Foto: Michael Bothager/MIBO/Ritzau Scanpix

Foto: Michael Bothager/MIBO/Ritzau Scanpix

DA kræver titusindvis af unge ud på arbejdsmarkedet

Over 33.00 unge på uddannelseshjælp har hidtil været fredet fra krav om at søge arbejde og stå til rådighed. Det vil DA have ændret; organisationen kræver et opgør med den seneste kontanthjælpsreform.

Udgivet: 27/02/2020

Uffe Gardel

Journalist

Del artiklen:

Tusindvis af unge, som kunne arbejde, får overførselsindkomst uden nogen pligt til at søge arbejde.

Det vil DA have gjort op med; organisationen foreslår en ny kontanthjælpsreform for unge, så de i højere grad ligestilles med folk, som er fyldt 30 år.

Med dagens regler får unge under 30 som udgangspunkt kun kontanthjælp, hvis de har en erhvervskompetencegivende uddannelse. I stedet får de uddannelseshjælp, en ydelse som er en smule mindre end kontanthjælpen. Men den altovervejende del af dem, som får uddannelseshjælp, er ikke forpligtet til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og det vil DA have gjort op med.

Uddannelseshjælpen blev indført med kontanthjælpsreformen i 2014, og den bliver i dag givet til rigtig mange menneskesker: Ved udgangen af 2019 fik 35.200 unge uddannelseshjælp, og til sammenligning fik 72.000 mennesker over 30 år kontanthjælp eller den tilsvarende selvforsørgelsesydelse.

Af disse 35.200 unge på uddannelseshjælp var det kun 1.700, som havde pligt til at stå til rådighed og aktivt søge job, nemlig dem, som blev visiteret som ”åbenlyst uddannelsesparat”. De forventes at kunne begynde på en uddannelse med det samme, men skal også aktivt søge job, tilmelde sig Jobnet og så videre.

Er man ikke ”åbenlyst uddannelsesparat”, men kun ”uddannelsesparat”, forventes man at kunne begynde på en uddannelse inden for et år, eventuelt efter støtte og rådgivning. 13.800 unge ved årsskiftet var visiteret i denne kategori. Dertil kommer 22.500 på uddannelseshjælp, som kun var ”aktivitetsparate”, og de skal heller ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet i modsætning til aktivitetsparate, som er på kontanthjælp.

Kilde: DA
Kilde: DA

Skoletrætte bør arbejde

Politikernes mening er nemlig, at de unge skal tage en uddannelse. Men det er ikke nødvendigvis nogen god måde at gøre det på, siger chefkonsulent Maria Bille Høeg fra DA.

”Man forsøger at skubbe dem i gang med en uddannelse, selv om de måske er skoletrætte og ikke har særligt gode erfaringer med uddannelsessystemet,” siger hun.

”Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige vej for disse unge, for man kan også få masser af kompetencer ved at komme ud på arbejdsmarkedet – og ad dén vej kan man så måske blive inspireret til senere at begynde på en uddannelse. Men det var ikke med i overvejelserne, da man for nogle år siden besluttede fra politisk side at prioritere uddannelse højest for de unge.”

DA foreslår i stedet, at unge uden en erhvervskompetencegivende uddannelse også kan visiteres som ”jobparate”, med deraf følgende pligt til aktivt at søge job.

”Uddannelsesparate bør selvfølgelig også være til rådighed for arbejdsmarkedet, søge job og være aktive på arbejdsmarkedet, indtil de påbegynder en uddannelse,” siger Maria Bille Høeg.

”Men der vil være nogle med en alvorlig sygdom eller lignende, som skal undtages og vurderes aktivitetsparate og kun være til rådighed i det omgang, deres arbejdsevne understøtter.”

Bliver hængende

Realiteten er i hvert fald, at mange af de unge bliver hængende i lang tid på uddannelseshjælp. Ved udgangen af 2019 havde 29 procent af de ”uddannelsesparate” været på uddannelseshjælp i over et år, og den andel har været konstant de sidste fire år. Faktisk var der ved årsskiftet 1.200 mennesker, som havde fået uddannelseshjælp uafbrudt i mere end to år.

Også en del af de ”åbenlyst uddannelsesparate” ser ud til at blive hængende, men ikke nær så mange. Andelen af dem, som har været på ydelsen uafbrudt i over et år, har siden 2015 ligget konstant på ni-ti procent.

Siden 2015 er antallet af unge på uddannelseshjælp gået svagt tilbage, nemlig fra godt 43.000 til godt 35.000, men det er de ”tungeste” kategorier, de ”uddannelsesparate” og ”aktivitetsparate”, som falder langsomst. Derfor er andelen af dem, som er ”åbenlyst uddannelsesparate” og dermed har pligt til at søge job, faldet langsomt i perioden til nu under fem procent.

”Det er tydeligt, at der er nogle af de unge, som sidder fast i denne ordning i længere tid,” siger Maria Bille Høeg.

Omvendt incitament

En del af forklaringen kan være den måde, ordningens ydelser er sat sammen på. En særlig regel for unge mellem 25 og 29 betyder nemlig, at hvis man kun er aktivitetsparat, og ikke uddannelsesparat, så får man et særligt ”aktivitetstilskud” på 5.200 kroner om måneden.

Tilskuddet gives også til 25-29-årige på almindelig kontanthjælp, som er aktivitetsparate og ikke jobparate.

”Hvor man andre steder i ydelsessystemet prøver at give folk et incitament til at klare sig selv, så har man her vendt incitament om, så man faktisk får et tillæg for at holde sig væk fra uddannelsessystemet. Der er noget, som er skævt her. Og det hænger i hvert fald ikke sammen med politikernes egen ambition om, at alle skal have en uddannelse, siger Maria Bille Høeg.

I hvert fald er kategorien ”aktivitetsparat” ikke én, man nemt slipper ud af: Næsten tre fjerdedele af dem, som er placeret i denne kategori, har fået uddannelsesydelse i mere end et år, og sådan har det været næsten lige siden, uddannelseshjælpen blev indført.

DA’s forslag

Kort resumeret foreslår DA altså tre ting:

  1. Unge under 30 bør kunne indplaceres som jobparate, også selv om de ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse.
  2. Uddannelsesparate skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, indtil de påbegynder en uddannelse.
  3. Man bør undersøge, hvorfor så mange uddannelsesparate og aktivitetetsparate bliver hængende på ydelsen.
  4. Det særlige aktivitetstillæg bør afskaffes.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Emner: Erhvervsliv, Kontanthjælp, Uddannelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]