Ghettolisten har fået politikerne til at fokusere mere på beskæftigelse i en boligsocial helhedsindsats, siger projektchef i Fredericia, Kaster Søstrøm Müller. Han arbejder blandt andet med Korskærparken, der kom af ghettolisten i år.

Ghettolisten har fået politikerne til at fokusere mere på beskæftigelse i en boligsocial helhedsindsats, siger projektchef i Fredericia, Kaster Søstrøm Müller. Han arbejder blandt andet med Korskærparken, der kom af ghettolisten i år.

Projektchef: Ghettolisten er en motiverende faktor til beskæftigelsesindsats

Risikoen for at komme på ghettolisten får kommuner til at skyde penge i beskæftigelsesindsatser i almene boligområder. 'Med pistolen for panden er der kommet stort fokus på, at det skal lykkes, det her,' siger projektchef i boligområde.

Udgivet: 17/12/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

På trods af utilfredshed blandt kommunalpolitikere og beboere har den landsdækkende ghettoliste skærpet interessen for at lave boligsociale indsatser blandt kommunalpolitikerne, fortæller Kasper Søstrøm Müller. Han er projektleder for en boligsocial helhedsplan i Fredericia og var tidligere ansat som beskæftigelseskoordinator i arbejdet med helhedsplaner i Aarhus.

"Man har kunnet se pistolen for panden med truslen om nedrivning af boligområder. Der kom rigtig stort fokus på, at nu skal det lykkes på det her. Man gik fra en eller to fra jobcentret til at ansætte en del flere, og vi har fået stærkere bestyrelser." fortæller han.

I Fredericia er boligorganisationer og kommunen i gang med en fireårig boligsocial helhedsplan for to boligområder, Korskærparken og Sønderparken.

Bestyrelsen for projektet består af to kommunale direktører, to direktører for boligorganisationerne og erhvervsdirektøren fra Business Fredericia.

Fra kommunen sidder koncerndirektørerne for børne- og ungeområdet og for voksen- og ældreområdet, der også omfatter beskæftigelsesindsatsen. Også et politisk udvalg følger helhedsplanen.

Det er et udtryk for en høj prioritering af indsatsen, og det samtidig en stor fordel for det konkrete arbejde, lyder det fra Kaster Søstrøm Müller.

"De er effektive at trække på, når man løber ind i udfordringer," siger han.

Støt stigning i beskæftigelsesfrekvensen

Korskærparken har været på ghettolisten i ni år, siden listen blev indført i 2010. Kommunen satte sin første boligsociale helhedsplan i gang i området det samme år, som den første ghettoliste kom. Fra 2013 har der været fokus på beskæftigelse, og frem til 2018 steg beskæftigelsesfrekvensen med fem til otte procentpoint.

Netop i december 2018 kom Korskærparken af ghettolisten. Og heldigt nok for området, for i 2018 kom 'Parallelsamfundspakken,' hvor den daværende VLAK-regering sammen med Socialdemokratiet, DF og SF besluttede, at boligområder, der har stået på ghettolisten i fire år, er 'hårde ghettoer'. Det udløste et krav om at skære andelen af almene familieboliger ned til 40 procent inden 2030 (se note om overgangsordning nederst i artiklen).

Korskærparken kom igen på listen i 2019. Lidt tilfældigt: Der manglede to i arbejde, og der var to ikke-vestlige beboere for mange til at klare testen.

1. december 2020 kunne Korskærparken igen forlade ghettolisten, fordi boligområdet nu lever op til fire ud af af fem krav, der skal indfries for at forlade listen. Under 40 procent af beboerne står uden for arbejdsmarkedet. Under 50 procent har ikke-vestlig baggrund.

Gennemsnitsindkomsten ligger også over grænsen i kriterierne, og området har altid ligget lavt på domme for kriminalitet.

"Korskærparken er ikke en kriminalitetsghetto. Vi har heller ikke organiserede bander," fortæller Kasper Søstrøm Müller.

Kun på det sidste kriterier om uddannelse er der stadig et stykke vej til den fastsatte grænse. Se udviklingen i Korskærparken i forhold til kriterierne på ghettolisten her.

Artiklen fortsætter under grafikken.

null

Stigning i Beskæftigelse er fortsat under coronakrisen

Den seneste boligsociale helhedsplan blev sat i gang i 2019 og kører frem til 2022. Den bygger videre på tidligere indsatser og har som vigtigste mål at få flere i arbejde og uddannelse.

"Det er nogenlunde den samme positive udvikling som før. Der er rigtig mange nye coronajob, blandt andet i rengøringsbranchen, i supermarkeder, med lagerarbejde og kørsel. Vi har fokuseret på beskæftigelse, for vi har ikke kunnet lave byhøjskole og fællesskaber," siger Kasper Søstrøm Müller.

"Men der kan jo ske noget endnu. Hvis der for eksempel er en fabrik, der lukker, har det stor betydning. Vi venter stadigvæk på at se den store regning for corona."

Note

* I Parallesamfundspakken fra 2018 blev der lavet en overgangsperiode, hvor boligområder skal have været på ghettolisten i fem år, før de får krav om at nedbringe de almene familieboliger til 40 procent. Fra 2021 er det igen fire år.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34

Temaer: Beskæftigelsesindsats

Emner: Beskæftigelsesindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]