(Arkiv) 'Jobcentret er lukket fra 12. marts,' står der på sedlen. Det blev startskuddet til de digitale og telefoniske samtaler med ledige, som regeringen og tre andre partier nu vil have gjort til lov.

(Arkiv) 'Jobcentret er lukket fra 12. marts,' står der på sedlen. Det blev startskuddet til de digitale og telefoniske samtaler med ledige, som regeringen og tre andre partier nu vil have gjort til lov.

Aftale: Digitale samtaler med ledige kan fortsætte

Efter et halvt års ledighed skal arbejdsløse selv bestemme, om de vil have digitale, telefoniske samtaler med en sagsbehandler i jobcentret. Det foreslår partierne bag tidlig pension. Samtalerne er dog forligsbelagt, så fire andre partier skal også nikke ja.

Udgivet: 21/06/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Arbejdsløse skal selv kunne vælge, om de vil møde op til samtaler i jobcentre og a-kasser eller tage dem telefon eller digitalt, når de har været ledige i over et halvt år. Kun med den undtagelse, at jobcentret eller a-kassen kan vurdere, at der er behov for et personligt fremmøde.

Muligheden for digitale og telefoniske samtaler giver en besparelse på 39 millioner kroner om året, vurderer Beskæftigelsesministeriet. Besparelsen bidrager til de i alt 300 millioner kroner, der skal spares på jobcentrene i 2022 og bruges til en medfinansiering af tidlig pension - den såkaldte 'Arne-pension.'

De fleste penge skal dog spares på indsatser til unge under 30 år.

Læs også:
Aftale: Besparelse på indsatser for unge på 330 millioner kroner

Ud over regeringen er SF, DF og Enhedslisten med i aftalen, men ændring af samtaleformen kræver også godkendelse af forligsparter fra tidligere reformer. Det er Radikale, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Gode erfaringer fra corona-krise

Partierne henviser i aftalen til de gode erfaringer med digitale og telefoniske samtaler under coronakrisen, hvor der i lange perioder har været skrappe restriktioner i forhold til fysisk fremmøde på jobcentrene.

"Det har der været stor tilfredshed med blandt borgere og medarbejdere i kommuner og a-kasser. Aftalepartierne er derfor enige om, at borgerne skal have større fleksibilitet og mulighed for selv at vælge mødeformen ved en samtale," hedder det.

Det er i aftalen ikke nærmere beskrevet, hvad det er, der kan spares på ved at omlægge nogle af samtalerne. Det fremgår heller ikke hvor stor en andel af samtalerne, der forventes at blive gennemført digitalt, telefonisk eller ved fysisk fremmøde.

Mens andre dele af aftalen mellem partierne bag tidlig pension træder i kraft 1. januar 2022, kan besparelsen ved ændring af mødeformen først for alvor slå igennem i midten af året, da der endnu ikke er udviklet it-understøttelse til det. Ledige skal derfor i første halvdel af 2022 orienteres om, at de selv kan vælge, hvordan samtalen skal foregå.

Aftalen gælder ikke ledige i integrationsprogrammet.

Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21

Emner: Jobcenter

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]