
I Aalborg bliver ledige uddannet i tre dage, så de kan blive ansat som testpersonale i kommunen. - Foto: Louise Krogsgaard Nielsen
Jobcentre uddanner testere til skoler og plejehjem
To nordjyske kommuner rekrutterer testere til kviktest i folkeskolen og til ansatte på plejehjem. I begge kommuner får de nye medarbejdere løn under sygdom.
Udgivet: 25/03/2021
Ansættelse af midlertidigt corona-personale i staten har givet anledning til kritik, fordi de ansatte under store smitteudbrud ikke havde ret til løn under sygdom på vikarbureauers overenskomster.
Men sådan er det ikke i Aalborg og Rebild kommuner, som NB-Beskæftigelse har talt med. Her er det jobcentrene, der rekrutterer testpersonalet. I begge kommuner er der løn under sygdom.
Aalborg Kommune er ved at ansætte omkring 150 testere, der skal i gang med at kvikteste skolebørn, der vender tilbage til skolen. Kommunen har lavet en koncernløsning, så alt testpersonale til folkeskoler, sprogskoler og personale på plejehjem findes blandt de arbejdsløse, der er registreret i jobcentret. Jobcentret står også for tre dages uddannelse i samarbejde med Falck, AOF og kommunens egne sygeplejersker.
Testpersonalet arbejder på en overenskomst, som kommunen har indgået med den lokale afdeling af FOA. Det er en såkaldt 'begivenhedsbegrænset ansættelse,' der betyder, at de ansatte kan opsiges med kort varsel, når der ikke længere er brug for dem.
"Hvis testopgaven pludselig går fuldstændig over til selvtest, kan vi nedskalere med kort varsel. Vi navigerer jo i usikkerhed. Lige til i går (tirsdag, red.) var vi i tvivl om, hvor mange vi havde brug for efter påske. Om det var de 90, vi havde, eller de 147, vi har behov for nu," forklarer Michael Friis Larsen, der er sekretariatschef i Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune.
Dimittender i arbejde
Testpersonalet i Aalborg er indplaceret på løntrin 11 i overenskomsten for social- og sundhedspersonale, som er indgået mellem KL og FOA. De får dertil et tillæg, der betyder, at de kommer op på cirka 23.500 kroner om måneden.
"De får løn under sygdom og ved barns sygdom, og de har en betalt spisepause på en halv time. Vi fik også med, at hvis social- og sundhedspersonale så meget som bruger deres uddannelse, så skal vi have en ny forhandling," fortæller næstformand i FOA Nordjylland, Pia Pedersen.
"Det er dog mest dimittender, der er glade for at få noget på deres CV, og så kan de også få løftet deres dagpengesats fra knap 14.000 til godt 19.000 kroner, hvis de har arbejde i mindst seks måneder."
Testpersonalet er ansat i 37 timer om ugen. Det var vigtigt for fagforeningen, at det blev fuld tid, så ingen risikerer at gå ned i dagpengeniveau efter arbejdet som testere.
"Kommunen ville først ansætte på en personlig ordning, men det endte med, at de kom under overenskomsten for social- og sundhedspersonale som uuddannede," siger Pia Pedersen.
Hun oplyser, at aftalen gælder for alt testpersonale til 31. december.
Michael Friis Larsen fra Aalborg Kommune oplyser, at KL har anbefalet kommunerne at ansætte testpersonale på individuelle kontrakter.
Rift om testpersonale
I Rebild Kommune er covid-19 testpersonalet ansat 30 timer om ugen på individuelle kontrakter, der lægger sig op ad overenskomsten, fortæller funktionsleder for sundhedsfremme og forebyggelse, Janne Kristine Møller Olesen.
"Da vi troede, vi kun skulle have fire podere, opslog vi jobbene i en stillingsannonce, som vi også delte med jobcentret. Nu har vi skullet ansætte flere og har haft jobcentret til at rekruttere. Efter påske har vi 18 i alt," fortæller hun.
Testpersonalet er i Rebild funktionæransat og har dermed ret til sygedagpenge fra første dag. De er ansat på en månedsløn med mindst 30 timer om ugen og med mulighed for merarbejde. Ansættelsen er tidsbegrænset, og det betyder, at at ansættelsen ophører uden yderligere varsel, når opgaven forsvinder. Lønnen er på knap 23.400 kroner om måneden.
Der er rift om testpersonalet i området. Janne Kristine Møller Olesen fortæller, at Rebild har fået en ny medarbejder, der kom fra en lavere løn i en anden kommune. Falck har også overtaget en medarbejder fra Rebild, fordi timelønnen der er højere.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Emner: Beskæftigelsesindsats, Aalborg Kommune, Rebild Kommune




































