"Når man laver politik, antages det ofte, at vi som mennesker kan gennemskue, hvad paragraffer og økonomiske incitamenter betyder for os og, og at vi handler rationelt på dem. Men en masse studier, der under ét kaldes adfærdsøkonomi, viser, at vi i virkeligheden ikke er så rationelle. Dels har vi begrænset rationalitet i vor tænkning, dels har vi begrænsede handleevner. " siger professor ved Roskilde Universitet, Jon Kvist.

Han er nyslået medlem af regeringens 'Kommission for 2. generationsreformer, de nye reformveje,' som finansminister Nicolai Wammen (S) og formand for kommissionen økonomiprofessor Nina Smith fremlagde onsdag.

Til JyllandsPosten siger ministeren og professoren, at de med 2. generationsreformerne tager afsked med "gulerod" og "pisk" i stedet vil tage afsæt i det, der bliver kaldt adfærdsøkonomi.

Adfærdsøkonomi er en fællesbetegnelse for en retning med baggrund i blandt andet psykologiske, sociologiske og økonomiske studier. Også hjerneforskning indgår i studierne, fortæller Jon Kvist. Han er samtidig medlem af Ydelseskommissionen og har tidligere været medlem af Dagpengekommissionen (2014-2015).

Det var i den forbindelse, han første gang talte med Nina Smith om adfærdsøkonomi som et supplement til det traditionelle reformspor med økonomiske incitamenter.

Designet bliver anderledes

De gamle reformer har blandt andet forsøgt at motivere ledige til at komme i arbejde ved at sænke ydelserne. Det kan også ske med de nye reformer, men tænkt på en anden måde.

"Vi har regnet med, at de traditionelle styringsmidler - som penge og paragraffer - virker, men så finder vi ud af, at folk ikke opfører sig på den måde. Det nye er, at man anvender den viden til at lave politik. Så den måde, man designer og implementerer politik på, bliver anderledes," siger Jon Kvist.

"Det interessante er, at man også får en anden opfattelse af problemernes karakter, når man holder op med at antage, at folk altid er 100 procent rationelle og kan handle på deres ønsker. Fra at ledige er borgere, der potentielt misbruger systemet, bliver de til borgere, der navigerer i systemet"

"Hvis man tager højde for, at vi ikke er fuldt rationelle, kan et af de vigtige problemer være, om folk ikke kan overskue systemet og forstå, hvad der er til deres eget bedste. For eksempel kan de måske ikke se deres økonomiske interesser, og selv hvis de kan se dem, kan man ikke gå ud fra, at de kan handle på dem."

Irrationelle tommelfingerregler

For praktikere i beskæftigelsesindsatsen er det nok ikke en overraskelse, at systemet kan være svært at gennemskue, og at mennesker ikke altid kan handle rationelt, men det indgår ikke i de traditionelle økonomiske incitamentsstrukturer.

Det gør det til gengæld i adfærdsøkonomien, og Jon Kvist henviser til, at der er uddelt tre nobelpriser i økonomi til denne tankegang. De er givet til forskere med baggrund i henholdsvis psykologi, jura og økonomi.

"Der er mange mulige grunde til, at folk ikke handler rationelt," siger Jon Kvist. I økonomien taler man om, at mennesker har nogle bias, eller "fejl" i den måde, vi opfatter verden på.

"Vi har nogle heuristikker – eller beslutningsregler – som heller ikke er rationelle; nogle tommelfingerregler. Det kan være, at hvis vi skal ja eller nej til et jobtilbud, at vi så ser det i forhold til den tidligere løn, vi har haft, eller vi ser på andre, som vi mener er ligesom os. På den måde har vi en forankring af præferencer. Vi er knyttet op på en kontekst."

Det skal være nemt og hurtigt

Adfærdsøkonomien bygger på den antagelse, at vi har to måder at træffe beslutninger på. Den første er den intuitive, hurtige beslutning, som vi tager ofte ubevidst på baggrund af vores egne erfaringer, de mennesker vi sammenligner os med, og som er kortsigtet. Den anden er den reflekterede, velovervejede og bevidste beslutning, der tager tid, og som er langsigtet.

