Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Hård kritik fra Ase af jobcentre

Jobcentrene duer ikke til højtuddannede, siger direktøren for Ase, som markedsfører en ny lønsikring på, at ledige kan slippe for jobcentret.

Udgivet: 26/11/2019

Uffe Gardel

Journalist

Del artiklen:

Bliv fri for jobcentret - sådan markedsfører Ase en ny lønsikring, der retter sig mod mennesker med mellemlang eller lang uddannelse.

Normalt bygger lønsikringsordninger oven på dagpengesystemet, men Ase's nye lønsikring er beregnet på at træde i stedet for a-kasserne. Målgruppen er lønmodtagere med bestemte uddannelser, som har lav risiko for ledighed - for eksempel sygeplejersker, lærere, ingeniører og økonomer, og dem er der ifølge Ase en kvart million af.

Og de kan blive "fuldstændig fri for jobcenteret", lover Ase; for et kontingent ikke meget højere end et a-kassekontingent hvor de kan blive dækket i op til et år med 80 procent af deres faktiske løn.

"Der findes utallige undersøgelser, som viser, at de ledige ikke er så pokkers begejstrede for den hjælp, de får på det kommunale jobcenter, og det er særlig udtalt for den gruppe, vi har fokus på med dette tilbud. De synes ikke, at de får relevant hjælp og sparring om jobmuligheder," siger Karsten Mølgaard Jensen, administrerende direktør for Ase.

Spilder tid med meningsløs formalia

Han beskriver et billede af jobcentrene, hvor tiden spildes med detaljerede og meningsløse formalia.

"Der er en hel del regulering af, hvad der skal foregå på et jobcenter i en detaljeringsgrad, som vist er ukendt andre steder i den offentlige administration. De alt for rigide proceskrav betyder, at jobcentrenes medarbejdere har begrænsede muligheder for at tilrettelægge deres hjælp efter, hvem det er, de sidder overfor," siger Karsten Mølgaard Jensen.

"Man har standardprocedurer for gennemgang af cv'er, som skal se ud på en bestemt måde, man har faste rutiner for hvor mange job, man skal søge, og at man skal søge bredt – uanset at det i den situation handler om, at man er motiveret og har fokus på, hvordan man finder sit næste job. I stedet bliver det, som foregår på jobcentret, en slags skyggeboksning, hvor man opfylder kravene, for det skal man jo, men uden at de hælper én til at finde det rigtige job."

Dertil kommer, at den geografiske afgrænsning til en bopælskommune er meningsløs for mellem- og højtuddannede, som meget ofte finder deres job på den anden side af kommunegrænsen.

Karriereudvikling i stedet for cv-krav

I Ase's lønsikringsordning behøver man derfor ikke være a-kassemedlem og gå på jobcenter, til gengæld skal man deltage i et obligatorisk karriereudviklingsforløb.

"Vejen til beskæftigelse handler for mange mennesker om at komme ud og snakke med sit netværk og afsøge mulighederne dér; ikke om at udfylde skemaer til en stakkels medarbejder i jobcentret."

En undersøgelse udført for Ase af Epinion viste for to år siden, at 45 procent de ledige og tidligere ledige mente, at deres jobcenters rådgivning kun i lav grad eller slet ikke havde været en hjælp i deres jobsøgning, mens 21 procent mente, at rådgivningen i høj grad havde hjulpet dem.

Tilfredsheden med rådgivningen i a-kasserne er større, og Ase har tidligere foreslået, at a-kasserne får lov at overtage beskæftigelsesindsatsen for de forsikrede ledige fra jobcentrene, der så kan koncentrere sig om de uforsikrede ledige.

Formand: De har andre muligheder

Formanden for FSD, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Helle Linnet, erkender, at lovkravene til jobcentrene er omfattende og detaljerede.

"Vi har individuelt blik på alle sager, for det skal vi. Men der er over 20.000 siders lovgivning, retningslinjer, cirkulærer, vi også skal følge; det er et af de områder, som er allermest reguleret," siger Helle Linnet, som er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Vordingborg Kommune.

"Men dem, han sigter mod, har reelt andre muligheder for at få job end jobcentret, fordi de er efterspurgte, så jeg tror, at mange af dem selv søger job ad andre veje."

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger i en kommentar til Ritzau, at han er bekymret for, at dagpengesystemet vil blive forringet, hvis flere og flere tegner private forsikringer.

"Vi har desværre set en udvikling gennem noget tid, hvor flere føler et behov for en lønforsikring, men det her produkt sprænger alligevel rammerne," siger han.

Han siger videre, at der ikke er penge til at hæve den lave kompensationsgrad, et andet stort problem for mange mellem- og langtuddannede., men at man er nødt til at diskutere, hvordan man gør det mere attraktivt at være medlem af en a-kasse.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Ledighed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]