
(Arkiv) Unge faglærte har under halvt så stor arbejdsløshed som unge med en videregående uddannelse, viser ny analyse fra 3F. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Faldende ledighed blandt unge faglærte
Ledigheden er mere end dobbelt så høj blandt unge med en lang videregående uddannelse end blandt unge med en erhvervsfaglig uddannelse, viser ny 3F analyse.
Udgivet: 17/11/2020
Er du ung og skal du til at vælge uddannelse? Så er en erhvervsfaglig uddannelse et godt bud. Ledigheden blandt unge med en lang videregående uddannelse er nemlig mere end dobbelt så høj end blandt dem med en erhvervsuddannelse, som for eksempel tømrer- murer- eller kokkeuddannelsen. Det skriver Fagbladet 3F.
En ny økonomisk analyse fra 3F viser, at mellem 2013 og 2019 er ledigheden blandt de 25-29-årige med en erhvervsfaglig uddannelse faldet fra ni procent til fem procent. I samme periode har ledigheden for unge med en lang videregående uddannelse ligget nogenlunde stabilt omkring 12.
Jesper Grunnet-Lauridsen er økonom hos 3F og forfatter til analysen, der er baseret på de officielle ledighedstal fra Danmarks Statistik. Han fortæller, at analysens resultater peger på en generel tendens, der har været længe undervejs og ikke skyldes corona-pandemien.
- Tallene tyder på, at der er stor efterspørgsel efter unge med en erhvervsfaglig uddannelse. Samtidig ser vi gennem en årrække, at mens antallet af unge, der vælger en lang videregående uddannelse er steget, så falder antallet, der vælger en erhvervsuddannelse.
Ifølge analysen er antallet af unge, der hvert år tager en lang videregående uddannelse steget fra 17.000 i 2013 til knap 24.000 i 2019. For erhvervsuddannelserne er antallet faldet fra 32.000 til 26.000 i samme periode.
Ifølge Jesper Grunnet-Laudridsen viser tallene, at stort set alle typer af erhvervsuddannelse har lav ledighed. Blandt de akademiske uddannelser har især humanistiske uddannelser høj ledighed, men også inden for mange andre fagområder er ledigheden høj blandt unge akademikere.
- Som det er nu, ser det ud til, at der er lidt for mange, der tager en lang videregående uddannelse og for få der tager en erhvervsuddannelse, hvis vi skal møde efterspørgslen på fremtidens arbejdsmarked, siger han.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Temaer: Beskæftigelse
Emner: Unge







































