
Unge aktivitetsparate udvælges tilfældigt til skole- og praktikforløb. Esbjerg Jobcenter overholder reglerne for at få de unge med i forsøgsprojektet. Billedet er fra Hvidovre.( - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)
Esbjerg Jobcenter: Vi følger reglerne for 'Job-Bro til Uddannelse'
Esbjerg Jobcenter følger reglerne for forsøgsprojektet 'Job-Bro til Uddannelse', siger kontorchef Frank Sørensen. Jobcentret har "dybest set bare lavet en afskrift af projektet, som det er formuleret af STAR", siger han til kritik.
Udgivet: 01/11/2018
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Det er konkrete unges problemer med projektet og en formulering fra Esbjerg Jobcenter om, at “borgere, der er udtrukket til at deltage i et Job-bro forløb indgår i forsøgets deltagergruppe uanset hvad og ikke kan sorteres fra, herunder i effektmålingen”, der fik kritikken af kommunen til at tage fart.
Læs her interview med radikalt byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen“Det kan måske være en uheldig formulering”, siger Frank Sørensen til NB_Beskæftigelse. Men formuleringen er næsten en ordret gengivelse af en FAQ (ofte stillede spørgsmål) på projektsiden for projektet jobbro.dk. Se nederst i artiklen.
I alt 200 unge indgår i førsøgsgruppen i Esbjerg, mens 200 andre unge udtages som kontrolgruppe. Deltagerne er tilfældigt valgt blandt unge under 30 år, der er uddannelsesparate eller aktivitetsparate. “Man kan dog sorteres fra, hvis man er omfattet af en af fire fritagelsesgrunde,” siger kontorchef Frank Sørensen.
Grundene til ikke at blive udtaget til forsøgsprojektet er, at man er i gang med andre uddannelsesforløb, har alvorlig sygdom, eller at kontakt ikke er hensigtsmæssig eller mulig. Man kan også undtages fra forsøget undervejs, hvis man får arbejde, starter uddannelse, fleksjob mv.
Skizofreni ikke nok til fritagelse
Men måske er der også andre muligheder. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skriver i et svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at kommunerne altid konkret skal vurdere, om der i “enkelte tilfælde” er andre begrundelser for at komme ud af projektet end de “rimelige grunde, der er nævnt i §13, stk. 7, i lov om aktiv social politik, der kan begrunde, at en aktivitetsparat modtager af hjælp ikke har pligt til at udnytte sine arbejds- eller uddannelsesmuligheder.”
Det mener kontorchef Frank Sørensen dog ikke er en udvidelse af mulighederne for at slippe for det deltage i ‘Job-Bro til Uddannelse’. “Det er dækket ind under de muligheder for frafald, der står i projektbeskrivelsen og bestemmelserne i Lov om en aktiv socialpolitik § 13”, siger han til NB-Beskæftigelse.
De unge kan for eksempel ikke undtages, alene fordi de lider af skizofreni eller har andre psykiske diagnoser, som to unge har fortalt om i JyskeVestkysten.
“I princippet er det et tilbud efter Loven om Aktiv Beskæftigelse, som man i udgangspunktet ikke kan sige nej til”, siger kontorchef Frank Sørensen. “En stor del af de unge i forløbet har psykiske problemer, og meningen er jo, at projektet skal give dem muligheder og redskaber, så vi bedre kan hjælpe dem.”
De to unge har i JyskeVestkysten kritiseret kommunen for at lægge forløbet på Rybners, der er en uddannelsesinstition i Esbjerg med flere tusinde unge, men det afviser kontorchefen. “Det er et lille afsnit af Rybners, projektet har lejet sig ind på. Det er meget afskærmet, og de går ikke ind det samme sted som de andre elever, hvis de ikke ønsker det, men hensigten er også at koble til uddannelsesmiljøet.”
Frank Sørensen har kun hørt om fem unge, der var kede af at skulle ind i projektet. De to af dem var efterfølgende glade for det, fortæller han. Han er dog ikke upåvirket af de unges fortællinger i JyskeVestkysten. “Man kan ikke undgå at blive påvirket af sådan nogle historier, og man skal altid have etiske overvejelser med i sådan et forsøg.”
Projektet ‘Job-Bro til Uddannelse’ løber frem til 31. marts 2020. I Esbjerg mangler jobcentret at finde otte deltagere for at være oppe på 200.
______________________________________________________________________
FAKTA: Uddrag fra www.Jobbro.dk, FAQ:
Spørgsmålet “Kan den unge forlade projektet og bliver den unge i så fald genvisiteret til dette?”
Svar: “Når den unge er udtrukket til enten deltager- eller kontrolgruppe kan dette ikke ændres efterfølgende. Det betyder, at unge der er udtrukket til at deltage i Job-bro indgår i forsøgets deltagergruppe uanset hvad og dermed også indgår i effektmålingen uanset hvad. Dette indebærer samtidig, at unge ikke kan genvisiteres. I Job-bro forløbet indgår et betydeligt fokus på fastholdelse og intensiv støtte fra uddannelsesmentor gennem hele indsatsen, som har til formål at understøtte, at den unge ikke falder ud, men fastholdes i indsatsen.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18











































