blev valgt til formand for Europabevægelsen 1. oktober 2022.
  • Beskæftigelses- og Integrationsborgmester siden marts 2022.
  • Stoppede for nylig på Jyllands-Posten som blogger efter 10 år.
  • Har stadig en rejsevirksomhed, og har lige haft en gruppe på 54 sønderjyder med til Bornholm, hvor Jens-Kristian Lütken selv stod for programmet. Lütken har tidligere arrangeret rejser til Ukraine, men det har krigen midlertidig sat en stopper for.

Sidst opdateret: 09/10/2022 - 19:28

Temaer: Beskæftigelsesindsats, Beskæftigelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]