
Ekspertgruppen, som det næste år komme med anbefalinger til en reform af beskæftigelsesindsatsen, mødtes i denne uge for første gang med følgegruppen af centrale interessenter og aktører, som løbende vil komme med indspark til arbejdet. - Foto: Pressefoto.
Til møde hos ekspertgruppen: Her er deres budskaber til fremtidens beskæftigelsesindsats
I denne uge mødtes ekspertgruppen med den nedsatte følgegruppe, som løbende vil komme med indspark. Læs deres vigtigste budskaber til 'eksperterne'.
Udgivet: 24/08/2023
Fagforeninger, arbejdsgivere, private aktører og borgerrådgivere var i denne uge inviteret til møde hos den ekspertgruppe, der til sommer skal levere bud på en helt ny indretning af beskæftigelsesindsatsen.
Mødet foregik i det gamle kommunehospital på Øster Farimagsgade i København, og var det første mellem 'eksperterne' og den nedsatte følgegruppe.
Her fik følgegruppens medlemmer hver 25 minutter inkl. spørgsmål til at præsentere deres vigtigste budskaber. NB-Beskæftigelse har foretaget en rundringning til følgegruppens medlemmer og spurgt til, hvordan det gik.
Gå varsomt til værks
Hos HK Kommunal, der repræsenterer over halvdelen af de ansatte på jobcentrene, mener næstformand Pia Lund Jeppesen, at ekspertgruppen bør gå varsomt til værks, når de til sommer skal komme med anbefalinger til en helt ny indretning af beskæftigelsessystemet.
“Jeg lagde vægt på, at vi på mange måder allerede har et system, som fungerer godt. Vi er tæt på fuld beskæftigelse, vi har en høj erhvervsfrekvens, og vi er de hurtigste i Europa til at få folk i arbejde,” siger Pia Lund Jeppesen.
Ifølge hendes skyldes opdraget til ekspertgruppen, hvor jobcentrene nedlægges, og hvor der findes besparelser på tre milliarder kroner, først og fremmest en række uheldige enkeltsager.
“Derfor skal vi passe på, at vi ikke kasserer det, der virker, i iveren på at justere området en smule,” fastslår næstformanden i HK Kommunal.
Pia Lund Jeppesen er særligt bekymret over udsigten til de massive besparelser.
“Man risikerer, at besparelserne kommer til at give bagslag i form af ekstra udgifter til ydelser. Beregninger har tidligere vist, at en stigning på en procent i den strukturelle ledighed vil koste 8 milliarder,” siger Pia Lund Jeppesen.
Artiklen fortsætter under billedet. 
Systemet bør bygges på tillid - ikke mistillid
Hos Dansk Socialrådgiverforening (DS) er forkvinde Signe Færch af samme opfattelse.
“Mit hovedbudskab er, at man bliver nødt til at gøre noget ved den mistillid, der er i systemet. Vi skal have et system, som bygger på en tiltro til, at borgerne rent faktisk gerne vil arbejde, og at medarbejderne kan klare opgaven,” siger hun.
En af opgaverne bliver også at sikre et mere sammenhængende system, hvor mennesker hjælpes videre i stedet for at blive parkeret på offentlig forsørgelse i langvarige forløb, mener hun.
“De her endeløse forløb på kontanthjælp skal der gøres op med. Vi ved efterhånden meget om, hvordan vi kan rykke borgerne. Eksempelvis har vi god erfaring med de her individuelle planlagte job med støtte (IPS), hvor man kommer hele vejen rundt om borgeren, ligesom projektet ‘Opgang til opgang’ senest har vist gode resultater,” siger Signe Færch.
Vi skal kunne rumme de mest udsatte
For Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte, skal fremtidens beskæftigelsesindsats også kunne rumme de mest udsatte.
“Vi har en gruppe i beskæftigelsessystemet, som vi ikke formår at hjælpe i dag. Indsatserne er simpelthen ikke koordinerede og helhedsorienteret nok."
"Det har aldrig været meningen, at mennesker skal være på kontanthjælp år efter år, men alligevel ender det sådan for mange udsatte. Vi ser også, at nogle ryger helt ud af systemet, så de slet ingen indtægt har," siger hun.
