
(Arkiv) Professionshøjskolerne uddanner nogle af de udenlandske dimittender, der i fremtiden får bedre tid til at etablere sig i Danmark. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Tre gange så stor en andel udenlandske dimittender på dagpenge på ti år
Der er flest kunstuddannede, diplomingeniører og handelsuddannede blandt de dimittender, regeringen og støttepartierne vil give bedre mulighed for at blive i Danmark.
Udgivet: 27/02/2020
Regeringen og støttepartierne vil give udenlandske bachelorer og professionsbachelorer mulighed for at blive længere i Danmark for at søge job.
De seneste tal viser, at der er stadig flere af dem. I 2018 var der 1.100 udenlandske dimittender på dagpenge. De udgjorde 15,6 procent af alle nyuddannede. Det var en næsten tre gange så stor andel som i 2008, hvor tallet var 5.8 procent.
Tallet dækker over samtlige dimittender, også dem med kortere videregående uddannelser, og det er ikke dem, regeringens ændringer retter sig imod.
Det er derimod nyuddannede bachelorer fra universiteterne og professionsbachelorer, som kan være sygeplejersker, pædagoger, journalister, diplomingeniører og folk med uddannelser i handel, design og markedsføring.
Hvis man kigger på tallene, er der fire områder, der har den største andel af nyuddannede:
Blandt universitetsuddannede bachelorer i kunstneriske fag er 30 procent dimittender.
Ved afslutning af de samfundsfaglige og økonomisk-merkantile uddannelser er 25 procent på dagpenge. Også de tekniske kortere videregående uddannelser har 25 procents dimittendarbejdsløshed.
Endelig har nyuddannede i jordbrug, natur og miljø 20 procent dimittender på dagpenge.
Blandt sygeplejersker har kun 6,5 procent af dimittenderne et udenlandsk statsborgerskab.
Samtlige uddannelsesområder og udgifter til udenlandske dimittender kan ses på dette svar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Folketingets beskæftigelsesudvalg.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Emner: Dagpenge, Uddannelse, Udlændinge





































