En uventet stor vækst i tilgangen til den kommunalt finansierede seniorpension vil i løbet af de næste år påføre 60 primært land- og yderkommuner et tab på cirka en kvart milliard kroner, mens 37 primært storbykommuner vil få en tilsvarende gevinst.

Det viser en analyse, NB-Økonomi har udarbejdet på baggrund af de seneste tilgængelige data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Årsagen til den skæve fordeling er dels, at der er meget stor forskelle i, hvor stor en andel af de 61-66 årige, der søger om seniorpension i de enkelte kommuner, dels at udligningsreformen fra 2020 ikke tog højde for seniorpensionen.

"Det er jo helt åbenlyst ikke retfærdigt," siger Faxes borgmester Ole Vive. "Vi ser hele tiden effekten af, at seniorpensionen er ulige fordelt rundt i landet. Det rammer især landkommuner, hvor folk er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og har arbejdet med fysisk hårdt arbejde, og derfor bliver tidligere nedslidt."

Ole Vive tror ikke umiddelbart på, at der kommer en revision af udligningssystemet, som udligner de store forskelle fra seniorpensionen.

"En løsning kunne være, at man kompenserede kommunerne for seniorpension individuelt," siger han.

Arne+ kunne have reddet kommuner med tab

De kommuner, som taber på seniorpensionen, kan ærgre sig over, at regeringens plan om at lægge den såkaldte Arne-pension (tidlig pension) og seniorpensionen sammen til en såkaldt Arne+pension er kørt politisk fast.

Med de gældende regler er seniorpensionen væsentligt mere attraktiv end Arne-pensionen, fordi ydelsen er højere og perioden længere. Det betyder ifølge regeringens seneste prognose, at der frem til 2026 kommer en større vækst end ventet på seniorpension, mens der modsat ved udgangen af 2022 er 17.300 færre på Arne-pensionen.

Fordelingen mellem de to typer af pensioner er helt afgørende for kommunerne, fordi seniorpensionen er finansieret af kommunerne, mens Arne-pensionen er finansieret af staten.

Regeringen har haft en plan om at sammenlægge de to ordninger til en såkaldt Arne+ pension med fælles tre årig løbetid og fælles ydelsesniveau. Der ville stadig være to spor:

- Et rettighedsspor, for alle, som har været minimum 42 år på arbejdsmarkedet. Denne del betales af staten.

- Et visitationsspor for borgere over 64 år, som har en arbejdsevne under 15 timer. Denne del betales af kommunen.

Hvis perioden og ydelsen bliver ens, så vil borgere, som opfylder begge kriterier, have et incitament til at vælge rettighedssporet, som bliver betalt af staten, fremfor det mere besværlige visitationsspor, som bliver betalt af kommunerne.

I dag er det lige omvendt. De borgere som opfylder begge kriterier har et stærkt økonomisk incitament til at vælge seniorpensionen.

Men regeringen er kørt politisk på grund med bestræbelserne på at lægge de to ordninger sammen, og derfor må kommunerne indtil videre budgettere med, at tilstrømningen til seniorpensionen fortsætter.