(Arkiv) Nina Smith er formand for den nye "Kommission for 2. generationsreformer, de nye reformveje.” Hun er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

(Arkiv) Nina Smith er formand for den nye "Kommission for 2. generationsreformer, de nye reformveje.” Hun er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. - Foto: Thomas Lekfeldt / STF/Ritzau Scanpix

Forstå på fem minutter: Uddannelse helt centralt i regeringens vision for 2. generationsreformer

Bedre uddannelser for alle. Flere skal i job. Der skal skabes flere og bedre job. Det er ambitionen for det reformarbejde, finansministerens nyudnævnte kommission skal arbejde med i to år. Økonomiprofessor Nina Smith er formand.

Udgivet: 22/10/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Finansminister Nicolai Wammen (S) og professor i økonomi Nina Smith fremlagde tirsdag deres vision for såkaldte '2. generationsreformer', som en ny kommission skal udvikle over de kommende to år.

De mange arbejdsmarkedsreformer med et snævert fokus på økonomiske incitamenter er udtømt, mener både regeringen og formanden for kommissionen, Nina Smith.

I stedet lægger regeringen op til at bygge oven på de gamle reformer med nye såkaldt 2. generationsreformer, hvor omdrejningspunktet er uddannelse.

Det kniber dog med at få unge og ufaglærte til at uddanne sig. Hensigten med reformerne er derfor at ændre borgernes adfærd.

Groft sagt skal de unge og de ufaglærte 'nudges'. Ligesom rødt tape i supermarkedet får os til at holde afstand, og pile får os til at gå den rigtige vej, skal 2. generationsreformerne skabe et design, der skal få borgerne til at vælge det, der er bedst for både dem selv og for samfundet.

Både psykologi og sociologi indgår i teorien bag adfærdsøkonomi, der skal anvendes i kommissionens arbejde, fortalte Nina Smith til JyllandsPosten tirsdag.

"Ledige kan ikke altid gennemskue dagpengesystemet. Men hvis man ikke kan forstå systemet, kan det være, at man kommer til at agere kortsigtet. Kan man her med adfærdsøkonomiske tilgange få folk til at handle på en anden måde, kan det have en effekt," sagde professoren.

Læs også:
Medlem af ny kommission: 'Folk opfører sig ikke, som man antager i konventionel økonomi'

Problemerne

2. generationsreformerne skal sætte en langsigtet proces i gang, der skal løse nogle af de mest presserende problemer på arbejdsmarkedet. I kommissoriet for kommissionens arbejde peges der på disse problemer:

* Der er fortsat en stor gruppe på op til 50.000 unge under 25 år, der ikke har en ungdomsuddannelse, og som hverken er i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse.

* Der er høj dimittendledighed for en række universitetsuddannelser, samtidig med at arbejdsmarkedet har behov for kvalificeret arbejdskraft, og produktivitetsvæksten i dansk erhvervsliv er lavere end tidligere.

* Der er fortsat lav beskæftigelse især blandt kvinder med ikke-vestlig baggrund.

Målgrupperne for reformerne er unge, nyuddannede, indvandrere og især ikke-vestlige, ufaglærte og sygemeldte, kan man læse i et dokument om potentialerne i de nye reformer.

Større arbejdsudbud og velstand

De nye reformer skal som de gamle øge arbejdsudbuddet. Med det store fokus på uddannelse ønsker regeringen også at øge produktiviteten i virksomhederne og på sigt skabe større velstand "via investeringer i den danske velfærdsmodel eller justeringer i forhold til styringen og indretningen af den offentlige sektor og rammebetingelserne for erhvervslivet," kan man læse i kommissoriet.

Det er dog ikke muligt at regne på effekterne på arbejdsudbuddet på forhånd.

Der skal løbende afrapporteres om 'oplæg og ideudvikling' til seks ministre: Finansministeren (formand), beskæftigelsesministeren, børne- og undervisningsministeren, erhvervsministeren, uddannelses- og forskningsministeren samt udlændinge- og integrationsministeren.

Kommissionen starter sit arbejde i efteråret og skal afslutte det i 2022.

Invitation til at bidrage til reformerne

Mens adfærdsøkonomi er afsættet for arbejdet i kommissionen for 2. generationsreformer, bliver det ikke det eneste, der indgår i overvejelserne om beskæftigelsesindsatserne.

Ifølge kommissoriet for arbejdet vil et bredt spektrum af interesseorganisationer og forskere blive inddraget i arbejdet:

"Kommissionen vil med åbne og udadvendte aktiviteter gøre brug af en værkstedsform. Her vil andre interessenter – såsom arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet, interesseorganisationer, tænketanke og særligt sagkyndige – blive inviteret til at bidrage med faglige idéer og forslag til udviklingen af reformpolitikken. Det skal blandt andet ske ved et antal temamøder med skiftende deltagerkreds, herunder de relevante ministre."

Medlemmer af kommissionen:

Professor Nina Smith, Aarhus Universitet (formand)

Professor David Dreyer Lassen, Københavns Universitet

Professor Philipp Schröder, Aarhus Universitet

Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet

Jørgen Søndergaard, seniorforsker i VIVE

Professor Jon Kvist, Roskilde Universitet

Agnete Raaschou-Nielsen, bestyrelsesformand for Arkil Holding og Danske Invest

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Temaer: Reformer

Emner: Beskæftigelsesindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]