
"Problemet med førtidspension er så slemt, at man er nødt til at finde en her og nu løsning," lyder det fra formanden for BalanceDanmark Kim Ruberg. - Foto: BalanceDanmark
Opråb fra yderkommuner: Vi kompenseres for ringe for stort antal førtidspensionister
Fordelingen af milliarder til førtidspensioner er helt skæv, og det bliver kun værre. Sådan lyder det fra en række yderkommuner i BalanceDanmark.
Udgivet: 10/11/2022
Et nyt oprør mod den kommunale udligning er på vej fra en række yderkommuner ifølge interesseorganisationen BalanceDanmark. Udligningen af udgifterne til førtidspension har på få år udviklet sig så skævt, at man ganske enkelt ifølge BalanceDanmark skal suspendere udligningen på området og helt ekstraordinært indføre fuld statskompensation.
Det skriver NB-Kommune.
"Som et konkret eksempel så vinder Københavns Kommune 1,7 milliard kroner om året på den skæve udligning af førtidspension, og det beløb vokser med over 100 millioner kroner om året. Modsat taber en kommune som Horsens 110 millioner kroner om året," siger formanden for BalanceDanmark Kim Ruberg.
BalanceDanmark har 24 primært yder- og provinskommuner som medlemmer, og ifølge organisationen er der behov for et helt nyt udligningssystem.
"Men problemet med førtidspension er så slemt, at man er nødt til at finde en her og nu løsning," siger formanden, der skønner at det vil tage i hvert fald tre-fire år at udvikle et nyt udligningssystem.
Fordelingen er uhyre skæv
Et bredt flertal i Hjørring Kommune har på tværs af partier sendt et brev til regeringen, hvor landspolitikerne opfordres til at finde en anden finansiering af førtidspensionerne.
Medlem af økonomiudvalget i Hjørring Jørgen Bing (SF) forklarer, at en samlet kommunalbestyrelse har henvendt sig til regeringen, fordi man ønsker, at man vender tilbage til den tidligere refusionsmodel for førtidspension. I den model gav staten 100 procent refusion til kommunerne for førtidspension.
"De forskellige udligningsreformer har ikke løst opgaven med fordelingen af udgifterne til førtidspension. Fordelingen er uhyre skæv. Derfor ønsker vi, at man går tilbage til den gamle model med fuld refusion," siger Jørgen Bing og fortsætter:
"Så er der selvfølgelig nogle, der vil sige, at 'hvis kommunerne får fuld refusion fra staten for førtidspensioner, så bliver kommunerne meget rundhåndede med at uddele dem.' Hertil vil mit svar være, at så man jo lave et system, hvor et statsligt bevillingsnævn skal indover i samarbejde med kommunerne, når der skal tages stilling til at give en førtidspension eller ej."
Vil fjerne kommunernes incitament til at begrænse udgifter
I det nuværende system får kommunerne et tilskud til eksempelvis betaling af førtidspensioner, som er baseret på befolkningens alderssammensætning og socioøkonomi. Det skal sikre, at kommunerne har et stærkt incitament til at reducere udgifterne til førtidspension.
"Derfor vil det nok heller aldrig ske, at staten tager førtidspensionerne tilbage, vurderer det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) til Nordjyske i en kommentar til henvendelsen fra Hjørring Kommune.
"Hvis kommunerne er utilfredse med kompensationen, må de jo få Kommunernes Landsforening til at tage den med regeringen i de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi," siger Bjarne Laustsen.
Vi advarede om fejlen
Problemet er, som du kan læse i en særskilt artikel, at det nuværende udligningssystem af især to grunde ikke fanger den meget forskellige udvikling i førtidspensioner særligt godt:
"Balance Danmark advarede om det, allerede da udligningsreformen blev præsenteret. Og det her beviser bare, at udligningsreformen aldrig kommer til at virke, og at man er nødt til at skabe et helt nyt system," siger Kim Ruberg.
Sidst opdateret: 21/11/2022 - 09:51
Temaer: Udligning
Emner: Førtidspension, Hjørring Kommune




































