
IPS-metoden tager udgangspunkt i motivationen og ønskerne fra den arbejdsløse, der har en psykiatrisk lidelse. Og det er lønnede timer fra start, forklarer Bea Ebersbach, der er chefkonsulent ved CORE, en forskningsenhed ved Psykiatrisk Center København.
Ambassadørkorps skal udbrede IPS-metode for at få flere med psykiske lidelser i arbejde
Op mod halvdelen af landets jobcentre bruger den såkaldte IPS-metode til at hjælpe arbejdsløse med en psykiatrisk diagnose i job. I aftalen om arbejdsudbud er der afsat ti millioner kroner til at udbrede metoden til flere kommuner.
Udgivet: 08/02/2022
For i alt ti millioner kroner vil regeringen og de øvrige partier bag aftalen om et større arbejdsudbud udbrede viden om den såkaldte IPS-metode, der skal hjælpe arbejdsløse med psykiske lidelser i arbejde.
Dermed bliver IPS anerkendt som en metode, der kan bygge bro mellem psykiatrien og social- og beskæftigelsesområdet og få arbejdsløse med en psykiatrisk diagnose i job.
Pengene skal over to år bruges til et ambassadørkorps, der skal bringe erfaringer videre fra kommuner, der allerede bruger IPS-metoden, til kommuner, der gerne vil i gang.
44 af landets kommuner er allerede i gang, mens 12 andre overvejer at anvende metoden, viser en sammentælling, som CORE har foretaget for NB-Beskæftigelse. CORE er en forskningsenhed ved Psykiatrisk Center København, der har implementeret IPS for blandt andet kommuner på Sjælland og i hovedstadsområdet.
Ifølge den politiske aftale om ambassadørkorpset skal IPS-metoden ikke alene målrettes arbejdsløse med psykiske lidelser, men også borgere med handicap og kognitive udfordringer.
Partierne skriver i aftaleteksten:
"På baggrund af de gode resultater og lovende erfaringer med IPS-metoden igangsættes en styrket indsats for at udbrede viden og erfaringer via et ambassadørkorps med henblik på at flere borgere, herunder med handicap, kognitive udfordringer eller psykiske lidelser, får bedre hjælp og støtte til at opnå og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Der afsættes 5 mio. kr. i 2023 og 2024."
Det er uklart, om pengene kan bevilges allerede i 2023, da aftalen er kommet i et politisk dødvande mellem regeringen og aftalepartierne på den ene side og blå blok på den anden. I givet fald kan bevillingen bliver udsat i et år.
Vil udbrede IPS til alle kommuner
Aftalen mellem regeringen, Radikale, DF, Kristendemokraterne og SF ligger i forlængelse af en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, der anbefaler, at IPS-metoden udbredes "på tværs af kommuner," som Sundhedsstyrelsen skrev i et fagligt oplæg til en 10-års plan for psykiatrien.
IPS er en forkortelse af Individual Placement and Support (på dansk: Individuelt Planlagt job med Støtte). Det er en amerikansk udviklet metode til at give individuel støtte til arbejdsløse med en psykiatrisk diagnose, der gerne vil i arbejde.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har længe holdt øje med IPS. I 2018 udgav styrelsen en evaluering af et femårigt kontrolleret forsøg, som viste, at 60 procent af deltagerne i et 18 måneders IPS-forløb kom i arbejde eller uddannelse. I kontrolgruppen var det kun 30 procent, der kom i gang.
Kontrolgruppens resultat svarer næsten til virkeligheden for mennesker med en psykiatrisk diagnose i den arbejdsdygtige alder. Omkring 70 procent af dem er uden for arbejdsstyrken, mens kun en fjerdedel er i job. Det kan IPS-metoden rykke ved, viste forsøget. Det er disse erfaringer, der har fået Sundhedsstyrelsen til at anbefale, at IPS bredes ud til alle kommunerne.
"IPS-modellen og andre tilsvarende, vidensbaserede beskæftigelsesindsatser særligt målrettet mennesker med psykiske lidelser bør udbredes på tværs af kommuner som omdrejningspunkt for, at mennesker med psykiske lidelser støttes i at få og fastholde et arbejde eller komme i uddannelse samtidig med deres behandlingsforløb," skriver Sundhedsstyrelsen.
