Jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen påvirkes af de høje smittetal. Her er sundhedsminister Magnus Heunicke på Københavns Vestegn for at fortælle om tiltag mod smittestigningen i landets hårdest ramte kommuner.

Jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen påvirkes af de høje smittetal. Her er sundhedsminister Magnus Heunicke på Københavns Vestegn for at fortælle om tiltag mod smittestigningen i landets hårdest ramte kommuner. - Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Ingen bliver smittet på jobcentret, melder chefer i hårdest ramte kommuner

Corona rykker tæt på medarbejderne. Det påvirker også beskæftigelsesindsatsen. Arbejdsmarkeds- og jobcenterchefer fortæller om en forandret hverdag.

Udgivet: 05/11/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Albertslund, Høje-Taastrup, Vallensbæk og Ishøj kommuner havde igen onsdag en kedelig rekord med de højeste smittetryk i landet. Der har været smittede blandt personalet på jobcentrene, men de er ikke blevet smittet på arbejde, fortæller jobcentercheferne.

"Vi har medarbejdere, der har været syge med corona, men de er blevet smittet andre steder. Vi har ingen smitte kørende hos os," siger jobcenterchef i Albertslund, Jan Eriksen.

"Det mønster, vi ser lige nu, er, at rigtig mange børn er smittet. De tager smitten med hjem og smitter forældrene. Lige før du ringede, var jeg inde og kigge på Albertslund. Vi har lige nu 122, der er smittet med covid-19, hvor de 33 er mellem 10 og 19 år."

"Vi har haft to smittede medarbejdere i jobcentret. De er blevet smittet ved private sammenkomster og har ikke været på arbejde i tiden op til, de blev smittede. Vi har ikke haft nogen, der er blevet smittet ved at være fysisk på arbejde i jobcentret," skriver Michael Wittendorff, jobcenterchef i Høje-Taastrup, i en mail.

Også Vallensbæk jobcenter har haft smittede medarbejdere, der ikke kan henføres til arbejdet, skriver jobcenterchef René Sigaard Mikkelsen.

Metoden til at undgå smitten er først og fremmest hjemmearbejde og at begrænse åbningstiden i jobcentrene.

I Vallensbæk arbejder medarbejderne på skift hjemmefra. I Albertslund arbejder langt de fleste hjemme, og i Høje-Taastrup arbejder næsten alle medarbejdere hjemme.

"Siden sommerferien er vi gået fra, at cirka halvdelen var hjemme, til at vi i september kom ned på, at 15-20 stykker ud af 130 var på arbejde ved den første stigning i smitten. Nu er vi omkring fem-ti stykker inde dagligt i et lille nødberedskab," Michael Wittendorff.

Smittetryk påvirker beskæftigelsesindsats

Det høje smittetryk påvirker beskæftigelsesindsatsen, lyder det fra jobcentercheferne. Selvom medarbejderne arbejder hjemme, er beskæftigelsesindsatsen er ikke suspenderet, og derfor skal de ledige i aktivering.

"Motivationsarbejdet kan være ret svært, og der er også virksomheder, der tænker over, hvem de lukker ind. Nogle af dem har jo fyret folk og har andre på arbejdsfordeling. Det er ikke så nemt som før," siger Jan Eriksen, Albertslund.

"I vejlednings- og afklaringsforløb har vi halveret holdene, så der er otte på et hold i stedet for 15-20 stykker. Vi holder afstand og skal være sikre på ikke at smitte hinanden."

I Høje-Taastrup bekræfter Michael Wittendorff billedet.

"Det er blevet væsentligt sværere at få udsatte borgere i virksomhedspraktikker. Mange borgere er utrygge og frygter at skulle ud på en arbejdsplads eller at skulle møde op i vores aktivitetshus. Derfor tager det længere tid med aktivering for nogle af målgrupperne," siger han.

De mange samtaler med de nyledige foregår næsten alle over telefon eller digitalt. Der er dog få borgere, der af forskellige grunde har brug for fysiske møder.

"Så møder de hjemsendte op til samtale med borgeren i et samtalerum. De må bare ikke bruge for meget tid på deres kontor," siger Michael Wittendorff.

Ledige i job

På trods af flere måneder med et højt smittetryk kommer ledige stadig i job i vestegnskommunerne. Her et overblik over udviklingen til og med september måned.

Fakta om smittetrykket

Albertslund, Høje-Taastrup, Vallensbæk og Ishøj kommuner havde onsdag det højeste smittetryk i landet. I Albertslund var der onsdag 122 smittede. I Høje-Taastrup var 218 smittede. I Vallensbæk var der 63 og i Ishøj 83. Jobcentret i Vallensbæk dækker også Ishøj Kommune. I Ballerup var 144 smittede onsdag.

Omregnet til et sammenligneligt folketal havde Albertslund det højeste smittetryk med 441 af 100.000, mens Høje-Taastrup havde en incidens på 431. Vallensbæks incidens var 381 og Ishøjs 363. Ballerup havde onsdag en incidens på 296.

Ifølge sundhedsmyndighederne er der grund til bekymring ved en incidens på over 20 ud af 100.000.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Emner: Jobcenter, Jobcenterlukning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]