Udsatte skal derfor sikres en grundig årlig afklaring af deres situation, og er de ikke i stand til at arbejde, skal de sikres mere varige ydelser og indsatser, end tilfældet er i dag - enten permanent eller midlertidigt.
I kommissoriet for ekspertgruppen fremgår det, at de mest udsatte skal helt ud af beskæftigelsessystemet.
“Vi vælger at se det som en retorisk øvelse. Vi skal ikke skabe nye og flere overgange for udsatte mennesker. I stedet handler det om at frisætte dem fra de krav og sanktioner, som der er i beskæftigelsessystemet i dag. Så de skal ud af systemets logikker og ind i en ramme, hvor det er disse menneskers behov og ønsker, som er i fokus. Om hjælpen så gives i jobcentret eller i socialforvaltningen, er ikke så vigtigt – bare det virker.”
Behov for oprydning i forsørgelsesordninger
For Dansk Arbejdsgiverforening (DA) var det vigtigste budskab til ekspertgruppen, at der er behov for en markant forenkling af vores forsørgelsesordninger, lyder det fra vicedirektør Erik Simonsen.
DA har netop fremlagt et nyt udspil, hvor man vil skære antallet af forsørgelsesordninger ned fra 15 til syv.Ifølge Erik Simonsen. vil en væsentlig del af regeringens bebudede millardbesparelser kunne findes her.
“Men vi mener også, man bør kigge på interne kommunale bindinger, som handler om administrativt bøvl, som kommunerne i nogle tilfælde har pålagt sig selv," siger han.
Erik Simonsen peger desuden på, at digitaliseringen bør spille en større rolle i beskæftigelsesindsatsen, og så skal jobindsatsen i højere grad baseres på de indsatser, der er evidens for virker.
“I dag er der for meget aktivitet, der ikke i tilstrækkelig grad bringer borgere tættere på beskæftigelse. Det gælder særligt øvrig vejledning og opkvalificering, som vi mener fylder for meget i indsatsen.
Behov for hurtigere afklaring.
Jesper Cortes, der er borgerrådgiver i syv jyske kommuner - heriblandt Randers - havde til mødet med ekspertgruppen medbragt en case for at illustrere de uhensigtsmæssigheder, der ifølge ham er i systemet i dag, hvor der ofte kan være langt mellem succeshistorierne.
"Vi skal spørge os selv, hvor meget vi vil betale for at lykkes med at hjælpe de få personer, som vi formår at hjælpe videre, på bekostning af de mange, som ikke får det bedre af at være i systemet, og som sidder fast i årevis.
"Der er behov for en hurtigere afklaring for personer på sygedagpenge eksempelvis, hvor man bør kunne foretage en langt hurtigere vurdering af, om de er i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet på fuldtid, eller om de i stedet skal i fleksjob - fordi så kan man stoppe sagsbehandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke et karrierevalg, disse mennesker er tvunget ind i det," siger Jesper Cortes.
Ekspertgruppen og følgegruppen mødes igen 6. december. Inden da vil professor Claus Thustrup Kreiner og co. i efteråret afholde en række møder.
Se ekspertgruppens kalender her.Eksperterne skal afrapportere til regeringen i juni 2024.
Ekspertgruppens medlemmer
- Claus Thustrup Kreiner, professor i økonomi og leder af grundforskningscenteret CEBI, KU
- Iben Bolvig, ph.d. i økonomi og seniorforsker ved VIVE
- Jakob Egholt Søgaard, ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet
- Michael Rosholm, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
- Peter Karm, kommunaldirektør i Haderslev Kommune
- Vibeke Jensen, forvaltningschef, beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune
Følgegruppens medlemmer
- Borgerrådgivere fra Ballerup Kommune og Randers Kommune
- Dansk Arbejdsgiverforening
- Dansk Socialrådgiverforening
- Danske A-kasser
- Fagbevægelsens Hovedorganisation
- HK Kommunal
- Kommunernes Landsforening
- Marselisborg, privat leverandør
- Rådet for Socialt Udsatte
Sidst opdateret: 24/08/2023 - 14:32










































