Venstre vil lukke udskældte jobcentre, men glemmer elefanten i rummet

Når Venstre vil nedlægge de udskældte kommunale jobcentre, så er det et taknemmeligt forslag.

Der er mange penge at spare, der er meget bureaukrati at fjerne, og jobcentrene har kun få venner.

Et indlysende forslag, ikke sandt?

Måske. Det er populært at skælde ud på jobcentrene, men jobcentrene løser en afgørende opgave på det lokale arbejdsmarked. En opgave som kun få taler højt om, men uden hvilken flere mennesker ville leve et liv uden for arbejdsmarkedet og fællesskabet.

Når vi taler om den berømte danske model, så taler vi om to kendetegn:

For det første en fri løndannelse, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler løn uden indblanding fra Christiansborg.

For det andet en værdifuld fleksibilitet, hvor arbejdsgiverne nemt kan opsige deres medarbejdere, som til gengæld kan få relativt høje ydelser, mens de er ledige i en forventet kort periode.

Den danske model har imidlertid et kendetegn mere. Det er den såkaldt aktive arbejdsmarkedsindsats.

Den går ud på at sende et kompromisløst signal, især til ledige på kontanthjælp: Du skal søge fra passiv forsørgelse til aktiv beskæftigelse.

Det sker ved hjælp af tiltag, som spænder fra det meningsfulde til det meningsløse, men som tilsammen gør det tydeligt, at vi som samfund ikke accepterer passivitet. Ofte iklædt pæne udtryk som f. eks. "aktivering".

Dette er en krævende opgave for jobcentrenes medarbejdere, og det vilkår forklarer de mange regler.

Lovgivningen regulerer jobcentrenes indsats ned i de mindste detaljer. Den seneste bekendtgørelse fra 22. maj indeholder 210 paragraffer.

Det forekommer ret indlysende, at det ville være naturligt at give størst mulig handlefrihed til de lokale jobcentre, men det ønsker et politisk flertal ikke.

Hvorfor ikke? Fordi politikerne på Christiansborg vil sikre sig, at jobcentrenes medarbejdere - uanset hvad man kalder indsatsen - opretholder et pres på de ledige.

Dette hårde vilkår er sjældent noget, man taler om i skåltalerne, men sådan ser den danske model ud, når den er konkret.

Det forklarer, at det er nemt at skælde ud på jobcentrene. De bruger mange kræfter på kontanthjælpsmodtagere, og det tager kræfter væk fra indsatsen over for de forsikrede ledige.

Den prioritering er ikke vellidt hos det etablerede arbejdsmarked, arbejdsgiverne i DA og fagbevægelsen i FH. De er i øvrigt stadig forbitrede over, at de mistede magten over den lokale beskæftigelsesindsats til kommunerne og KL med kommunalreformen i 2007.

Kort sagt: Jobcentrene løser en opgave, som ikke er populær, og som er svær at forklare i offentligheden, og derfor er de politisk sårbare.

De ansvarlige partier på Christiansborg ved alt om dette.

De ved godt, at hvis man nedlægger jobcentrene, så forsvinder den samfundskritisk vigtige opgave, som jobcentrene løser, ikke. Opgaven skal i så fald løses på en anden måde.

Hvordan det skal gøres, har politikerne sjældent lyst til at tale om, men det bliver de nødt til, hvis deres forslag om at afskaffe jobcentrene skal tages alvorligt