"Det er helt oplagt, at den her krise vil give et ekstra skub fra lavtuddannede over mod nogen med flere kvalifikationer," siger forskningschef i Rockwool Fonden, Jan Rose Skaksen. Det rammer i højere grad flygtninge og indvandrere.

"Det er helt oplagt, at den her krise vil give et ekstra skub fra lavtuddannede over mod nogen med flere kvalifikationer," siger forskningschef i Rockwool Fonden, Jan Rose Skaksen. Det rammer i højere grad flygtninge og indvandrere. - Foto: Rockwool Fonden

KL's Integrationstræf: Derfor rammes flygtninge og indvandrere hårdere af coronakrisen

De er ofte ufaglærte i brancher, der er særlig hårdt ramt af krisen. Samtidig sker der et teknologihop, der gør uddannet arbejdskraft mere efterspurgt, siger forskningschef i Rockwool Fonden, Jan Rose Skaksen.

Udgivet: 01/10/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Der er tre økonomiske forklaringer på, at flygtninge og indvandrere oftere er blevet arbejdsløse under coronakrisen, og at nogle af dem risikerer at komme til at hænge fast i ledighed, mener forskningschef i Rockwool Fonden, Jan Rose Skaksen.

Han fremlagde i dag sin analyse for deltagerne i KL's årlige Integrationstræf, der af coronahensyn blev afholdt virtuelt.

De tre forklaringer hænger sammen.

"Under kriser går det hårdest ud over ufaglærte. Det så vi under finanskrisen, og det er præcis det, vi ser igen," siger Jan Rose Skaksen til NB-Beskæftigelse.

Da de fleste flygtninge og indvandrere er i job som ufaglærte, så rammer det også dem. Under coronakrisen er der en særlig grund til, at denne gruppe er mere udsat.

"Den store forskel til finanskrisen er, at corona har ramt de brancher, der har haft succes med at ansætte indvandrere. Især hotel- og restauration, som har mange unge ansat."

Den tredje forklaring er ifølge Skaksen, at der især under kriser kommer teknologiske ændringer, som kræver en bedre uddannet arbejdskraft. Det vender vi tilbage til.

Ifølge den seneste opgørelse over ledigheden under corona fra Jobindsats.dk havde indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund en stigning i ledigheden på 19,1 procent siden marts. Det er en betydelig større andel end danskere, der havde en stigning i ledigheden på 14,9 procent i samme periode. Udviklingen er opgjort i søndags den 27. september.

Læs også:
Konkurser kan få ledigheden til at stige igen

To brancher især ramt hårdt af corona

Jan Rose Skaksen viser en tabel, der dokumenterer, at to mindre brancher, der især er ramt af coronakrisen, har en overvægt af ansatte med ikke-vestlig baggrund.

Ifølge Rockwool Fondens tal, er ikke-vestlige flygtninges og indvandreres beskæftigelse er vokset med over 60 procent fra 2010 til 2019. Hotel- og restaurationsbranchen har stået for 16 procent af stigningen, mens transportområdet har taget sig af andre syv procent.

Som det ses af tabellen nedenfor, har begge brancher en større andel ikke-vestlige ansatte, end deres samlede andel beskæftigede udgør af arbejdsmarkedet.

Mens de ansatte i hotel- og restaurationsbranchen udgør fire procent af alle beskæftigelse, udgør andelen af deres ansatte 11 procent. Altså en tydelig overrepræsentation. Det samme gælder - dog i mindre grad - for transportområdet, hvis ansatte udgør fem procent af alle beskæftigelse, mens de ansatte med ikke-vestlig baggrund udgør otte procent af de beskæftigede på transportområdet.

Tabellen er lavet af Rockwool Fonden på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

null

Teknologispring

Og så til det teknologispring, der kommer i kriser.

Det er et problem for alle ufaglærte, at der gennem mange år har været en stadig større efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft, mens der er mindre bud efter de ufaglærte. Især i krisetider.

"Kompetencegabet er mindre, når der er fuld damp under kedlerne," siger Jan Rose Skaksen.

Når der er mangel på arbejdskraft, er det bedre at ansætte en, der kan lidt end slet ikke nogen. Det er også nemmere for flygtninge og indvandrere at komme ind ad porten, selvom de måske ikke kan sproget så godt.

"Efterspørgslen er i mange år flyttet efterspørgsel fra lavtuddannet arbejdskraft til højtuddannet. Der er kommet flere og flere veluddannede, samtidig med at lønnen røget opad. Det er, fordi der er sket et skifte i efterspørgslen. Vi har kunnet se, at det her skifte sker på den lange bane, men det slår ud i en lavkonjunktur. Der sker der nogle hop. De ufaglærte bliver fyret, og efterspørgslen skifter til de bedre uddannede," siger Jan Rose Skaksen.

Samtidig kommer så et teknologispring, der forstærker den udvikling.

I sit indlæg på KL's Integrationstræf nævnte Skaksen blandt andet mere nethandel, mere It-kommunikation og mere hjemmearbejde. Det har blandt andet betydning for omfanget af butikshandel, transport og rengøring. Dermed har det indflydelse på beskæftigelsen, og hvad der kræves for at blive ansat.

"Vi kan se for os, at den her krise formodentlig tricker noget innovation i retning af IT. Det er helt oplagt, at den her krise vil give et ekstra skub fra lavtuddannede over mod nogen med flere kvalifikationer."

Læs også:
Virksomheder: Sproget er største barriere for flygtninge i job

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Temaer: Ledighed, Beskæftigelse

Emner: Integration, Ledighed, Indvandrere, Flygtninge

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]