
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København vil lave proceduren om, når store virksomheder efterspørger arbejdskraft. Samtidig kræver hun en redegørelse efter en historie med et stort rengøringsselskab, der ikke kunne få den ønskede arbejdskraft fra jobcentret.
Borgmester kræver redegørelse fra Københavns jobcenter
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, vil have en redegørelse fra jobcentret om en sag med et rengøringsfirma, der ville have hjælp til at finde 450 medarbejdere, men endte med at tage to.
Udgivet: 02/09/2021
Efter en sag med et rengøringsfirma, der efter henvendelse til jobcentret i København ikke ansatte mere end to medarbejdere til 450 stillinger, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard i et opslag på LinkedIn, at hun desværre må "konstatere, at mit system ikke har gjort det godt nok."
Derfor kræver hun en redegørelse for forløbet og vil samtidig lave reglerne om for den måde, jobcentret "håndterer store forespørgsler fra virksomheder i akut knibe," skriver hun.
"Der er selvfølgelig flere nuancer i sagen, end artiklen rummer. Bland andet, at listen med kandidaterne var noget, som virksomheden selv valgte. Vores normale tilbud er et match-arrangement, men det valgte virksomheden fra, da der var brug for en meget hurtig løsning. Men tilbage står, at vi ikke har ydet den service, vi gerne vil være kendt for."
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sagde på TV2 News i går, at de 450 job var deltidsstillinger, men han er enig med Venstre-borgmesteren i København om, at det ikke er "godt nok."
Cecilia Lonning-Skovgaard skriver også:
"Der skal strammes op, så der ikke bevidstløst sendes umotiverede kandidater videre, for dem bliver virksomhederne jo selvfølgelig trætte af at skulle ringe til."
"For beskæftigelsessystemet har et stort medansvar for, at den nuværende vækst i København får de hænder, der skal bruges."
Sidst opdateret: 02/09/2021 - 13:26
Temaer: Ledighed
Emner: Jobcenter, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), tidl. beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Københavns Kommune




































