
Statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen til tirsdagens pressemøde om en reform, der blandt andet skal øge arbejdsudbuddet. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Her er overblik over regeringens reformudspil på beskæftigelsesområdet
Regeringen fremlagde i dag et reformudspil, der skal få 10.500 flere i arbejde. Her er listen, der har betydning for beskæftigelsesindsatsen. Det er usikkert, hvornår eventuel lovgivning kan træde i kraft.
Udgivet: 07/09/2021
Regeringen fremlagde i dag et reformudspil, som skal stoppe hullerne efter tidlig pension og den forbedrede seniorpension. Forslagene vil samlet betyde, at der vil være 10.500 flere i arbejdsstyrken i 2030, hvis forslagene bliver gennemført, vurderer Finansministeriet.
Regeringen vil forhandle med partier, der vil være med til forskellige dele af forslaget, og finansminister Nicolai Wammen (S) vurderede på mødet, at en del af reformen tidligst kan træde i kraft i 2023.
På områder, der berører beskæftigelsesindsatsen i kommuner og a-kasser, foreslår regeringen:
- Dimittendsatsen sættes ned, især for de under 30-årige, der vil miste op til 4.000 kroner om måneden. Besparelsen skal betale en stigning i dagpenge i de første tre måneders ledighed på 5.000 kroner. Samtidig skal dimittender have dagpenge i ét år i stedet for som nu i to.
- Modregning i ægtefællers indkomst afskaffes ved beregning af førtidspension, seniorpension og folkepension.
- Uddannelsesløft med 110 procent af dagpengene gøres permanent.
- Indvandrere på kontanthjælpsydelse skal have aktiveringspligt i 37 timer om ugen.
- Aktiveringspligten for indvandrere finansieres af en besparelse på jobcentrene på 250 millioner kroner om året.
- En jobpræmie på 5.000 kroner for at forlade kontanthjælpssystemet.
- Et højere fradrag for fagforeningskontingent.
- En højere skattefri seniorpræmie til personer, der arbejder efter folkepensionsalderen.
Nogle af de centrale elementer i forlaget ses i grafikken nedenfor. Læs hele reformforslaget 'Danmark kan mere I' på Finansministeriets hjemmeside.

Sidst opdateret: 07/09/2021 - 16:25
Emner: Beskæftigelsesindsats




































