
(Arkiv) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holder separate møder med støttepartierne, men insisterer på, at han vil lave et bredt forlig om kontanthjælpsydelser. Det kan ikke gå hurtigt nok, siger Samira Nawa (RV). - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Peter Hummelgaard mødes bilateralt med støttepartier om nyt ydelsessystem
Regeringens støttepartier deltager hver for sig i møder med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om et nyt ydelsessystem, mens blå blok ikke har været til møder siden det tidlige efterår. Det kan tyde på en aftale uden de borgerlige. Det afviser ministeren dog.
Udgivet: 01/03/2022
I løbet af de seneste måneder har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) løbende holdt møder med henholdsvis Enhedslisten, SF og De Radikale om et nyt ydelsessystem. Møderne er tekniske, men også i et vist omfang politiske forberedelser til egentlige forhandlinger.
Mens støttepartierne altså holder møder med ministeren, har den borgerlige opposition ikke været til møder om ydelsessystemet siden i september 2021, fortæller Venstres Morten Dahlin, der er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg og også blandt andet er integrationsydelsesordfører for sit parti.
"Vi har hele tiden haft på fornemmelsen, at regeringen har kigget mod den yderste venstrefløj, når det handler om sociale ydelser til indvandrere. Desværre," siger han til NB-Beskæftigelse.
Morten Dahlin nævner indvandrere, fordi et af de områder, der er lagt op til at regulere, er ydelser til børnefamilier, hvor indvandrerfamilier udgør en betydelig gruppe. Læs længere interview med ham her.
Minister fastholder bredt forlig
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fastholder, at han vil lave et bredt forlig om ydelserne. I en skriftlig kommentar til NB-Beskæftigelse skriver han blandt andet:
”Først og fremmest, så er det et meget kompliceret og vigtigt område, som i den grad kræver omtanke. Vi har holdt møder med partier fra både rød og blå blok. Regeringen går – som vi hele tiden har gjort – efter at lande en bred aftale over midten."
"Regeringen har tre pejlemærker. For det første skal der være en økonomisk gevinst ved at være i arbejde. Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og det skal ydelserne afspejle. For det andet skal børn i Danmark vokse op under rimelige forhold og have mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet. Og for det tredje må ydelserne ikke øge tilstrømningen til Danmark.”
Pres for forhandlinger
Regeringen har i et opdateret lovprogram skrevet, at den i marts vil komme med forslag til et nyt ydelsessystem, så det haster med at komme i gang med egentlige forhandlinger.
For den Radikale beskæftigelsesordfører Samira Nawa kan det ikke gå hurtigt nok.
"Jeg er ved at være rigtig utålmodig. Vi har holdt mange bilaterale møder og tekniske gennemgange, så nu må Peter Hummelgaard snart indkalde til egentlige forhandlinger. Hvorfor tager han ikke initiativ til, at vi kan sidde sammen i et fælles lokale og komme i gang?" spørger hun.
At tiden er ved at nærme sig kan man måske også aflæse af SF's repræsentation ved møderne med ministeren. Hidtil har partiets beskæftigelsesordfører Karsten Hønge mødt op, men fremover vil også SF's finanspolitiske ordfører Lisbeth Bech-Poulsen deltage, bekræfter hun i dag over for NB-Beskæftigelse.
Sidst opdateret: 01/03/2022 - 13:51
Emner: Kontanthjælpsydelse




































