Hillerød ligger lavt på virksomhedspraktik, fordi kommunen satser på at få ledige direkte i arbejde, siger udvalgsformand for erhverv, beskæftigelse og turisme Thomas Elong (V). (

Hillerød ligger lavt på virksomhedspraktik, fordi kommunen satser på at få ledige direkte i arbejde, siger udvalgsformand for erhverv, beskæftigelse og turisme Thomas Elong (V). ( - Foto: Hillerød Kommune)

Kommuner får ledige i job uden virksomhedspraktik

Der er stort politisk fokus på virksomhedspraktik, men i Hillerød og Vallensbæk Kommuner kommer de fleste kontanthjælpsmodtagere direkte i arbejde og har derfor ikke brug for tilbuddet.

Udgivet: 07/03/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

“Vi forsøger såvidt muligt at få ledige i ordinært arbejde, på fuld tid eller deltid eller nogle  ordinære timer. Der tager vi ikke praktik som den første trædesten, men går i direkte dialog med en virksomhed om timer, og det er virksomhederne meget indstillet på for tiden,” lyder det fra beskæftigelseschef i Vallensbæk Kommune, Rene Mikkelsen.

Også i Hillerød kommer jobparate kontanthjælpsmodtagere direkte i job.

“Vi er gode til at få ledige ud i arbejde. Vi vender dem inden virksomhedspraktik,” siger formand for udvalget for udvalget for erhverv beskæftigelse og turisme i Hillerød Kommune, Thomas Elong (V).

Sådan lyder forklaringen på, at de to kommuner ligger i den tunge ende af statistikken, når der måles på virksomhedspraktik alene.

Kommunerne bruger virksomhedspraktik som et af mange redskaber, som især aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere gør brug af.

“Ledigheden falder, og det bliver ikke lettere med de ledige, der er tilbage. Det er heller ikke alle, hvor virksomhedspraktik virker,” siger udvalgsformanden i Hillerød, og sektionsleder i jobcentret, Niels Rasmussen, bekræfter:

“Jeg blev lidt overrasket over tallene,” siger han og henviser til et træk fra Jobindsats.dk, som NB-Beskæftigelse bragte tirsdag. Her lå Hillerød som næstsidst i forhold til at få kontanthjælpsmodtagere væk fra offentlig forsørgelse efter virksomhedspraktik. Vallensbæk lå helt i bund. Tabellerne kan ses her.

Virksomhedspraktik kun for de svageste

Niels Rasmussen har selv trukket andre tal, der bekræfter tendensen for Hillerød. Mens hovedstadsregionen har ligget stabilt, både på virksomhedspraktik og beskæftigelsesindsatsen generelt, så er ligger Hillerød lavt på begge parametre. Til gengæld er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet mere i Hillerød end i regionen.

“Det kan godt have sammenhæng med, at vi bruger virksomhedspraktik i forhold til de tungere borgere,” siger Niels Rasmussen.

Også i Vallensbæk bliver virksomhedspraktikken brugt til de aktivitetsparate, fortæller beskæftigelseschef Rene Mikkelsen:

“Vi bruger viksomhedspraktik til de allersvageste borgere og sigter mod arbejdsmarkedet. De har andre problemer end ledighed, så det er forventeligt, at der er relativt beskedne resultater. Men den primære historie er, at vi gør alt for at få ledige direkte i arbejde.”

Større fald i kontanthjælp i Hillerød end Sjælland og hovedstadsområdet

Som man kan se i tabellen, har Hillerød kommune haft et fald i andelen af kontanthjælpsmodtagere på 32 procent (fra 100 til 68 pct.) på to år, mens beskæftigelsesregion Hovedstaden-Sjælland og Hovedstaden isoleret har haft et fald på hhv. 26 og 23 procent.

Mens Hillerød altså bruger virksomhedspraktikken til de aktivitetsparate, så har jobcentret i to år holdt flere samtaler med de jobparate, så de kan være klar til at komme i arbejde, når virksomhederne henvender sig. Og det gør de.

“Vi måler på ordinære timer, og hvor mange ordrer vi får hjem fra virksomhederne. Der er mange, der henvender sig for at få arbejdskraft,” fortæller Niels Rasmussen. Det sker blandt andet gennem Nordsjællands Rekrutteringsservice, der holder til i Hillerød.

Målt på effekt ligger Vallensbæk i top

I Vallensbæk har jobcentret set på effekten af aktiveringen generelt, og der ligger kommunen i top. I en oversigt over, hvem der efter tre, seks og tolv måneder er i arbejde, uddannelse eller på anden måde selvforsørgende, ligger Vallensbæk blandt de 20 bedste i alle tre perioder.

“Vi bruger den indsats, der der øger borgernes mulighed for at komme i arbejde mest muligt,” siger beskæftigelseschef Rene Mikkelsen.

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]