
Anni Stilling, skoledistriksleder i Hjørring, fik håndslag på fritidsjob til fire elever i specialklasse fra to erhvervsledere i kommunen. ( - Foto: NB-Beskæftigelse)
Et lille rummeligt arbejdsmarked for unge
Skoledistrikstsleder Anni Stilling fik et håndslag med sig hjem om fritidsjob til fire til unge med indlæringsvanskeligheder og diagnoser, da to erhvervsledere på et temamøde sagde ja uden at tøve. En udvalgsformand har en forhåbning om at kunne skabe et lille rummeligt arbejdsmarked for unge i Hjørring Kommune.
Udgivet: 25/04/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
To erhvervsledere og en afdelingsleder fra jobcentret stod på scenen og fortalte om mulighederne for unge i kommunen, herunder unge med særlige behov. Det fik Anni Stilling til at foreslå en aftale med det samme. Hun er distrikssskoleleder for bl.a. HjørringSkolen, der samler alle kommunens specialklasser, i alt knap 300 elever.
“Vil I være med til at lave fritidsjob til to elever på hver virksomhed? Og hvis vi betaler den første måned, og det går godt, vil I så overtage?” spurgte Anni Stilling. Svaret var ja.
“I kommer bare,” lød det fra fabrikschef på Sandic Food, Dan Knudsen. Direktør i byggefirmaet Fjordbak Byg, Henrik Fjordbak, bakkede op, men understregede, at skolen skal hjælpe til.
“Vi har brug for noget viden,” sagde han. “Den viden og de kompetencer, I har på specialskolen, skal vi også have.”
Det lovede Anni Stilling, og så var det på plads.
Pilotprojekt for unge med særlige udfordringer
Det indgår i Hjørring Kommunes kommende ungestrategi, at der skal være et særligt fokus på udsatte unge.
Ungestrategien skal efter planen vedtages på et byrådsmøde i slutningen af maj, men allerede før ungestrategien er vedtaget, går jobcentret i gang med et pilotprojekt for aktivitetsparate unge. Den 2. maj er 40 unge og fire virksomheder inviteret til et matchmøde, hvor de unge skal søge praktikplads. Virksomhederne har sagt ja til hver at tage to til fire i virksomhedspraktik.
“Det er udsatte unge mellem 18 og 29,” fortæller Ole Bendix, der er afdelingsleder for Virksomhedsservice og Integration i kommunens jobcenter.
“Nogle af dem har aldrig prøvet at have et job, andre er strandet i et uddannelsesforløb, og andre har måske sociale udfordringer eller psykiske diagnoser. Der kan også være unge med misbrugsproblemer, – men virksomhederne har været friske til at stille op.”
Aktivitetsparate unge skal selv søge job
Det er nyt, at de aktivitetsparate unge selv skal lave en aftale med arbejdsgiverne. Normalt er det en virksomhedskonsulent, der finder en praktik til dem.
“Vi forsøger at få det til at ligne en almindelig rekruttering så meget som muligt,” siger Ole Bendix. “De unge har får dermed en forpligtelse til at gøre sig så attraktive som muligt over for arbejdsgiveren. Vi har op til 16 pladser, men der er nok nogle virksomheder, der hellere vil starte med to.”
Forsøget er et af mange, som jobcentret vil sætte i gang med den nye ungestrategi, der sigter på at få alle unge i kommunen i gang med job eller uddannelse. De unge skal i 13 ugers virksomhedspraktik, men jobcentret har gjort det klart over for virksomhederne, at målet er, at de unge hurtigst muligt får løntimer.
“Vi følger intensivt op. De unge har en mentor fra jobcentret, og vi er klar til at rykke ud med det samme og handle på det, hvis der er problemer,” siger Ole Bendix.
Fagbevægelsen taget i ed om rummelighed for unge i arbejde

I arbejdet med ungestrategien har politikere og embedsmænd holdt dialogmøde med interessenter, herunder fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne. På mødet talte de blandt andet om job til udsatte, og da de to parter blev bragt sammen, skete der noget interessant, fortæller Thomas Klimek (S), formand for arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalget.
“De begyndte at snakke om, at de måske godt kunne finde ud af nogle af de her job, bare der er en overenskomst på det. Så jeg er ret sikker på, at vi kommer til at lave et lille rummeligt arbejdsmarked her ved siden af, hvor det private erhvervsliv i samarbejde med fagbevægelsen laver nogle stillinger, hvor der er fælles konsensus om, hvad formål det har at lave en stilling til nogle af de unge mennesker, der har brug for andre konditioner for at være på arbejdsmarkedet.”
Dialogmøderne har i det hele taget været givende, fortæller Thomas Klimek.
“Det er det, der er sket ved de her møder, – at de kan mærke, jamen hvis der er en idé, så prøver vi at få den op at flyve. Vi gør os meget umage med, at kommunen skal stå i hjørnet og indkalde til møderne og så ellers lade parterne begynde at arbejde. Vi skal bare være dem, der samler tingene op. Jamen, I sagde sådan der, så hvordan kan vi gøre det. ”
Læs mere om Hjørring Kommunes ungestrategi i disse artikler
Hjørring vil lave Ungegaranti for job og uddannelseHjørring: Job og Uddannelse på skemaet fra 0. til 9. klasseSidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20










