"Tesen er, at vores psyke er bygget op om, at ting skal være nemme. Når tingene bliver for svære eller ubehagelige, tenderer vi til at udskyde beslutninger eller at tage dem på den nemme og hurtige måde," forklarer Jon Kvist.

Samtidig er mennesker mere følsomme over for udsigten til at miste end til at tabe, viser forskningen.

Her kommer 'nudging' ind, som også er en del af teorigrundlaget. Nudging kender vi bedst fra den farvede tape, der skal få os til at holde afstand i supermarkedet, eller pile, der skal få os til at gå den rigtige vej i lufthavnen. Men nudging kan også ifølge adfærdsøkonomer få mennesker til at træffe mere rationelle valg, der er til gavn både for dem selv og for samfundet.

Eksemplet i forskningen er en pensionsaftale på en række virksomheder i USA, hvor man tilbød medarbejderne, at de kunne spare op til pension af kommende lønstigninger. De mistede altså ikke noget her og nu, men havde udsigt til en pension, der kunne gavne dem på længere sigt.

Nudging førte til senere karensdage i dagpengesystemet

I den danske dagpengekommission (2014-2015) blev det diskuteret at indføre karensdage ved arbejdsløshed på grund af en afskedigelse, som andre lande har.

Det princip forstod den daværende LO-formand Harald Børsting ikke, fortæller Jon Kvist.

"Hvorfor skulle karensdage ligge lige i starten, hvor man ikke har mulighed for at påvirke at man blev ledig. Hvorfor placerede man dem ikke senere, hvor folk har haft en mulighed for at reagere på dem, spurgte han."

Det fik Kommissionen til at tænke i adfærdsøkonomiske baner om 'nutidspræferencer', ’status quo bias’ og 'tabsaversion', - altså at man bekymrer sig mere om situationen her og nu, ofte holder fast i nuværende situation og er mere bekymret for at miste noget end at have udsigt til noget.

Resultatet blev, at forsikrede ledige nu får en karensdag uden ydelse hver fjerde måned, hvis de ikke har haft arbejde i 148 timer i perioden forud.

Som eksemplet viser, er det stadig et økonomiske incitament, der skal få den ledige i arbejde. Adfærdsøkonomien afskaffer altså ikke i sig selv de gamle økonomiske incitamenter, men bygger ovenpå ved at forenkle valg og tydeliggøre incitamenter. Dels på bekymringen for at miste penge - og inden for kort tid, her fire måneder, og ikke først ved dagpengeperiodens udløb.

"Ved at gøre det gentagne gange, bliver den ledige aktiveret flere gange," siger Jon Kvist, der fortæller, at baggrunden var, at tre ud af fem havde under to måneders arbejde, når de røg ud af dagpengesystemet, og knap 25 procent havde nul timer.

"Man skal selvfølgelig være opmærksom på at nogle ledige er i en situation, hvor de ikke kan handle. To ud af tre kontanthjælpsmodtagere har problemer udover ledighed, hvorfor det ikke ville give mening at spille på tabsaversion og nutidspræferencer overfor dem" siger han.

Opsummerende siger Jon Kvist:

"Der er grænser for, hvor langt du kan komme med paragraffer og økonomiske incitamenter alene – det, der ligger i 2. generation er, at man går ud over det."

Jon Kvist forsker i velfærdspolitik, velfærd, komparativ offentlig politik, europæisering, og metode på Roskilde Universitet

Invitation til at bidrage til reformerne

Mens adfærdsøkonomi er afsættet for arbejdet i kommissionen for 2. generationsreformer, bliver det ikke det eneste, der indgår i overvejelserne om beskæftigelsesindsatserne.

Ifølge kommissoriet for arbejdet vil et bredt spektrum af interesseorganisationer og forskere blive inddraget i arbejdet:

"Kommissionen vil med åbne og udadvendte aktiviteter gøre brug af en værkstedsform. Her vil andre interessenter – såsom arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet, interesseorganisationer, tænketanke og særligt sagkyndige – blive inviteret til at bidrage med faglige idéer og forslag til udviklingen af reformpolitikken. Det skal blandt andet ske ved et antal temamøder med skiftende deltagerkreds, herunder de relevante ministre."