Kommentar af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Den liberale tænketank Cepos har regnet ud, at det koster op mod en halv million for hver arbejdsløs, der kommer i job. Regnestykket fik forleden Liberal Alliance og Nye Borgerlige til i Berlingske at kræve jobcentrene lukket, mens Alternativet mener, jobcentrene skal droppe “kontrol og tvang” og i stedet bruge pengene på tilbud, som er så attraktive, at de arbejdsløse gerne vil have dem. Også Cepos har en lang række forslag til besparelser på i alt 5,6 milliarder kroner.

Der er tre elementer i udmeldingerne, der er særlig interessante. Det første er koblingen af regnestykket til effektivitet og besparelseskrav i jobcentrene. Det andet er kritikken af, at der ikke er dokumentation for, at beskæftigelsesindsatsen får folk i arbejde. Og det tredie er selvfølgelig, hvem det er, der rejser kritikken, og hvor sandsynligt det er, at den bliver omsat til politik.

Under en trediedel på kontantydelser er klar til job

Tallene først.

Cepos baserer sit regnestykke på, at kun otte procent af alle nyansatte i Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse svarer, at kommunen, a-kassen eller jobcentret var med til at formidle kontakten til arbejdsgiveren. Det var 46.000 personer i 2018. Derudover viser en beregning fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), at hver person, der har fået formidlet arbejde gennem jobcenter eller a-kasse, har kostet 400-500.000 kroner i beskæftigelsesindsatsen.

Problemet ved at koble dem, der får formidlet job af jobcentre eller a-kasser med kommunernes effektivitet i beskæftigelsesindsatsen er netop, at det alene er formidlig af job, Danmarks Statistik har spurgt om. Der er ikke spurgt til de indsatser, der gør den arbejdsløse klar til at søge og få et job.

Et billede på den problematik er forholdet mellem aktivitetsparate og jobparate på kontanthjælpsydelser. I 1. kvartal 2019 var under en trediedel jobparate af alle på kontanthjælp og integrationsydelse. Langt størstedelen var aktivitetsparate og fik derfor andre indsatser end jobformidling.

Læs også:

Mangel på dokumentation for beskæftigelse

Cepos kritiserer også, at der mangler dokumentation for, om en lang række beskæftigelsesindsatser faktisk fører til job. Der er mange forskellige undersøgelser af enkeltindsatser, men samlet set er der alt for lidt dokumentation. Ikke blot for, om indsatserne fører direkte til job, men også om de gør det indirekte.

Den kritik kommer fra meget bredere hold end den aktuelle kritik fra Cepos og yderpartier i Folketinget. I forbindelse med offentliggørelse af Beskæftigelsesministeriets benchmark for beskæftigelsesindsatsen i kommunerne og Statsrevisorernes vurdering af effektiviteten af beskæftigelsesindsatsen påpegede flere forskere og kommunale embedsmænd og politikere, at tallene hverken viste noget om beskæftigelseseffekt eller kommunernes effektivitet, sådan som folketingspolitikere og beskæftigelsesministeren udlagde det. Se link til artikler i bunden af artiklen.

Cepos kalder det for ‘beskatning’, at ledige borgere skal igennem “obligatoriske samtaler, aktivering og krav om job-log, cv-kurser, uddannelse etc.” Logikken er, at ydelserne er for høje i forhold til det, man kan tjene i job, men da der ikke er politisk flertal for at sænke ydelserne, “generer man folk så meget, at de finder et job,” skriver Cepos. Her ser den liberale tænketank ud til at være enig med Alternativet – og Enhedslisten – om analysen, men dog ikke om konklusionen.

Stor politisk opbakning til beskæftigelsespolitikken

Det er partier, der pt. står meget svagt i meningsmålingerne, der bakker op om hele eller dele af Cepos analysen i Berlingske. I samme avis’ seneste måling fra 15. maj får Liberal Alliance 3,9 pct. af stemmerne, Alternativet 3,3 pct. og Nye Borgerlige 2,1 pct.

Over for dem står et massivt flertal, der har stemt for alle de store reformer på beskæftigelsesområdet, som i siden 2013 har lagt rammerne for jobcentrenes arbejde og økonomi.

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og også Liberal Alliance var i 2012 forligsparter i reformen af førtidspension og fleksjob, der giver store udgifter til arbejdsprøvning af kandidater til førtidspension eller fleksjob. De samme partier indgik en aftale om en kontanthjælpsreform i 2013, og i 2018 var forligskredsen udvidet med Dansk Folkeparti, da de blev enige om nye regler i Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB).

Det betyder ikke, at der ikke kommer nye reformer og nye ændringer af lovgivningen under en ny regering, fx har de konservative foreslået væsentlige besparelser på jobcentrene. Men de store kolbøtter eller ligefrem lukning af jobcentrene er ikke til forhandling.

Læs også:

Rettelse: I næstsidste afsnit’s anden sidste linje er Dansk Folkeparti sat ind som det parti, der gik med de andre seks partier om regelforenkling af LAB. Tidligere stod der Radikale Venstre. Det var forkert. De er med i alle tre forlig. 16.5.22:30/hsk