Lemvig, Middelfart og Billund kommuner har haft det største fald i langtidsledige. Det hænger sammen med et stort fald i ledigheden, forklarer jobcenterchef i Lemvig Lene Nørlund, arbejdsmarkedschef i Middelfart Jeanette Johansen og arbejdsmarkedschef i Billund Klaus H. Nielsen.

Lemvig, Middelfart og Billund kommuner har haft det største fald i langtidsledige. Det hænger sammen med et stort fald i ledigheden, forklarer jobcenterchef i Lemvig Lene Nørlund, arbejdsmarkedschef i Middelfart Jeanette Johansen og arbejdsmarkedschef i Billund Klaus H. Nielsen.

Tre kommuner med lav ledighed har rekord i fald i langtidsledige

Medarbejdere i servicejob har skiftet branche under coronakrisen. Det giver plads til langtidsledige, fortæller arbejdsmarkedschef. I en anden kommune ansætter arbejdsgivere langtidsleige medarbejdere, selvom kvalifikationerne ikke passer så nøje som tidligere.

Udgivet: 02/09/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Jobcenter-og arbejdsmarkedschefer i de tre kommuner, der har haft det største fald i langtidsledige, siger alle, at den vigtigste faktor er, at kommunerne samtidig har en meget lav ledighed. Når man går længere ind i, hvem der efterspørger arbejdskraften, fylder servicefagene mest, herunder hoteller og restauranter.

I Middelfart og Billund er det især servicebrancherne, der mangler arbejdskraft. Det skyldes blandt andet, at nogle af medarbejderne har skiftet branche under coronakrisen.

  • Middelfart Kommune har en ledighed på 2,7 procent og har haft et fald i langtidsledigheden på 45 procent fra april til juli. Det er et fald på 71 ud af 129 langtidsledige.

"Da corona kom, var der nogle, der blev sendt hjem fra hoteller, restauranter og øvrig service. Og da produktionsvirksomhederne kom hurtigt i gang, var de mennesker ikke ledige længere. Der er en del kokke og tjenere, der har opdaget, at de hellere vil gå på arbejde fra fra syv til tre end at arbejde aften og weekend, så der er sket en forrykning," fortæller arbejdsmarkedschef i Middelfart, Jeanette Johansen.

"Efterspørgslen i servicebranchen er blevet accelereret af, at de folk, de havde før, ikke var der længere. De bevægelser har betydet, at det især er i servicebranchen, der mangler arbejdskraft."

Virksomheder samarbejder med jobcentret

Lemvig er den kommune, der procentvis har fået flest langtidsledige ud.

"Vi er utrolig glade for at have det største fald i langtidsledigheden. Det er et lille antal, men det rykker jo meget, og man skal passe på med at sammenligne for meget med andre kommuner," siger jobcenterchef i Lemvig, Lene Nørlund.

  • Lemvig Kommune havde mellem april og juli det største fald i andelen af langtidsledige, nemlig hele 47,5 procent. Det er et fald fra 61 personer til 32. Samtidig havde kommunen også en lav ledighed på 2,5 procent.

De langtidsledige har fået job i flere brancher, viser en gennemgang, som jobcentret har lavet til NB-Beskæftigelse. De er blandt andet blevet ansat i køkken, restauration, handel, bygge og anlæg - og i industrien.

"Vi har politisk fokus på og tradition for et tæt samarbejde med virksomhederne i Lemvig Kommune, og denne relation har fået virksomhederne til at kontakte os under den ekstremt lave ledighed. Virksomhederne har efterspurgt arbejdskraft, og vi har formået at finde de rette til et job, selvom de ikke præcis havde det CV, der blev efterspurgt," siger Lene Nørlund.

Hun roser virksomheder og medarbejdere for at kunne skabe det rigtige jobmatch og for at have skabt plads til de langtidsledige.

"Jo mere sultne virksomhederne er, jo bedre er vi blevet til at lave et match. Derfor er vi meget stolte af vores dygtige medarbejdere," siger Lene Nørlund.

Politisk fokus

Arbejdsmarkedschef Klaus H. Nielsen i Billund har ligesom Lemvig oplevet, at der er sket brancheskift under coronakrisen.

"Jeg var ude ved en restaurationsvirksomhed for nylig, der havde sendt folk hjem under corona, og da de så skulle tilbage, var de væk," fortæller han.

  • Billund Kommune har en ledighed på 2,7 procent og har haft et fald i antal langtidsledige på 44,9 procent fra april til juli. Det er 75 ud af 136, der nu ikke længere er langtidsledige.

"Vi har heldigvis set et stort fald i ledigheden generelt og også i langtidsledigheden, og vi har nu så få ledige tilbage, at de langtidsledige også har mulighed for at komme i arbejde," siger Klaus H. Nielsen.

"Vi har politisk haft fokus på langtidsledighed, og jeg er glad for at se, at det bonner ud, at vi har opmærksomhed på det, og at de screeninger, vi laver, har den tilsigtede effekt," siger Klaus H. Nielsen.

Sidst opdateret: 02/09/2021 - 13:29

Temaer: Langtidsledighed

Emner: Billund Kommune, Lemvig Kommune, Middelfart Kommune, langtidsledighed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]