Kommunernes frustration over midlertidigt at skulle forvalte ny seniorpension er forståelig, mener professor i kommunaløkonomi Kurt Houlberg.

Kommunernes frustration over midlertidigt at skulle forvalte ny seniorpension er forståelig, mener professor i kommunaløkonomi Kurt Houlberg. - Foto: VIVE

Professor: Seniorpension frustrerende for kommuner

VIVE-professor Kurt Houlberg har ikke tidligere set en konstruktion, hvor kommunerne skal løbe en opgave i gang og derefter overlade den til en anden myndighed.

Udgivet: 14/11/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

"Det er naturligvis meget frustrerende for kommunerne, at de skal tage sig af seniorpension som en midlertidig opgave," siger professor i kommunal-økonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), Kurt Houlberg.

"De skal afsætte personaleressourcer og ansætte nye medarbejdere vel vidende , at de ikke skal have opgaven på længere sigt. Så det bliver en midlertidig opvarmning af badevandet i kommunerne, som man godt ved, man ikke skal bruge fremover."

Utilfredshed med, at kommunerne har visiteret langt færre til den nuværende seniorførtidspension, har fået forligspartierne bag en ny seniorpension til at kræve, at en myndighed uden for kommunerne skal administrere den nye ordning, og valget er faldet på ATP.

Regeringen indgik aftalen med partierne tirsdag i sidste uge med den tilføjelse, at kommunerne skal stå for seniorpensionen, indtil ATP er klar, og det kan tage op til et år.

"Jeg kan ikke huske at have set en lignende konstruktion før," siger Kurt Houlberg. "Men politik er jo også til for at tænke nye tanker."

Ikke en optimal situation

I et bilag til aftalen om seniorpension, som den tidligere VLAK-regering indgik med DF og De Radikale i maj, fremgår det, at en stor del af de nye seniorpensionister forventes at komme fra andre ydelser. For eksempel forventes omkring 5.000 at komme fra sygedagpenge eller jobafklaring, når ordningen er fuldt indfaset med godt 17.000 borgere i 2025. Også nogle af de borgere, der i dag visiteres til fleksjob eller førtidspension, kan i fremtiden få seniorpension.

Det betyder store omlægninger i kommunerne.

"Det griber ind i arbejdsgang og organisering. Kommunerne skal ansætte nogle, som de ved, de skal fyre igen. Kommunerne har godt nok nogle kompetencer i forvejen, men de har ligesom ATP brug for at opruste. De kommer til at halse bagefter, og når de er kommet i omdrejninger, skal de af med opgaven igen," vurderer Kurt Houlberg.

"Set fra kommunernes side er der stort set kun organisatoriske omkostninger forbundet med det. Det er ikke en optimal situation for dem."

Kommunerne er vant til at ansætte og afskedige folk i statsligt støttede udviklingsprojekter. Men her er forskellen, at de selv bestemmer, om de vil fortsætte med projektet eller afslutte det, siger Kurt Houlberg.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Førtidspension

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]