Det er svært at rekruttere sosuer til kommunerne. Det skyldes blandt andet, at det er svært at få folk til at uddanne sig inden for faget. Der skal nationale løsninger til, mener flere kommuner, for ellers ender velfærden i en negativ spiral.

Det er svært at rekruttere sosuer til kommunerne. Det skyldes blandt andet, at det er svært at få folk til at uddanne sig inden for faget. Der skal nationale løsninger til, mener flere kommuner, for ellers ender velfærden i en negativ spiral. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommuner kan ende i negativ spiral af forgæves rekrutteringer

Det haster med en national løsning på rekrutteringsudfordringerne i kommunerne. Ellers ender det i en negativ spiral, hvor de kommuner, der har det sværest vil få det endnu værre. Det fortæller flere ledere i kommunerne.

Udgivet: 18/08/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der skal findes en fælles national løsning på de mange forgæves rekrutteringer på de store velfærdsområder som ældre-, sundheds- og børneområdet i kommunerne. Ellers frygter mange kommuner, at det kan ende i en negativ spiral, hvor medarbejderne flygter over til de kommuner, der har råd til at give mere i løn eller tilbyde særlige arbejdsvilkår.

Det siger flere kommunale afdelingsledere til NB-Økonomi.

"Det er virkelig et skråplan, hvis vi begynder at konkurrere på de her masseuddannelser," siger Anton Svendsen, der er Centerchef for Økonomi, HR og IT i Stevns Kommune.

Han refererer blandt andet til velfærdsuddannelserne som social- og sundhedsmedarbejdere, pædagoger, lærere og sygeplejersker.

Ifølge STAR's seneste undersøgelse om forgæves rekrutteringer var der 42 procent forgæves rekrutteringer af social- og sundhedsmedarbejder. Det tal var 46 procent for sygeplejersker og 26 procent for pædagoger.

Der kan være store forskelle internt i kommunerne. I hovedstadsområdet er forgæves rekrutteringer blandt social- og sundhedsmedarbejdere således 57 procent. Hvidovre Kommune oplever dog ikke helt så store udfordringer.

"Det er ikke let at rekruttere, men vi er i en situation, hvor det ikke er lige så svært, som det måske er for andre kommuner," siger Susan Bjerregaard, der er velfærdsdirektør i Hvidovre Kommune.

Det er den ulighed blandt kommuner, som flere frygter, kan blive endnu værre den kommende tid og ligefrem danne en ond spiral.

Den onde spiral

Mange kommuner har tænkt kreativt for at fastholde eller rekruttere nye medarbejdere til netop deres kommune. De giver for eksempel et løntillæg eller rekrutteringstillæg til nye medarbejdere for at tage ansættelse i kommunen.

Læs også:
Lønkonkurrencen fra Lyngby breder sig nu til andre kommuner

Hvis lønguleroden viser sig at virke for de kommuner, som har iværksat den, vil der mangle endnu flere medarbejdere i andre kommuner.

"Problemet er jo den konkurrencesituation, vi står i nu. Vi har jo alle sammen brug for de her gode mennesker. Så jeg kan godt forstå, at man gør det. Jeg vil heller ikke afvise, at vi vil gøre det," siger Majken Kondrup, der er afdelingsleder for blandt andet HR og løn i Odsherred Kommune.

Lønkonkurrencen kan skabe en negativ spiral, fordi man så nogle kommuner vil mangle medarbejdere i højere grad. Det går ud over arbejdsmiljøet, fordi flere så skal løbe stærkere, de vil så søge væk til andre kommuner, og så er det skruen uden ende.

"Det er et greb, der er ret kortsigtet. Hvis flere og flere begynder på det, så bliver det jo udlignet. Vi har drøftet det, men vi har ikke gjort det endnu," siger Susanne Johansen, ældrechef i Vordingborg Kommune.

Det er Anton Svendsen enig i.

"Det er et skråplan, hvis vi begynder at konkurrere på lønninger. Det er et kæmpe problem," understreger han.

I stedet mener han, at man skal se på rekruttering fra et national perspektiv. Her kan lønninger også være et parameter.

"Man skal nok se på lønningerne. For lønmæssigt er det jo ikke særligt attraktivt. Men der skal også ses på arbejdsvilkårene. Det kan være sådan noget med, hvor meget man skal arbejde aften og weekender," forklarer han.

"En af løsningerne er, at vi skal have noget mere arbejdskraft fra udlandet. Der er jo ikke andre veje."

Der skal mange løsninger til

Flere af de ledere, som NB-Økonomi har været i kontakt med peger på, at der skal flere løsninger til, hvis man vil have gjort op med det store gab, der er mellem udbud og efterspørgsel i øjeblikket.

"Det er jo sådan med udbud og efterspørgsel, at hvis efterspørgslen stiger på noget, så stiger prisen typisk også," siger Majken Kondrup.

"På den anden side har vi den danske model, som vi står på. I kommunerne forhandles lønnen jo ved overenskomstforhandlingerne. Så hvis man skal være tro mod den model, så nytter det jo ikke noget, hvis vi rundt i kommunerne hæver lønnen og udkonkurrerer hinanden."

På Sydsjælland har Guldborgsund, Lolland og Vordingborg kommuner slået sig sammen om fælles løsninger. Ikke mindst for at undgå, at medarbejderne hopper mellem kommunerne, for det løser ikke noget.

"Vi er tre kommuner, der samarbejder med sosuskolen, og det har været ret bevidst for at sige, at vi står med de samme udfordringer," siger Susanne Johansen.

Vordingborg satte tilbage i 2016 en indsats i gang for at høst lavthængende frugter blandt ledige kontanthjælpsmodtagere og andre på sygedagpenge, som skulle i job.

"Da vi nåede hold 11, så havde vi ikke længere flere at rekruttere af. Men rigtig mange af dem, som vi havde igennem siden 2016, de er ansat hos os i dag og klarer sig rigtig fint," siger Susanne Johansen.

I dag arbejder kommunen derfor på at få flere til at uddanne sig.

Her har de både lavet specielle forløb til folk med anden etnisk baggrund, hvor der også er fokus på sprog. Men de har sammen med de to andre kommuner også besluttet, at så snart man er i grundforløb to på social- og sundhedsuddannelsen, så kan man få løn.

En anden måde at tilpasse udbud og efterspørgslen er at dæmpe efterspørgslen ved for eksempel at skære i velfærden. Det mener Anton Svendsen fra Stevns dog ikke, at der er bred opbakning til i befolkningen.

Mange kommuner har dog ifølge Susanne Johansen allerede på nuværende tidspunkt begrænset for eksempel den praktiske hjælp til de ældre.

"Vi adskiller os fra en del kommuner ved at fortsætte med at levere praktisk hjælp. Hvor andre kommuner har sagt, at det er så dér, hvor de lader være med at sende personale," siger hun.

Hun mener nemlig, at den praktiske hjælp netop er én af vejene til at fastholde folk under uddannelse i faget. Så det koster noget på den lange bane at droppe den del.

"Udfordringen er, at hvis man gerne vil uddanne personale, så starter det med den praktiske hjælp som for eksempel rengøring. Det er her, at interessen opstår til at blive i faget, så det har været medvirkende til, at vi kunne fastholde vores ufaglærte til at gå ind i faget."

Sidst opdateret: 19/08/2022 - 11:21

Temaer: Rekruttering

Emner: Rekruttering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]