Efter succes med at få flygtninge i arbejde kom corona. "Man kører dem ud af arbejdsmarkedet igen i busser. Vi mangler fuldstændig et systematisk og metodisk efterværn i forhold til som sikrer, at de jobudvikles og fastholdes i job," siger Lars Larsen, konsulent og partner i LG Insight.

Efter succes med at få flygtninge i arbejde kom corona. "Man kører dem ud af arbejdsmarkedet igen i busser. Vi mangler fuldstændig et systematisk og metodisk efterværn i forhold til som sikrer, at de jobudvikles og fastholdes i job," siger Lars Larsen, konsulent og partner i LG Insight. - Foto: LG Insight

Virksomheder: Sproget er største barriere for flygtninge i job

Der skal mere danskundervisning til. Det er den klare konklusion på en undersøgelse blandt 300 virksomheder, som har peget på de største barrierer for flygtninge i arbejde. Samtidig skal jobcentrene oppe sig.

Udgivet: 01/10/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

300 virksomheder har svaret på, hvad de ser som de største udfordringer ved at ansætte flygtninge. Svaret er enkelt: De skal lære noget mere dansk.

"De peger simpelthen på, at de har svært ved at løfte dem rigtigt ind i jobbet på grund af sprogbarrieren," siger Lars Larsen, der er partner og konsulent i analyse- og konsulentfirmaet LG Insight.

Derfor efterlyser de mere undervisning og gerne på arbejdspladsen eller gennem virtuelle forløb.

Lars Larsen mener, der er behov for mere danskundervisning i forbindelse med aktivering for at få løftet sproget. Han henviser til forskningsresultater fra både Københavns Universitet og VIVE, der viser, at det giver en højere beskæftigelsesgrad at have tre dages danskundervisning og to dages arbejde end omvendt, to dages danskundervisning og tre dages arbejde.

"Det er interessant i en dansk sammenhæng, fordi der er begrænsning på danskundervisning på 15 timer om ugen i integrationsprogrammet, som også omfatter virksomhedstilbud. Det kunne godt være, vi skulle kigge lidt på det."

Læs også:
KL's Integrationstræf: Derfor rammes flygtninge og indvandrere hårdere af coronakrisen

Jobcentre ved for lidt før ansættelser

Evalueringen viser også, at nogle af virksomheder har svært ved at få et ordentligt samarbejde med jobcentrene, når de ansætter ledige med flygtningebaggrund.

"Mange kommuner har fjernet den specialiserede integrationsindsats og mainstreamet den i afdelinger med jobparate og sygedagpenge og så videre. Den specialviden, som kommunerne har haft i nogle år, er i nogle kommuner blevet mindre, så det at få etableret et samarbejde og få støtte og rådgivning er blevet sværere," siger Lars Larsen.

Derfor kan der godt være for store forventninger til, hvad en flygtning kan, når han eller hun bliver ansat i en virksomhed.

"Det handler om at få lavet grundig screening med kompetenceafklaring. Hvor er borgeren, når vi starter i forhold til faglige og sproglige kompetencer."

"Virksomhederne er skuffede over, at de har ringere forudsætninger end de havde forventet, at de fagligt ikke er på det begynderniveau, som de havde håbet. De skal i stedet hente dem længere nede på kompetencestigen og selv bruge mere tid til at screene og mere ledelseskraft på at få dem introduceret og oplært end gennemsnittet."

Der også mange gode erfaringer med i evalueringen fra virksomhederne.

"De kan se, at der er en arbejdskraftreserve, der er interessant for dem. I en mere normal situation, hvor der er mangel på arbejdskraft, vil virksomhederne være interesseret i interesseret i at udvide arbejdskraftreserven, også med flygtninge," siger Lars Larsen.

200 i arbejde gennem projekter

Svarene fra de 300 virksomheder indgår i en evaluering af en fire-årig indsats for at ansætte flygtninge i industrien. Projektet er støttet af Industriens Fond, og erfaringerne skal bruges fremadrettet. Det løb fra 2016 til 2020 under titlen "Øget udbud af arbejdskraft gennem hurtigere integration."

Knap 800 flygtninge med mindre end tre år i Danmark har været med i forløb gennem otte forskellige projekter, hvor jobcentre, virksomheder og uddannelsesinstitutioner har arbejdet sammen.

Mere end 200 har fået arbejde, heraf knap 80 i IGU-forløb med forventet ansættelse bagefter. Op mod 50 er startet på industrioperatøruddannelsen.

Det er især industrivirksomheder inden for fødevarer, metal og elektronik, der har været med i projekterne.

"Det er de brancher, som før corona stod i stor vækstsituation. For fødevareindustrien er der fortsat gode forhold, mens metal og elektronik er hårdt ramt," siger Lars Larsen.

Temadage for kommuner og virksomheder

LG Insight holder i samarbejde med KL i den kommende tid temadage for kommuner om erfaringerne fra projektet for at få flere flygtninge i arbejde.

På temadagene vil der blive lagt vægt på jobcentrenes opgave før en ansættelse. Det er formuleret sådan i evalueringen:

null

Stort tilbageslag under corona

Temadagene vil også sætte fokus på de flygtninge, der er blevet fyret under coronakrisen, fortæller Lars Larsen.

Indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund havde søndag haft en stigning i ledigheden på 19,1 procent siden marts. Det er en betydelig større andel end danskere, der havde en stigning i ledigheden på 14,9 procent i samme periode, viser tal fra Jobindsats.dk.

"Der er ingen, der følger op på flygtningene, mens de er i job. Vi mangler fuldstændig et systematisk og metodisk efterværn i forhold til dem, der har fået job, som sikrer, at de jobudvikles og fastholdes i job."

"Vi ser det jo nu under corona, hvor man kører dem ud af arbejdsmarkedet igen i busser. Jeg angriber ikke First Job strategien, for selvfølgelig skal de i job, når der er de laveste indgangsforudsætninger (før corona, red.). Men hvis vi ikke som en væsentlig del af integrationen får givet dem nogle uddannelser, og så får vi et tilbageslag i integrationsindsatsen."

Coronakrisen har været en mavepuster til integrationen på arbejdsmarkedet.

"Vi skal også lære af de her kriser. Der er ingen, der tager det ansvar på sig. I januar fejrede vi en rekord i beskæftigelse for integrationsborgere. Alt så ud til, at nu skulle vi kun have kvinderne i job. Vi havde et rekordlavt antal indvandrere og flygtninge på offentlig forsørgelse, og så lukkede det."

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Temaer: Beskæftigelse

Emner: Integration

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]