
Rådmand for Beskæftigelses- og socialforvaltningen Brian Dybro (SF) beskyldes for at ignorere forskning.
KV21: Beskæftigelse er på dagsordenen i Odense Kommune
Virker sanktioner eller ej? Det spørgsmål har fået gang i beskæftigelsesdebatten i Odense Kommune, hvor særligt SF og de Konservative er uenige.
Udgivet: 02/11/2021
Valgkampen er i fuld gang, og lokalpolitikerne diskuterer på kryds og tværs.
I Odense Kommune er særligt beskæftigelsesspørgsmålet kommet på dagsordenen, da rådmændene Søren Windell (K) og Brian Dybro (SF) er uenige om, hvorvidt sanktioner virker til at få flere ud af offentlig forsørgelse. Det skriver TV 2 Fyn.
Da rådmand for Beskæftigelses- og socialforvaltningen Brian Dybro (SF) i et interview med TV 2 Fyn afviste, at sanktioner var vejen frem i Odense Kommune, fik det den konservative rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K), til at reagere. Han beskylder Dybro for at modsige forskning, som tidligere overvismand og professor i økonomi Michael Svarer har lavet for nogle år siden.
"Jeg synes, det er grotesk, og jeg synes, at Brian Dybro skal følge den forskning, der viser, at det her virker, så vi kan få Odense ud af den problematik, vi har med alt for mange på offentlig forsørgelse. For det er det, der martrer vores budget år efter år," siger han til TV 2 Fyn.
Den udlægning er Brian Dybro ikke enig i. Han afviser kritikken til samme medie og mener ikke, at han modsiger forskning.
Brian Dybro har været rådmand for Beskæftigelses- og socialforvaltningen siden 2018.
Sidst opdateret: 02/11/2021 - 13:55
Temaer: Kommunevalg
Emner: sanktioner




