"Samtidig bør indsatser målrettet unge, som tager afsæt i IPS, afprøves og evalueres i udvalgte kommuner, og herefter kan indsatsen ligeledes udbredes på tværs af kommuner."
Sundhedsstyrelsen nævner også indsatsen Social støtte i overgangen til og fastholdelse i beskæftigelse (CTI og Job-first). Metoderne bør inddrages, "idet de dokumenterer, at en individuelt tilrettelagt og tæt koordineret og sammenhængende social og beskæftigelsesrettet indsats er virksom," hedder det blandt andet.
I arbejde uden praktik
IPS-metoden ligner på mange måder de indsatser for ledige med komplekse problemer, der i disse år vinder frem i jobcentrene. I IPS er det fastslået som en række principper, hvor den arbejdsløses motivation og ønsker er hele udgangspunktet for et forløb. Der arbejdes fra start på at skaffe lønnede timer, mens virksomhedspraktik kun kommer på tale, hvis den arbejdsløse selv ønsker det som en indgang. Læs IPS-metodens otte principper til sidst i artiklen.
Motivationen skal spille sammen med IPS-konsulentens tilgang til den enkelte. IPS-metoden skal udfoldes parallelt med behandling i psykiatrien, mens IPS-konsulenten er en virksomhedskonsulent fra jobcentret, som som skal matche den enkelte ledige med en virksomhed, der fra dag ét kan rumme og vil betale for arbejdskraften.
Hvorfor det i IPS-metoden er helt afgørende, at der er tale om lønnede timer fra starten, forklarer chefkonsulent ved CORE, Bea Ebersbach, der har arbejdet sammen med flere kommuner om at komme i gang med IPS-metoden.
"Mennesker, der har en psykisk lidelse, har ligeså mange kompetencer og ligeså meget at byde på som alle andre, og det sender et klart signal til de borgere, vi samarbejder med om, at vi tror på, at de kan, og at de vil, når vi går efter at få en regulær ansættelse fra starten, ligesom alle vi andre ville forvente os på arbejdsmarkedet," siger hun til NB-Beskæftigelse i en mail.
"Praktikker kan ikke nogensinde tilrettelægges på en måde så det præcist afspejler de arbejdsforhold man vil komme ud for på en arbejdsplads, alene fordi praktikkerne jævnfør lovgivningen skal anses for merarbejde på arbejdspladsen. Man opfylder derfor ikke en rigtig rolle, og man bliver ikke opfattet eller behandlet som en rigtig kollega, når man er i praktik. Desuden ved vi, at praktikker blot forlænger folks tid i ledighed."
"Derfor anvender vi praktikker meget sparsomt og med omtanke, og efter princippet om at følge borgerens ønsker og præferencer sætter vi kun praktikker i gang, hvis borgeren selv ser det som en god mulighed for at få foden indenfor i en bestemt virksomhed eller branche, og de selv har truffet et aktivt valg om at investere deres tid og kræfter i det," fortæller Bea Ebersbach.
Med IPS-metoden er der støtte på arbejdspladsen til at komme i gang, mens et efterværn løbende skal sikre, at det går, som det skal.
Læs mere om IPS-metoden i denne gennemgang fra Psykiatrisk Center København:
IPS-metodens otte principper
Individuelt Planlagt job med Støtte - IPS - er en evidensbaseret beskæftigelsesindsats, der hjælper mennesker med de sværeste sindslidelser, med at finde og fastholde et ordinært arbejde.
Modellen bygger på otte principper, der er grundlaget for alt arbejde i IPS:
- Alle der ønsker at arbejde kan deltage.
- Målet er beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.
- IPS indsatsen er integreret med den psykiatriske behandling.
- Deltagerne modtager vejledning i social- og beskæftigelseslovgivningen.
- Jobsøgningen starter hurtigt efter opstart i IPS indsatsen.
- IPS konsulenterne opbygger relationer til arbejdsgivere i lokalområdet, baseret på deltagernes ønsker om beskæftigelse.
- Den individualiserede støtte på arbejdspladsen er tidsubegrænset.
- Indsatsen er baseret på deltagernes ønsker og præferencer.
Sidst opdateret: 08/02/2022 - 13:04
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Beskæftigelsesindsats





































